Jeg føler mig meget priviligeret

Vækkeuret ringer, børnene skal spise morgenmad og i tøjet, og så er det ellers ud ad døren. Videre til institutioner og arbejde. Den situation kender de fleste børnefamilier. Også Theresa Søndergaard, der for tre år siden valgte karrieren som jurist fra for at blive hjemmegående husmor. I dag passer hun familiens to yngste børn og ordner alt det praktiske i hjemmet.

– Jeg har altid klaret mig godt i skolen og er gået meget målrettet efter en karriere som jurist, men da vi så begyndte at få børn og stifte familie, kunne jeg bare mærke, at det var rigtig svært at gøre begge dele. Der er den der stringente tankegang i vores samfund, om at man tager en uddannelse, får nogle børn, og så blive de ”opbevaret”, mens man går på arbejde. Det føltes så forkert for mig det her hamsterhjul, hvor der ikke var tid til at gøre ret meget ud af hverdagen. Ofte var det bare ren overlevelse, og det havde jeg det virkelig svært med, siger 30-årige Theresa Søndergaard.

I dag ser hverdagsmorgenerne helt anderledes og rolige ud i hjemmet i Ballerup nord for København.

Her er det Theresa, der står op først, binder et forklæde om livet og gør morgengrøden klar til sine tre drenge, Isak på syv, Adam på knap tre og Abel på otte måneder.

Imens ifører hendes mand, Alexander, i ro og mag sig sit jakkesæt til en lang arbejdsdag som chefkonsulent hos Dansk Arbejdsgiverforening, og inden han cykler afsted sammen med Isak, der skal i skole, får han en frisksmurt madpakke med.

Tilbage står Theresa med opvasken og andre praktiske opgaver, der skal ordnes, mens de to yngste tuller omkring.

– Det er meningsfuldt for mig at få lov til at være sammen med mine børn på den her måde. Det er så kort tid, de er små, og jeg tror, at der er noget biologisk, der gør, at når kvinder får børn, så føler de en trang til at være sammen med de små børn. Jeg føler en enorm frihed over ikke at have et arbejde, jeg skal forholde mig til. Selv om man har fået fri, fylder det jo ofte stadig i tankerne, når man kommer hjem. En opgave, man er bagud med, eller noget andet, man skal forholde sig til. Det har jeg ikke, og det synes jeg er så rart. Men jeg er også godt klar over, at det ikke er for alle at gå hjemme, og det er også helt fint. For mig er det det rigtige, siger Theresa.

Hun ved, at den måde, familien har indrettet sig på, kan provokere andre. Ikke mindst når hun lægger billeder op på sin Instagram-profil af hendes perfekte hjemmebag, børnenes portionsanrettede mad, eller hende selv med støvsuger og barn på hoften i en af hjemmets smukke stuer med farvede tapeter, malerier med tunge guldrammer og personlige arvestykker.

Men hun er ikke bange for at sige højt, at hun identificerer sig som husmor og understrege det med forklæder med flæsekanter, margueritøreringe i øreflipperne og krøllede lokker for de knap 34.000, der følger med på hendes profil, forstadsmor.

– Jeg er klar over, at nogle ser det som et tilbageskridt for ligestillingen, at kvinder går derhjemme og passer familiens børn. Men det synes jeg er alt for langt at gå. For mig er ligestilling kvinders stemmeret, muligheden for at debattere på lige fod med mænd og kunne være på arbejdsmarkedet med samme vilkår som mænd. Og der er jo ikke noget af det, jeg er imod.

– Nogle gange tror jeg faktisk også, at det kan være udtryk for en frustration, når nogen skriver til mig og spørge, hvordan jeg har det med at opvarte min mand. Jeg synes, det er mærkeligt at blive provokeret af, hvordan andre folk lever deres liv.

Theresa og hendes mand talte det grundigt igennem, inden de lagde familielivet om.

Kabalen går op

Arbejdsfordelingen var ret lige til. Theresa klarer alle de huslige opgaver, mens Alexander klipper hæk, slår græs og de mere grove ting. Når hun ikke det hele en dag, er der en ny dag, og har hun mere lyst til at slappe af på sofaen, mens børnene sover middagslur, gør hun det.

Næsten hver formiddag mødes hun med andre hjemmepassere, så Adam har nogle at lege med. Det giver hende også en god voksenkontakt i løbet af dagen, for Alexander har lange arbejdsdage og er sjældent hjemme, før aftensmaden står på bordet klokken 17.30. Den fleksibilitet, at Theresa er hjemme, betyder, at de aldrig diskuterer, hvem der henter, laver aftensmaden eller tager barnets første sygedag. På det punkt føler begge sig meget privilegeret.

– Hos os er der ikke nogen kabale, der skal gå op. Vi har ikke de udfordringer, som mange børnefamilier har med at få hverdagen til at hænge sammen med små børn og to med et fuldtidsarbejde. Mange er megastressede og har dårlig samvittighed, og det er jeg meget taknemmelig for, at vi ikke er eller har, siger Alexander, der føler, at han netop kan være en nærværende far, når han kommer hjem, fordi der ikke er nogen huslige pligter, der skal laves i ulvetimen.

Det er ham, der hver aften læser godnathistorie og putter de to ældste sønner, så Theresa kan smække benene op og nyde en rolig stund, for uanset hvad billederne på de sociale medier viser, ønsker Theresa ikke at skabe et urealistisk glansbillede af familiens valg. Der er dage, hvor legetøjet ryger gennem luften, og hvor hverken det ene eller andet barn vil samarbejde og skriger på skift, indrømmer hun, men hun håber, at hun måske kan inspirere andre, der overvejer at lægge familielivet om ved at fortælle åbent om sit. Hun ved, at mange undrer sig over, at det kan lade sig gøre økonomisk – men også hvordan hun har sikret sig selv.

Skåret ned på forbruget

– Jeg får en del kritik for at gøre mig afhængig af min mand og ikke sørge for min egen pensionsopsparing. Men vi kan ikke vide, hvad der sker til den tid. Livet er her og nu, og for mig giver det ingen mening at parkere livet og vente på at nyde det gode liv til pensionsalderen. Det gode liv kan også være her og nu, siger Theresa og tilføjer, at der er tænkt på hendes pensionsopsparing, ligesom de også har sikret sig i tilfælde af, at der skulle ske noget med Alexander. Snakke, der især er vigtige, fordi der kun er en forsørger, men som alle par i virkeligheden burde sørge for at have styr på, indskyder Alexander.

Derudover har familien bosat sig billigere og fravalgt at have bil. De sparer også en stor del på institutioner, og når Theresa går hjemme, har hun mere tid til at bage selv og lave større portioner mad fra bunden, der nemt kan fryses ned.

– Vi har nedskaleret vores forbrug mange steder. Jeg har fundet en billigere frisør, og Alexander har droppet kantinen og får madpakke med hver dag. Jeg kunne da godt tænke mig et nyt køkken, men i stedet for har vi malet det og sat nye greb, remser Theresa op.

Familien tager heller ikke hverken på charter- eller skiferie, som mange andre børnefamilier finder råd til. Det bliver til familiens sommerhuse i Skagen og i Vestjylland om sommeren, og så en sommerlejr med en masse andre børnefamilier fra den katolske kirke, hvis tro Alexander har bragt med ind som værdier i familien i form af bordbøn og søndagskirke for ham og Isak.

– Min kristne tro har helt bestemt været afgørende faktor for den måde, vi ser vores familieliv på, og den måde vi gerne vil opdrage vores børn på. For bare 40-50 år siden havde vores familieliv ikke været en historie, for sådan indrettede mange familier sig. Men i dag er det nogle værdier, som vores børn i et eller andet omfang vil møde modstand mod, og måske endnu stærkere, når de bliver voksne. Men vi viderebringer de her værdier, fordi vi grundlæggende tror på, at det er det rigtige, selv om det kan have nogle konsekvenser. For vi vurderer jo så også samtidig, at hvis vi opfostrede vores børn i mere samklang med tidens værdier, vil det også have nogle konsekvenser. Så det er lidt en afvejning, siger Alexander.

Når børnene bliver ældre, vil Theresa finde sig et deltidsarbejde, så hun stadig er hjemme, når børnene kommer hjem fra skole. Hvilket arbejde det skal være, gør hun sig færre forestillinger om. Hun er klar over, at hun ikke kan valse ind på et advokatkontor og forvente den samme stilling, hun forlod.

– Jeg ved da godt, at det her valg har nogle konsekvenser. Man skal bestemt ikke være blind for, at det koster på den lange bane. Men det er helt ok, for som min far altid har sagt, så tror jeg ikke, at der er nogen, der ligger på deres sidste og fortryder, at de har brugt for meget tid på deres familie.