Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Leif Maiboms livshistorie - del 2:2: Grænselandets morskabskonge
Onsdag, 9. juni 2021
af Johan Isbrand, Foto: Martin Høien
I andet afsnit af vores store interview med revymanden og Familie Journals klummeskribent Leif Maibom er vi nået til de professionelle år, hvor den læreruddannede spasmagers revy støt og roligt voksede til at blive Danmarks tredjestørste. Vi kommer heller ikke uden om en vis herre i blå badesandaler.
I alt fem amatørrevyer blev det til på Als i årene 1977-81 med Leif Maibom i spidsen.
– En dag var der en initiativrig reklamemand ved navn Gert Behncke, der foreslog os at flytte revyen til Sønderborg og gøre den professionel. Gert kendte direktøren for Teaterhotellet, så der kom revyen til at spille. Og da vi nu skulle være professionelle, skulle vi selvfølgelig have penge for det. Det første år – i 1982 – kostede billetterne 30 kroner stykket. Revyen spillede i 14 dage, fortæller Leif.
Sideløbende var han begyndt at skrive revytekster til andre danske revyer. Og i januar 1984 søgte han orlov fra sit lærerjob i et halvt år for at hellige sig sine humoristiske og satiriske udfoldelser. Den orlov fik han.
– Det var lidt vovet, for ordrebogen var på ingen måde fyldt. Men der dukkede opgaver op hen ad vejen. Og da min orlov var forbi, sørgede min inspektør, Viggo Vandkær Thomsen, for, at jeg kom på nedsat timetal. Viggo hævdede tit og ofte frem til sin død i 2015, at det var ham, der havde opfundet mig som revykunstner. I øvrigt med en vis ret, da det var ham, der i sin tid havde lokket mig ud i at spille amatørteater. I mit sidste år som lærer var mit timetal nede på bare to timer om ugen. Men så syntes kommunen heller ikke, det var sjovt længere.
I de første 10 år med professionel revy var Leifs hustru, Johnna, med som skuespiller på scenen, lige som hun havde været det i amatørrevyerne. Samtidig passede hun sit lærerjob på fuld tid.
– Men hun havde ikke den samme glæde ved at stå på scenen, som jeg havde. Og hun mente nok, at hendes plads kunne udfyldes af dygtigere folk. Til gengæld manglede revyen i den grad en, der kunne holde orden i papirerne. Økonomi har aldrig været min stærke side. Så Johnna stoppede som lærer, tog en merkonomuddannelse og blev den, der tog sig af regnskaber og billetsalg. Vi var et godt makkerpar, der stort set kunne klare det hele selv. Og Sønderborg Sommer Revy voksede støt og blev efterhånden Danmarks tredjestørste efter Cirkusrevyen og Nykøbing F. Revyen, siger Leif.
Anmeldernes skræk
Man kan ikke skrive om Leif Maiboms karriere uden at komme ind på Thorleif. Figuren blev simpelthen hans varemærke og den længstlevende revyfigur i den hjemlige revyhistorie.
– Det startede helt tilfældigt i 1984. Danmark skulle deltage i EM i fodbold i Frankrig, og jeg ønskede at lave et nummer om en fodboldfan og hans oplevelser i det store udland. På den baggrund opfandt jeg Thorleif, som var temmelig kejtet og naiv – for nu at sige det meget diplomatisk – og stadig boede hjemme hos sin mor. Han var selvfølgelig klædt i et vanvittigt fodboldkostume, og stilen i nummeret var det, jeg plejer at kalde en brokmonolog. En monolog bestående af brokker, vitser og tossede talemåder.
Det fungerede. Publikum var så vilde med Thorleif, at Leif lod ham vende tilbage året efter.
– Da handlede det om Thorleifs bustur til Tyrol i selskab med sin mor og moster Erna. Men nu fangede bordet, for publikum kunne ikke få nok af Thorleif, som blev en fast del af revyen helt frem til 2017, hvor jeg var med på holdet for sidste gang. Anmelderne havde til gengæld mest lyst til at skyde mig levende. Det var jo ikke just sofistikeret komik, og Thorleif kostede os nok typisk en stjerne i aviserne dagen efter. Men han havde positiv indflydelse på billetsalget, griner Leif.
Thorleifs egen pris
Thorleifs kostumer var et kapitel for sig selv: År efter år overgik han sig selv i frodig fantasi og hidsige farver. Prikken over i’et var dog altid hans blå badesandaler.
– De blev hans faste kendetegn, og det blev faktisk et problem. For det var sandaler i en model, der bestemt ikke kunne fås alle steder. Tilmed var det noget billigt plastikskidt, der let gik i stykker, og jeg har ofte stået på scenen i sandaler, der var nødtørftigt lappet sammen med tape. Så jeg måtte simpelthen bede alle, jeg kendte, der skulle på ferie, om at kigge efter blå badesandaler i størrelse 39. Og det lykkedes mig faktisk at opbygge et lille lager.
Mød sangerinden og revykunstneren Anne Karin Broberg og hør hendes tanker om humor.
Thorleif kom endda til at lægge navn til en pris.
– I 2000 havde skuespilleren Kit Eichler 25-års jubilæum. Og da hun det år var med på revyholdet i Sønderborg, skulle vi naturligvis fejre hende. Det gjorde vi med et stort gallashow, hvor alle hendes venner og kolleger kom og optrådte gratis. Og i den forbindelse fik vi den idé at bruge overskuddet fra billetsalget til at indstifte en pris. Navnet lå lige til højrebenet, og statuetten blev naturligvis udformet som Thorleifs sandaler.
Lige siden er prisen hvert år gået til en person, der har gjort noget særligt for dansk revy. Og trods det lidt uhøjtidelige skær, æresbevisningen har over sig, er den ifølge Leif blevet et vigtigt pejlemærke i dansk showbiz.
– Da Grethe Sønck døde i 2010, bragte TV-Avisen natur-ligvis et indslag om hendes liv og karriere. Afslutningsvis rundede studieværten nekrologen af med ordene: ”Og Grethe Sønck har blandt andet modtaget Thorleif-prisen”, fortæller han.
I muntert selskab
Det var først og fremmest de lange arbejdsdage, der typisk sluttede ved midnat, som var årsag til direktørparret Leif og Johnnas beslutning om at give faklen videre, mens legen var god.
– Man kan også sige, at vi har taget vores tørn. Jeg fylder 70 år til december, mens Johnna lige har rundet de 75 år, siger Leif.
Der bliver dermed mere tid til familien. Johnnas tre børn fra første ægteskab, Andreas, Lene og Morten, samt i alt fem børnebørn og tre oldebørn. At parret aldrig fik fælles børn, var Leifs beslutning.
– Jeg er rigtig glad for børnene, og jeg var i sin tid lidt bange for, at hvis vi fik en, jeg selv var far til, ville jeg komme til at overforkæle ham eller hende, indskyder han.
Leifs liv er fortsat præget af, at han har en omgangskreds bestående af nogle af kongerigets festligste mennesker.
– Eksempelvis er jeg medlem af Kronborgs Venner, som er stiftet af en anden tidligere revy-konge, Ernst Trillingsgaard i Aalborg. Sidste tirsdag i juli hvert år samles vi til generalforsamling på Restaurant Kronborg på øen Egholm. Det er en herrefrokost, hvor der bliver sunget sange og ikke sparet på hverken vådt eller tørt. Ernst er den enerådige formand, der udsteder bøder til medlemmerne efter forgodtbefindende. Det handler som regel om at give en omgang. Når vi er tilbage på fastlandet, spadserer vi ind til Aalborg centrum, men skal altid først gennem Aalborgs svar på Christiania, Fjordbyen, hvor vi aflægger besøg på en smugkro. Det skal siges, at ingen af os er blevet yngre, og at vi ikke tåler festlighed i helt samme målestok som tidligere, fortæller Leif Maibom.
