– Han sagde, at jeg ville dø. Han sagde virkelig, at jeg ville dø!
Lægens ord havde naglet sig fast i Dittes hjerne. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hendes overvægt kunne betyde, at hun var i fare for at dø. Men lægen havde gjort det meget klart: ”Hvis du ikke taber dig, kommer du ikke til at opleve dine børns konfirmationer”.
Og der var kun små to år til, at hendes ældste, Majbritt – som kun kaldes Majse – skulle konfirmeres.
Ditte Jakobsen, i dag 38 år, følte, at hun havde fået en dødsdom, og at der kun var én, der kunne redde hende, nemlig Ditte selv.
– Jeg er alt for ung til at dø. Jeg har jo så meget at leve for.
Hun havde nået en vægt på 205 kilo og selv om hendes liv – både fysisk og psykisk – var blevet meget dårligt, så kunne hun simpelthen ikke holde sig fra de søde og usunde sager.
Men nu skulle det være slut.
Da Ditte kom hjem i lejligheden i Fredericia, fandt hun nogle store bæreposer og begyndte at fylde dem med alt det usunde, hun havde i hjemmet: chips, kager, chokolade, slik, sodavand og så videre.
I løbet af kort tid havde hun fyldt fem bæreposer. Og det var vel at mærke kun med usunde varer, der var åbnet. Hertil kom en masse, som var uåbnet. Det fik børnene med hjem til deres far.
18. august 2019 var dagen, da Ditte tog første skridt ind i et nyt og meget anderledes liv. Det var dagen, hvor alt det usunde blev skiftet ud med masser af grøntsager og kød. Et farvel til pasta, ris, kartofler, sovs, færdigretter og alt det, der sætter sig på sidebenene.
Fra barns ben har Ditte været vant til at kæmpe.
– Jeg var klassens tykke pige og blev mobbet voldsomt. Det var meget, meget svært, fortæller Ditte, der voksede op først i Grønland, hvor faderen var maskinmester, og senere i Nordsjælland. Som ung rejste hun til Jylland og fik arbejde bl.a. som bartender på et diskotek i Give. Det var her, hun mødte sine børns far, der arbejdede som dørmand.
– Min vægt lå vel omkring 85-90 kilo dengang. Jeg vidste da godt, at jeg ikke var tynd, men jeg følte mig som en flot pige, selv om der var noget at ”holde fast i på siderne”, fortæller Ditte, der blev gift med sin dørmand. Parret fik Majse, der i dag er 15 år, og Jack, som nu er 12.
Men ægteskabet holdt ikke. Efter skilsmissen rejste Ditte til Sjælland og blev weekendmor. Men hun savnede børnene for meget og flyttede tilbage til det jyske.
I 2015 blev Ditte syg. Gennem længere tid havde hun følt sig rigtig dårlig og blev indlagt. Lægerne mente, at hun – igen – led af lungebetændelse og desuden havde fået astma, så hun kom i behandling.
– Heldigvis var der en nyuddannet kvindelig læge, som lyttede og undersøgte mig grundigt. Herefter blev diagnosen ændret. Jeg havde det, man kalder hjertesvigt, som er nedsat pumpefunktion af hjertet og væskeophobning i kroppen.
Ditte fik medicin, men blev hurtigt træt og forpustet. Det betød, at hun stoppede med sine gåture.
– Jeg havde det virkelig skidt og tænkte: ”Du har dårligt hjerte, så du skal dø’’.
Ditte begyndte at trøstespise, men det var ikke kun ved måltiderne, hun tog godt for sig.
– Jeg spiste som to voksne mænd, men det var ikke nok. Indimellem de faste måltider hyggede jeg mig med chokolade, chips, slik, sodavand, kage og så videre.
Og det var ikke kun i dagtimerne, hun guffede i sig. Når hun gik i seng, havde hun en stor plade Marabou-chokolade med til natten.
Hun tog voldsomt på i vægt, men reagerede ikke på de signaler, kroppen sendte hende. Selv da hun blev så stor, at hun måtte have hjemmehjælp flere gange om dagen bl.a. til at komme op og i bad, i tøjet og hjælp til det praktiske, overhørte hun alarmklokkerne.
Ditte blev også meget hæmmet i sin hverdag. Hun havde meget svært ved at gå, så hun købte en el-scooter for at kunne komme til møder på børnenes skole, ud at handle og lignende. Hjemme havde hun en rollator.
– Jeg kunne mærke, hvordanfolk på gaden stirrede på mig, vendte sig om og kom med kommentarer. Mit største ønske var, at det ville holde op. At de ville lade mig være i fred, husker hun.
Men Ditte skulle få endnu en alvorlig nedtur. Hun og børnene var på besøg hos hendes mor, da hun pludselig besvimede og måtte på sygehuset.
Hun havde fået en blodprop i hjernen og blev lam i den ene side af kroppen. Hun var indlagt i halvanden måned og skulle til genoptræning, da hun kom hjem.
– Jeg var utroligt heldig, at jeg kom i behandling så hurtigt. Genoptræningen hjalp, så jeg på det fysiske plan nu kun har problemer med min ene hånd. Til gengæld svigter hukommelsen, og jeg bliver hurtigt træt.
Tilbage til Dittes kamp mod de overflødige kilo: Ændringerne i hendes liv gav hurtigt resultat.
Kiloene raslede af. Hun kunne begynde at gå korte ture uden støtte, og det endte med, at hun solgte el-scooteren. Og hun fortsatte.
Men det var og kan stadig være svært for psyken at følge med.
– Når jeg ser mig i spejlet, er det stadig den store og tykke Ditte, jeg ser. Min hjerne vil simpelthen ikke acceptere, at jeg har tabt mig så meget. Det kan være, at det er, fordi jeg ikke har kunnet lide, at folk kommenterede mit vægttab. I meget, meget lang tid var mit store ønske, at folk bare skulle holde deres mund og lade mig være mig.
I dag er vægten nede på omkring 94 kilo, og på en god uge kan hun tabe sig et kilo. Men der kan også gå uger, hvor vægten bare viser det samme.
– Bare den ikke stiger, er jeg glad, siger Ditte, der stadig skal tabe sig nogle kilo, inden det næste store skridt skal tages, nemlig, at hun skal have opereret overflødigt hud væk. Det skal ske 14. juni på sygehuset i Odense. Da skal vægten vise 85 kilo.
Ditte, der er på førtidspension, har fortsat sukkertrang, men også viljen til at sige nej. Også selv om det mange gange har betydet, at hun er gået sulten i seng. Maven har skreget efter at blive fyldt.
– Og Marabou-chokoladen til natten blev udskiftet med små, lækre tomater.
På det psykiske plan arbejder hun hårdt for at komme ovenpå. Og her har hun fået hjælp fra en lidt uventet kant. Hun var blevet spurgt, om hun og sønnen Jack ville interviewes om en udflugt, de havde været på, arrangeret af Mødrehjælpen. Artiklen skulle i den lokale ugeavis, ElboBladet.
Journalisten og Ditte talte også om løst og fast – også om Dittes vægttab.
– Det kom der senere en artikel ud af, selv om jeg ikke var meget for det i første omgang. Men det blev jeg. Jeg fik hilsner på Facebook og folk på gaden og i butikker roste mig. Det var simpelthen med til at højne mit selvværd og selvtilliden. Nu smiler jeg, når jeg går på gaden eller er ude at handle.
– Men, siger Ditte, – de ord, der varmer mest, kommer fra mine børn.
Her tager datteren Majse over og siger:
– Vi er så stolte af vores mor. Og vi fortæller hende gerne flere gange om dagen, at hun er smuk.