Ragnhild kan selv

– Jeg har da en lille smule forstand endnu, siger Ragnhild og kigger på sine gæster med venlige øjne. Det er der heller ingen grund til at tvivle på. Ragnhild Pedersen på Vestlolland har bestemt sin fulde forstand, og hvorfor skulle hun ikke have det? Hun er født 15. februar 1920, og dermed er hun lige blevet 102 år. Selv om hendes hjerne er fuld af navne, oplevelser, glæder og sorger, har hun fint styr på stort og småt, sådan som hun har haft det i hele sit lange liv.

Ragnhild bor i aftægtsboligen til ”Sinelund”, og her har hun boet i 40 år. Når hun kigger ud ad sit køkkenvindue, kan hun se over til Sinelund, hvor hun selv engang var den travle husmor med mand og børn, karle og piger. Når hun kigger ud ad stuevinduet, kan hun se markerne, der strækker sig i det uendelige her på det flade Lolland, og når hun kigger op, kan hun se noget, der irriterer hende: den øverste hylde i køkkenskabet.

– Jeg kan ikke længere nå tingene på den hylde. Det er, fordi jeg er ved at blive gammel og ikke er så god på balancen længere. Det er, som om man kan mindre og mindre, når man bliver ældre, og jeg er også blevet langsommere. Det kan jeg godt mærke, siger hun.

Hvis Ragnhild er blevet langsommere, må hun have været en tornado førhen. Hun vasker stadig sit køkkengulv nede på knæ og med en gulvklud i hånden. En gulvskrubbe laver runde hjørner, siger hun, og Ragnhild går ikke ind for sløseri og runde hjørner. Hun er fra den tid, hvor det at være husmor var et regulært fag, man var stolt af at kunne, og Ragnhild er en højtuddannet en af slagsen.

Det har hun skrevet en bog om sammen med sit barnebarn, Jane Ibsen Piper. ”Mormorliv”, hedder bogen, og den handler om, hvordan man kan få det bedste ud af alting, hvordan man lever sundt og godt, og hvordan man passer på sine ting og får dem til at holde længere. Kort sagt alle de ting, der også interesserer mange unge i dag.

Ragnhilds barnebarn er jurist og forfatter til flere bøger om minimalisme, økonomi og forbrug, og netop det er hendes mormor ekspert i, så det er ikke mærkeligt, at de fandt sammen om at skrive ”Mormorliv”.

– Jeg er da lidt stolt af det, indrømmer Ragnhild, når man presser hende lidt.

– Tænk, at alle de ting, jeg har lavet hele mit liv, er blevet moderne igen. Det var sjovt at være med til at lave en bog. Det havde jeg aldrig troet, jeg skulle prøve.

I lære som husmor

Ragnhild er født få kilometer fra det sted, hvor hun bor nu, på en gård i Vesternæs. Hun og de andre børn gik i skole til og med 7. klasse, og så skulle de ud at tjene. Det havde Ragnhild heller ikke noget imod. Hun var 16, da hun kom ud i sin første plads.

– Jeg ville gerne lære at lave mad og kunne sy mit eget tøj. Jeg havde gået til hånde hos en sykone om eftermiddagen, og hun lærte mig det grundlæggende. Resten fandt jeg selv ud af, siger hun, der siden dengang har syet alt sit tøj selv.

Ragnhild lærte alt om husholdning, da hun kom ud at tjene på tre forskellige gårde. Det var dengang, kvinder lavede mad fra bunden. Der var ikke noget køleskab, ingen fryser, ikke noget mad på dåse eller som pulver. Hun lærte at lave spegepølser, blodpølser, saltfrikadeller og trillebollesuppe, og hun lærte at planlægge, så hver en stump blev udnyttet. Man smed ikke mad ud. Det var spild, og man spildte ikke hverken penge eller mad dengang. I den sidste plads, hvor hun var blevet kokkepige, mødte hun Knud, der var forvalter på gården.

De blev gift 14. maj 1943 og flyttede ind på den store gård ”Sinelund”, hvor de blev bestyrere.

I 1946 blev hun mor, men samtidig var hun også madmor for et større hold karle og piger. I 1968 købte hun og Knud gården.

Men Ragnhilds liv er ikke kun en fortælling om hårdt arbejde, glæden ved at skabe ting og ved at få sin egen familie, for ægteparret mistede også deres første søn, Bent.

Noget gik galt ved fødslen, og senere udviklede han sig ikke, som han burde. Da han var to år, døde han.

– Jeg troede ikke, jeg kunne komme over det, men det skal man. Jeg havde jo mit at passe, siger Ragnhild. På det tidspunkt var hun gravid med sønnen Ebbe.

Altid den ældste

– Da vi fik Ebbe, var vi begge urolige for, om vi også skulle miste ham, men da han begyndte at gå, kunne jeg se, at han var en stærk og rask dreng. Da så Bodil kom, var hun sådan en rask lille en, hun hoppede og dansede altid og slog kolbøtter. De to var, som de skulle være.

Ragnhild er en levende historiebog. Hun blev født i 1920, da landmanden pløjede med heste. Hun blev gift i 1943, og brudekjolen har hun stadig. Den første traktor kom i 1949, da Ebbe blev født. Den første fantastiske kummefryser fik hun til sølvbrylluppet i 1968, og så blev livet meget lettere. I 1980 flyttede hun og Knud ind i det lille hvide aftægtshus, så Ebbe kunne overtage ”Sinelund”. I 1994 blev Ragnhild enke. Også det kom hun igennem, for der er ikke andet at gøre end at fortsætte, som hun siger. Og ensom, det synes hun ikke, at hun er:

– Jeg kan se lige over til min søn og svigerdatter på ”Sine-lund”, og længere nede ad vejen bor et barnebarn. Min datter bor i Vordingborg, og vi ses alle sammen rigtig tit, så jeg har ikke noget at klage over.

Igennem alle årene har hun deltaget i samtlige af områdets sykredse og strikkeklubber, nabofællesskaber og samvær i det hele taget, for Ragnhild elsker at være sammen med andre, også selv om der er tyndet ud blandt vennerne.

– Jeg har været den ældste i mange år nu, men så må man snakke med de yngre, og der kan man jo altid lære noget nyt, siger håndarbejdseksperten, der kan alt med sine hænder, men stadig er nysgerrig på alt nyt. Derfor er hun også nødt til at holde sig i form: Hver dag gør hun sine faste gymnastikøvelser, så kroppen ikke skal falde hen.

– Jeg passer mit hus og laver min egen varme mad hver dag. To retter, siger hun og skubber smørkagen over mod gæsterne. Den er selvfølgelig også hjemmebagt.

– Jeg har aldrig før tænkt på min alder, men det gør jeg nu. Jeg stoppede med at køre bil, da jeg var 98, fordi jeg en dag pludselig blev lidt utryg ved det. Så stillede jeg bilen, men jeg savner den stadig sommetider, siger hun og kigger eftertænksomt ud ad vinduet.

Familien hjælper hende og kører hende, når hun skal noget. Moderne teknik som mobiltelefoner og computere har hun frabedt sig, det må andre håndtere.

Nu venter hun på foråret og havearbejdet, for kartofler, gulerødder og et ordentligt blomsterbed skal hun jo have.

Indtil da lægger hun sine puslespil.

– Det gør jeg altid i januar og februar, men resten af året er der ikke tid til det. Så skal arbejdet jo passes.