Dorthe Rasmussen deltog i OL i 1984: Jeg glemmer aldrig suset

OL i Paris står for døren, og her skal kvinder fra hele verden løbe maraton. Man kan synes, at de 42,195 kilometer er en præstation i sig selv, men at kvinder deltager i maraton ved et OL, er ikke nogen nyhed.

Det var det til gengæld for 40 år siden, hvor 24-årige Dorthe Rasmussen fra Brøndby stillede op som den første og eneste kvinde fra Danmark. Og stod det til hende, skulle kvinder have haft adgang til De Olympiske Lege længe før.

– Det er direkte latterligt, at jeg og andre kvindelige maratonløbere først fik lov til at være med til OL i 1984, siger Dorthe.

Hun er i dag 64 år og en af Danmarks største maratonløbere gennem tiden.

En anden tid

Selv om det først var i 1984, at kvinder fik mulighed for at deltage i OL på maratondistancen, var der allerede i årene op til mange kvinder, der trænede til de lange distancer – ofte med en 30-kilometer tur på programmet uge efter uge. Kvinderne var med andre ord ikke uvante med de lange distancer, fortæller Dorthe.

– I midten af 1970’erne og 80’erne var det især Lydiards principper om mange kilometer og lange distancer, der herskede i løbemiljøet. Det betød, at vi eliteløbere fik mange kilometer i benene. Jeg løb selv mellem 160 og 200 kilometer om ugen, præcis som mændene, siger Dorthe, der henviser til Arthur Lydiard, som var en verdenskendt løbetræner fra New Zealand.

Spørger vi Dorthe, hvorfor hun og andre kvinder ikke måtte konkurrere på maratondistancen til de store mesterskaber som OL før 1984, forklarer hun, at tiden dengang var en anden end i dag. Og at opfattelsen i den brede befolkning var, at løb var dårligt for kvinders helbred eller ligefrem skadeligt. Man troede simpelthen ikke, at kvinder kunne holde til belastningen.

– Selv i min egen atletikklub GIC, Glostrup Idræts Club, var der flere, der syntes, jeg skulle holde mig til at træne sammen med kvinderne og fokusere på de kortere distancer, siger Dorthe.

Trods skeptikerne fortsatte Dorthe sine lange træningsture på landevejene og på stadion med de hurtige intervaller sammen med mændene. Her oplevede hun et fantastisk kammeratskab, og en træning som både var hård og god – og som rykkede ved Dorthes løbeform.

– Der var ingen kvinder på mit niveau at træne med, så det var helt naturligt for mig, at det blev mændene, jeg trænede sammen med. Træningen var hård, men den bar frugt, siger hun.

Det største for en atlet

Den hårde træning skulle da også vise sig at være alle anstrengelserne værd for Dorthe, der efter hun deltog i et lokalt maratonløb i Holte, hvor hun løb i den imponerende tid 2.41, begyndte at få invitationer til de store løb i udlandet. Og da hun kvalificerede sig til OL i Los Angeles i 1984, slog hun til.

– Jeg glædede mig, og hverken min træner eller jeg var i tvivl om, at jeg sagtens kunne løbe et maratonløb. Spørgsmålet var mere om, hvor hurtigt og selvfølgelig med målet om ikke at gå ned til sidst i løbet.

Hun husker stadig den særlige stemning ved OL og følelsen af at blive anerkendt og hyldet som kvindelig maratonatlet på en måde, hun ikke havde oplevet før.

– Jeg glemmer aldrig suset ved åbningsceremonien. Dér kunne jeg for alvor mærke, at OL er noget af det største, en atlet kan opleve, siger Dorthe, som fik en flot 13.-plads ud af 50 kvinder.

Vinderen blev legenden Joan Benoit, der klarede de 42,195 kilometer på kun to timer, 24 minutter og 52 sekunder på hjemmebane.

Efter OL i 1984 begyndte opmærksomheden mod løb så småt at vende sig til kvindernes fordel, fortæller Dorthe. Selv om det fortsat var uvant for den almindelige dansker at se en kvinde i løbetøj:

– Der har sikkert været en enkelt eller to, der har kigget en ekstra gang, når jeg kom spænende i høj fart sammen med mændene ude på landevejene. Men ærlig talt er det ikke noget, jeg har bidt mærke i eller bekymret mig om. Jeg tog langt hellere imod anerkendelsen fra dem, der synes, det var sejt, at jeg var kvinde og kunne løbe stærkt og langt sammen med mændene.

To halvmaraton på vej

Da Dorthe i 1989 satte den danske kvindelige rekord på maraton i tiden 2.29.34 til London Marathon, kom der for alvor opmærksomhed på den unge danske atlet og løbesporten generelt.

– Min præstation i London var med til at skabe overskrifter herhjemme, og løbet blev også transmitteret på tv, så hr. og fru Danmark kunne sidde derhjemme og følge alle de “mærkelige kvinder og mænd, der helt frivilligt udsatte sig selv for at løbe 42,2 kilometer”, siger Dorthe.

Hendes mere end 20 år lange idrætskarriere varede til 1995, og når hun kigger tilbage på sin tid som eliteløber, kan hun ærgre sig over, at hun ikke havde mere tålmodighed og respekterede kroppen mere. For gennem årene blev det til en del skader, hun måske kunne have undgået.

– Når jeg ser tilbage på den måde, vi trænede på, kan jeg godt se, at det var en meget hård belastning, som selvfølgelig førte til mange skader. Det var især de hårde intervaller, som sled på kroppen. Og så det med hele tiden at øge og øge i stedet for at fokusere på det som virkede og så fortsætte med det, siger Dorthe, der i dag højst løber 21,097 kilometer, altså en halvmaraton.

– Det vil altid sidde i mig at være aktiv, for det har jeg været størstedelen af mit liv. Løb er stadig min passion, men nu løber jeg på hobbyplan. Jeg har planer om at løbe Copenhagen Half Mara-thon til september og Broløbet til næste år. Mit tempo er blevet væsentligt langsommere med tiden, men det er stadig umuligt for mig ikke at have det godt efter en løbetur, siger Dorthe.