Det hemmelige REGAN Vest: Bygget til krig

Bunkeren ser ud, som dengang den var klar til brug. Alt er bevaret indvendigt – selv alvoren, fornemmer man under rundvisningen i det, der bliver kaldt Danmarks bedst bevarede hemmelighed. Heldigvis kom den aldrig i brug, men som museumsinspektør Bodil Frandsen konstaterer på vej ind i skoven, hvor bunkeren ligger skjult 60 meter under en kridtbakke, så er frygten for en atomkrig desværre atter blevet højaktuel.

Hun er som inspektør med til at uddanne de 36 guider fra Nordjyske Museer, der viser rundt i den atomsikre bunker, REGAN Vest. Hver eneste dag er samtlige billetter stort set revet revet væk, og sådan har det været, siden bunkeren blev åbnet for offentligheden for snart halvandet år siden.

– Jeg troede faktisk, at det ville være toppet med besøgsantallet, men der er ikke noget, der tyder på det. Der er flere måneders ventetid. Interessen er simpelthen enorm, siger Bodil Frandsen.

Og hun forstår det godt. For det er et stykke danmarkshistorie fra koldkrigstiden, som meget få kendte til, og derfor var en overraskelse for mange, da den i 2012 blev skrevet ud af det stående beredskab og dermed blev afsløret. Også for Bodil Frandsen, der lige skulle ”tage det ind”, som hun siger, da hun første gang kom indenfor i bunkeren.

– Det oplever jeg, at de fleste skal, når de har været hernede. Det ER meget overvældende. Jeg tror, at mange lige som mig har haft en forestilling om, at der nok er nogle andre, der kommer og redder Danmark. Så det er specielt at finde ud af, at man faktisk havde planlagt sådan noget her. På sin vis betryggende at vide, siger hun.

Plads til hvem?

Byggeriet af REGAN Vest begyndte i 1963 og stod færdigt i 1968. Det var herfra, at man ville lede den danske civilbefolkning og demokratiet igennem en krig, så godt man kunne. En atomkrig vel at mærke. Derfor blev den 5.500 kvadratmeter store bunker bygget så atomsikret, som man nu kunne på det tidspunkt. Et kæmpestort arbejde, hvor 93.000 kubikmeter kridt skulle sprænges og graves væk, og hvor mange var involverede i arbejdet uden at ane, hvad de rent faktisk var i gang med at bygge.

– Alle vidste, at der blev bygget noget stort, for man kunne se det. Men man delte det i mange entrepriser. Så der var ingen ud over Forsvarets Bygningstjeneste, som var bygherren, der fulgte med fra start til slut. Samtidig arbejdede man efter ”need til know”-princippet.

Man fik præcis så meget tegningmateriale, man skulle bruge, og man fik kun adgang til de rum, man skulle lave noget i. Og så stod der på alt materiale ”regionsanlægget” og ikke ”regeringsanlægget”. Det var så bredt, at det kunne være hvad som helst. Det var dækhistorien, og på den måde lykkedes det at skjule, hvad det var, siger Bodil Frandsen og åbner døren ind til indgangspartiet, der skjuler det underjordiske anlæg.

Her bliver man mødt af en 300 meter lang tunnel. Første stykke ender blindt. Det skyldes ikke en forkert boring, men er første tegn på, at det er et atomsikret anlæg. For tanken var, at kom der en eksplosion med atomvåben, ville en voldsom trykbølge blæse igennem det korte stykke og ramme bagvæggen for derefter at blive kastet tilbage ud. Kun en lille del ville ryge igennem selve hovedtunnelen, og her ville trykket aftage på grund af dens snoede udformning og længde.

Midtvejs i tunnelen findes to massive trykdøre. Bag den ene dør ligger anlæggets uafhængige forsyningsstation med el, hvor der er to af alt. For gik noget i stykker, var det vigtigt med en backup. Alt skulle til hver en tid fungere. Bag den anden trykdør ligger så selve hovedanlægget, der består af to store ringe i to etager, der er forbundne – og her var man i sikkerhed.

Selve ringene var oprindeligt planlagt til at skulle huse 200 personer i form af regeringen, embedsværket og regenten. Men et år inde i byggeriet forlangte man plads til 350 personer. Heraf ville de 250 være regeringen, regenten med sin stab og det centrale embedsværk. Resten skulle bestå af driftspersonale som f.eks. maskinmestre, læger, sygeplejerske, præst, presse, kokke og kantinemedarbejdere. Alle var navngivne personer, som aktivt i fredstid havde sagt ja til at gå ned i bunkeren, vel vidende at man skulle efterlade sin familie.

– Og der var tavshedspligt, så de måtte ikke fortælle familien, at de havde sagt ja til opgaven. En af mine yndlingsanekdoter går på et ægtepar, hvor konen havde sagt ja, fordi hun var ansat i Forsvarsministeriet, og manden, der var ansat hos Jysk Telefon, havde sagt ja til at sikre telefonlinjerne i anlægget.

Parret havde aldrig sagt det til hinanden, og det var først i 2012, at de begyndte at tale højt om det. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er ikke helt usandsynligt. Man må håbe, at de ikke havde nogen børn, for det er noget af en beslutning at tage, siger Bodil Frandsen.

Væk fra hovedstaden

Selv om anlægget blev taget ud af operationel drift i 2003, er inventaret stadigt det originale fra slutningen af 1960’erne, hvor anlægget var færdigt. Det er ganske enkelt en tidslomme, hvor møbler, telefoner, kontorartikler er fra dengang.

Selv dyner og puder fra Nordisk Fjer ligger urørte i køjesengene. Der er kontorer til ministre og embedsmænd, der er rum til læger og et infirmeri med køjesenge. Der er mødelokaler, kantine, dagligstue og soverum med køjesenge, sikkerhedshjelme og askebægre. Et rum skiller sig ud ved at have enkeltmandsseng, gulvtæppe, eget bad og toilet. Det er regentens, som i det her tilfælde ville have været Dronning Margrethe.

– Hvis det var et hotelværelse, ville jeg ikke være vildt imponeret, smiler Bodil og tilføjer, at anlægget nok har det største lager af dyner fra tekstilvirksomheden Nordisk Fjer, der under stor mediebevågenhed gik konkurs i 1991.

Kommunikationsrummet er et af de helt centrale områder i anlægget. For der er ikke meget ved at kravle 60 meter ned under jorden, hvis ikke man kan tale med omverdenen Så man lagde alle på den tids kendte kommunikationslinjer ind og sikrede dem mest muligt, og det er også noget af det, der er blevet opdateret allerlængst tid. Man havde radio, telefoni og senere internet. I signalkontoret var særligt sikrede og krypterede linjer, som kun få mennesker havde adgang til.

Man sendte og modtog vigtige beskeder på hulstrimmel, som man dekrypterede til almindelig skrift. Herefter fik de et stempel alt efter, hvor hemmelige de var. Det var også vigtigt at kunne radiokommunikere med befolkningen, så derfor byggede man en radiobunker, der ligger på den anden side af Å-dalen to kilometer væk. Alle radiosignaler blev sendt den vej igennem, så man ikke afslørede anlægget.

I mødelokalerne hænger der Europakort, hvor kun en lille del af England ses, og hele Sydeuropa slet ikke er interessant. Fokus er på Østersøregionen, hvorfra truslen kommer, og på den stiplede linje, der deler Tyskland, tydeliggøres det, at Danmark ligger lige på grænsen mellem øst og vest. Så kom der en krig, var man klar over, at Danmark ville være en del af kamphandlingerne fra dag et.

– Det, man forestillede sig, var et tosidet angreb på Danmark. Først et lynangreb på Sjælland og Øerne fra luftsiden og søsiden. Man regnede med taktiske atomvåben, og alene af den grund var det fornuftigt at flytte regeringen væk fra hovedstaden. I Jylland forventede man en landkrig, der ville bevæge sig opad, og derfor havde man placeret REGAN Vest længst nord på i håb om, at NATO så ville kunne nå at komme til undsætning inden.

Efter Murens fald blev en række af planerne fra Østlandene frigivet og det scenarium, man regnede med, var for så vidt rigtig bortset fra, at en del af planerne også havde været at tæppebombe sig vej op igennem Jylland med atomvåben, forklarer Bodil Frandsen og får dermed understreget, at man havde været meget mere klar til at bruge atomvåben, end man havde troet, da man i sin tid byggede REGAN Vest.

Rundvisningen varer halvanden time og ender, hvor man begyndte. Ude i skoven med døren bag sig til det, der engang var en velbevaret hemmelighed, men nu er åbent for alle.