Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Det er ikke mange måneder siden, at de gik rundt på et stutteri i det midtjyske Skals. Uvidende om, hvilken kamp der foregik udenfor hegnet.
På den ene side stod en gruppe dyreaktivister med så mange følelser, at de rasede, græd og sågar sloges. På den anden side rystede deres ejer og hans medarbejdere vredt på hovederne over anklager om mishandling og vanrøgt og bad dem blande sig udenom og skrubbe af.
I dag går nogle af de heste rundt på en nordfynsk mark, hvor der er foder og vand ad libitum og en lun boks med masser af halm om natten.
For 68-årige Janne Junker købte dem. Helt præcist 30 af de mange heste fra stutteriet Viegård, der endte med at gå konkurs. Hun havde købt dem alle, hvis hun havde haft plads. Men hellere nogle end slet ingen, siger hun, selv om det var tæt på en umulighed at få dem med, da hun ankom med hestetransporten.
For de var ikke vant til at blive håndteret af mennesker og kunne ikke bare trækkes op. Hestene er vokset op i flok, og derfor måtte der en anden transporter til, hvor de kunne gennes op bagerst i flok som kreaturer for overhovedet at få dem med hjem til Fyn.
I dag stikker de deres bløde muler frem over hegnet, når de ser Janne eller en af hendes hjælpere. Hestene er stadig hovedsky, og der arbejdes intenst på at ændre det, så særlige de heste, der er i fol, kan blive undersøgt af dyrlægen.
– Men der er sket meget, og alle skal nok blive trænet hen ad vejen, så både smeden og dyrlægen kan komme i nærheden af dem, siger Janne.
Hun bor på gården i Morud sammen med sin mand, Niels, og driver internatet Nyt Hesteliv, hvor 115 heste og æsler har fået et mere værdigt liv end dér, hvor de kom fra. For det er en trist kendsgerning, at 80 procent af hestene her er såkaldte dyreværnssager og har været udsat for mishandling eller vanrøgt.
– Jeg har desværre oplevet meget og set mange skrækeksempler. I begyndelsen var jeg rystet over at se udsultede heste, der ikke havde haft det godt. Det bliver jeg stadig. Når man selv har valgt et dyr, er der ingen undskyldning for ikke at passe det ordentligt. Heldigvis kan jeg hjælpe de heste, der kommer her, og jeg kan se, at de får det bedre og stille og roligt får tillid til os, fortæller Janne.
Andre heste er havnet hos Nyt Hesteliv, fordi de har fået en skade og ikke kan rides på mere eller er blevet for gamle – og her har de altså været heldige, for de fleste vælger at aflive, når hestene når dertil. Men hos Janne er de sikret et skønt otium.
– Vores heste bliver aldrig videresolgt, men ejes af os til evig tid. Vi ønsker ikke at udsætte dem for endnu engang at komme galt af sted, så de bliver her eller kommer i en plejefamilie, hvor vi resten af hestens liv kommer på uanmeldte besøg. Og de gamle heste bliver bare her og nyder deres sidste tid.
Konceptet er sit eneste af slagsen i Danmark, og Janne fik idéen til det, da hun som så mange gange før stod i kø i et supermarked og lod øjnene skimme forsiderne af formiddagsaviserne. Her kunne hun læse, at en pony var død af sult, og pludselig gav alt mening for hende. Året før var hun blevet sagt op fra sit arbejde som marketingschef og vidste egentlig ikke, hvad hun skulle lave. Nu vidste hun det. Hun ville hjælpe heste i nød.
– Jeg har altid elsket heste og fik min første hest, da jeg var 14 år. Jeg har redet i mange år og har haft så mange glæder ved det og givet det videre til mine døtre. Når jeg har købt en hest, har det altid været for livet – også selv om de fik skavanker, siger hun.
Hun fik Niels med på idéen, gik i gang med at lede efter egnede landejendomme og fandt den i Blommenslyst på Fyn, så året efter var familiens hus i Helsinge solgt og byttet ud med den.
Kort efter modtog hun den første vanrøgtssag. Det var to heste og en pony fra Sæby i Nordjylland, der var helt udsultede. Den ene blev omgående aflivet, mens de to andre blev sendt til Blommenslyst. Siden er mange vanrøgtssager afleveret hos Janne, og lige nu er der ikke plads til flere heste på gården.
Der er syv medarbejdere knyttet til stedet, der hjælper med den daglige drift. Alle heste skal fodres, særligt de, der er ankommet alt for tynde, kræver ekstra, og så skal der muges ud i staldene. Hver dag. For Janne er det ikke kun hårdt arbejde, men en passion, der ikke efterlader luft til spontanitet. Har hun og manden planer, skal det arrangeres i god tid, for det kræver, at andre kan tage over og passe hestene. Men det lever de fint med. For de elsker deres hverdag med hestene.
For fem år siden meddelte staten, at udvidelsen af den fynske motorvej vandt over Nyt Hesteliv. Gården skulle eksproprieres, og Janne var nødsaget til at finde et nyt hjem til alle sine heste. Det fandt hun så i Morud, selv om det har krævet en del tilbygninger med tilhørende hestebokse.
Nu er de landet og faldet godt til. Det samme er hestene, der kan boltre sig på 20 hektar land, inde eller ude – det bestemmer de selv. De lever det frie liv, hvor de går sammen i store flokke.
Økonomisk løber internatet rundt i form af blandt andet legater, fondsmidler, donationer, medlemmer og sponsorer for de enkelte heste og er på den måde afhængig af økonomisk og frivillig hjælp. Heldigvis møder Janne opbakning og gjorde det ikke mindst, da hesteflokken fra Skals kom til Morud. Her blev der doneret halm, wrap, dækkener, grimer, gulerødder og foder til de tynde heste.
– Den hjælp gør jo en kæmpestor forskel for os, så det betyder meget. På den måde er vi ikke de eneste, der gerne vil hjælpe heste i nød.