Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Bodil Jørgensen og andre i hendes familie har gennem årene fået bunker af julegaver, der mildest talt må siges at høre til i den spøjse afdeling. Hendes far, Frede, var ophavsmand til de alternative gaver, som faldt glimrende i tråd med hans skæve personlighed og humor:
– Ofte havde han glemt at købe gaver. Men så fandt han ting rundtomkring på hylderne, som han pakkede ind og gav til os. Det kunne for eksempel være figurer, som vi udmærket kendte. Og et år var der en særligt stor og tung pakke, der havde fået mit navn på. Jeg pakkede den op med en iver og barnlig forventning, der svarede til størrelsen. Men gavepapiret viste sig at gemme på en kæmpestor sten, min far havde fundet i haven, siger den folkekære 60-årige skuespiller.
De uortodokse gaver passer perfekt ind i Bodils portræt af en far, der eksempelvis også insisterede på, at familien skulle gemme sig, når de fik besøg, så gæsterne troede, de var enten gået galt eller kommet for sent.
– Det var på mange måder dejligt med en far, der altid var klar til at stikke en kæp i hjulet og sørge for, at der aldrig gik rutine i dagligdagen. Og det er helt sikkert fra ham, jeg har arvet modet til at være lidt skør. Men lige når det gjaldt gaver, var begejstringen hos os børn af og til lidt begrænset. Og jeg blev ovenud glad det år, hvor jeg rent faktisk fik det legetøjs-kasseapparat, jeg havde ønsket mig allermest. Samtidig fik jeg en lille metalvægt af min fem år ældre søster Kirsten, og dermed var jeg klar til at åbne min egen købmandsbutik. Dog manglede jeg et varebånd, men det fandt jeg råd for: Jeg trak et halstørklæde hen over bordet på den korte led. Og så fik jeg ellers min to år yngre lillebror Anders til at være motor. Han sad under bordet, og når jeg trykkede på ham, satte han båndet i gang. Det var lidt ydmygende for ham, kan jeg godt se i dag!
En juleaften, der står solidt prentet i Bodils hukommelse, var et år, hvor hun og Anders var ved at gå til af barnlig forventning.
– Vi besluttede derfor at køre en tur på Kirstens Velo-knallert for at fordrive tiden, inden festlighederne og udpakningen af gaver begyndte. Jeg styrede, Anders sad bagpå, og så gik det i fuld fart gennem Vejen by, som naturligvis var helt mennesketom og i øvrigt for en gangs skyld dækket af et fint lag sne. Pludselig opdagede jeg til min skræk, at jeg ikke kunne bremse knallerten. Og den stoppede først, da vi kørte direkte ind i en hæk. Der skete heldigvis ikke noget med hverken Veloen eller os. Da vi kom hjem igen, spurgte familien, hvor vi havde været. Anders og jeg kiggede bare på hinanden og fortalte ikke historien til nogen før flere år efter, husker hun.
Uggeløse Kirke er valgt som Familie Journals julekirke i år. Mød sognepræsten her.
Bodil bor i dag i Lyngby med sin mand, filmfotograf Morten Søborg. Parret har Østen på 20 og Rigmor på 13, og skuespilleren har endvidere Johannes på 25 fra sit første ægteskab. Og gennem sine børns opvækst har hun sammen med dem dyrket en bestemt juletradition, som hun har bragt med sig fra sin egen barndom. Hun og Rigmor, der i øvrigt er opkaldt efter Bodils egen mor, hygger sig den dag i dag med traditionen, der er henlagt til de fire søndage i advent:
– Om lørdagen laver vi grød til nissen og sætter det ude på terrassen sammen med en nisseøl. Dagen efter er det naturligvis væk, og i stedet står der en lille gave til Rigmor. Hun synes, det er hyggeligt. Og der er noget eventyrligt ved ritualet: I fantasien er det let at se for sig: Nissen lister ind i haven om natten, spiser grøden og skynder sig videre. Det er straks sværere med en skikkelse som julemanden, der kommer på besøg hos mange juleaften. Børnene ser ham jo stå lyslevende foran sig, og måske bider de mærke i et par sko eller briller, som forekommer dem bekendte. Måske er det grunden til, at netop julemanden aldrig har været en del af min families traditioner, siger Bodil.
Men højtiden har som bekendt en anden central person: Ham, hvis fødselsdag vi fejrer. Og som troende vægter Bodil historien om Jesu fødsel højt.
– Vi har jo alle prøvet at sidde med et spædbarn på armen. Og det, at Gud kommer til Jorden i skikkelse af et menneskebarn, er en fantastisk historie. Tænk, at han orker at blive et rigtigt menneske med fejl og laster – udelukkende med det formål, at vi andre kan få lov til at være de mennesker, vi nu engang er. Op mod jul står vi i endeløse køer for at bruge penge, men i stedet burde vi indimellem vende blikket opad og se det uendelige, filosoferer hun.
Læs her om Johnny Hansens jul, der både indeholder traditioner og et gran fornyelse.
Familiens juleaften skal i år for første gang fejres et helt nyt sted.
– Vi har for nylig købt et hus på Røsnæs. Det har stråtag og det hele, og her skal julen holdes. Vi bliver 13 i alt. Blandt andet kommer min bror med sin kone og deres fire børn. Juletræet får vi fra gården lige overfor. Vinen til julemiddagen køber vi fra vingården Barfod Vin, der ligger lige i nærheden. Og så støtter vi naturligvis den lokale brugs i Ulstrup. Julemiddagen er altid med and fyldt med masser af figner, dadler og æbler, men vi kan godt af og til variere de brune og hvide kartofler med brasekartofler, og en omgang rå rødkål kan også godt finde vej til julebordet.
Med Bodils eget ordvalg elsker hun simpelt hen 1. juledag.
– Det er årets mest stille dag, og den egner sig perfekt til en spadseretur, hvor man samler appetit. En sandwich med tiloversbleven and og rødkål fra julemiddagen er en klar favorit hjemme hos os.
For Pelle Hvenegaard handler julen om at være sammen. Mød ham her.
Hun og familien gør dog også meget ud af familiehyggen selve juleaftensdag:
– Juletræet bliver for eksempel først pyntet på selve dagen. Derudover har vi i årevis haft en anden tradition, når vi har fejret julen hjemme i Lyngby: I haven foran huset har jeg et libanesisk cedertræ. Jeg graver det op, sætter det i en potte og stiller det på bordet. Og så dekorerer vi det med alskens julepynt fra mine nu afdøde forældre og vores juleglade nabo fra vores tidligere hjem på Nørrebro. Julepynt er sjovt, fordi det vækker minder. En enkelt lille ting kan få én til at føle sig hensat til bestemte episoder i fortiden. Derfor gemmer vi det og giver det videre til vores børn, så de kan få en lige så stor rigdom af oplevelser, siger Bodil Jørgensen.
Her fortæller Dario Campeotto og fru Gertrud om julen i både Danmark og Italien.