4 påstande, der IKKE holder vand

Rasmus Køster-Rasmussen, der er læge og forsker i vægt og sundhed, øser her ud af sin viden.

Bliv bl.a. klogere på, at det varige vægttab er en myte, at tykke personer sagtens kan være sunde – og ikke selv bærer ansvaret for deres høje vægt.

1. Tykke skal tabe sig for at blive sunde

Nej.

Holdningen til, at en tyk person bør blive slank for at blive sund, bygger på uvidenhed og kulturelle fordomme. Videnskabelige analyser viser ganske vist, at der er en statistisk risiko for visse sygdomme relateret til høj vægt, men det er ikke det samme som at sige, at det er den høje vægt, der er problemet, og at løsningen er vægttab. For det er ikke sådan, at risikoen nødvendigvis falder, hvis man taber sig.

Alle slankekursstudier og analyser viser entydigt, at vi ikke får mindre hjertekarsygdom eller færre komplikationer til Type 2-diabetes ved at tabe os. Et vægttab virker altså ikke på den måde, vi har troet, i mange år.

Den statistiske sammenhæng mellem høj vægt og sygdom kan vi gøre så meget ved. Lige som vi ikke bare kan ændre, at mænd, ældre og personer med korte uddannelser, har en højere risiko for at blive syge.

Et vægttab kan give lavere blodsukker, lavere blodtryk, og det kan blive nemmere at bevæge sig omkring, når man har færre kilo at bære på. Dét er sandt.

Men hvorfor er det, vi er interesserede i at sænke et højt blodtryk og et højt blodsukker?

Det er, fordi det kan føre til åreforkalkning. Høj vægt er altså en risikofaktor, blandt mange risikofaktorer, for at få en blodprop, men en slankelivsstil sænker ikke risikoen. Det viser de videnskabelige studier samstemmende.

Det er også korrekt, at et vægttab kan mindske knæsmerter og forbedre fertiliteten – effekter, som isoleret set er gavnlige, men effekterne bør ses i forhold til, hvad en slankekur kræver.

Det er belastende for kroppen at blive sultet, at gå op og ned i vægt hele tiden, skiftevis at leve restriktivt og miste håbet, at tænke på mad hele tiden og føle sig forkert.

Når vi vejer fordele og ulemper op mod hinanden, er der flere skadelige virkninger og ulemper end gavnlige effekter ved konstant at stræbe efter at blive tyndere.

2. En slankekur giver varigt vægttab

Nej.

Der findes ikke ét eneste studie af en indsats med livsstilsændringer eller slankekure, som resulterer i varigt vægttab.

Til gengæld viser hundredvis af vægttabsstudier, at vægten stiger stødt igen efter et stort vægttab de første måneder.

Man taber sig typisk i begyndelsen af en slankekur, men efter et par år er det kun et par kilo i gennemsnit.

Det virker ellers umiddelbart logisk, at man kan tabe sig, hvis man spiser mindre, fordi vi er vant til at tænke på vægttab som et regnestykke: Den energi, vi indtager, minus den energi, vi forbrænder, er lig med den energi, vi hober op.

Eller sagt med andre ord: Vi tror, at hvis vi spiser en Mars, og ikke bevæger os, vil chokoladebaren hobe sig op som fedt på vores mave.

Men sådan fungerer det ikke.

I virkeligheden er der en meget fin balance mellem det, vi indtager, og det, vi forbruger, og den balance styrer kroppen fuldstændig selv. Så indtager vi mere mad, forbrænder vi mere – og omvendt.

Og prøver vi at snyde kroppen ved at spise mindre i en periode, melder den bare tilbage med en modreaktion og sænker energiforbruget. Kroppen opfatter en slankekur som en absolut kritisk tilstand, som truer vores eksistens.

Kroppen passer sådan set på os ved at få vores tanker til at kredse om mad, hvis vi sulter os, så vi spiser mere og i sidste ende kommer til at veje det, vi gjorde, inden vores vægtabsforsøg begyndte.

Derfor kan vi ikke regne det ud som simpelt plus- og minusstykke. Det er vanskeligt at forstå, for en slankekur virker ofte på kort sigt: Spiser du halvdelen af det, din krop har brug for, vil du tabe dig, men den her meget fine mekanisme, der balancerer forholdet mellem indtag og forbrug, virker på lang sigt.

Kroppen tager kontrol over energiindtaget med tiden, og derfor kan langt de fleste kun holde fast i en beslutning om at spise mindre i en begrænset periode.

3. Tykke bærer selv ansvaret for deres vægt

Bestemt ikke.

Det er helt åbenlyst noget strukturelt, for der er jo tykke i alle lande, og især i de moderne samfund. Og det er jo ikke sådan, at halvdelen af befolkningen med ét har fået en slatten rygrad, og pludselig ikke kan kontrollere, hvor meget de spiser.

Men hvorfor nogle bliver større end andre? Vi ved det ikke.

Der var en artikel i det videnskabelige tidsskrift ”Science” i efteråret, hvor de klogeste hoveder inden for netop det her felt konstaterede, at vi ikke kender svaret på, hvorfor nogle bliver tykkere end andre.

Vi ved dog, at 70 til 80 procent af vores BMI kan forklares med gener.

Og eftersom vores gener ikke har ændret sig ret meget de seneste 100 år, må det være vores livsvilkår, der har ændret sig. Men hvad det er i vores livsvilkår og samfundet, der gør, at de, som er genetisk disponerede til det, bliver tykke, dét ved vi ikke.

Meget tyder på, at vores vægt gennem livet bliver programmeret helt tidligt i livet, og at uanset hvor meget, vi går op i vores kost, og hvor meget vi træner, kan vi ikke skubbe vores vægt mere end en håndfuld kilo frem og tilbage i det lange løb.

Vi har grundlæggende den størrelse og den statur, vi er født til at have. Men i stedet for at bebrejde vores forældre, og bruge livet på at bekæmpe den krop, vi har fået, kan vi øve os i at acceptere, at vi er forskellige:

Nogle er tykke, andre er tynde. Nogle er høje, andre lave. Nogle er hvide, andre sorte.

Og det er okay. Man må gerne være tyk.

4. Tykke må finde sig i chikane

Selvfølgelig ikke.

Der skal være plads til alle. Det er flere heldigvis også ved at få øjnene op for. Men der finder stadig vægtstimatisering, altså chikane af personer med høj vægt, sted alle steder.

Faktisk er danskere det folkeslag, som har flest ubevidste negative fordomme om tykke mennesker. Det tydeligste eksempel fra lægeverdenen er nok, når tykke får at vide, at de skal tabe sig, før de kan få en knæoperation, selv om der ikke er noget videnskabelige belæg for, at et vægttab bedrer prognosen for en vellykket operation.

Det samme gælder for gastric-bypass operationer. Sundhedsstyrelsen mener, operationen forlænger folks liv med op til fire år, og hvis det er sandt, hvorfor så begrænse adgangen til operationen?

Havde vi en lignende livsforlængende behandling til en hjertesyg eller en kræftpatient, ville man jo give den til alle uden tøven.

Reelt er det bare en måde at begrænse tilgangen til operationen. Årsagen blæser i vinden, men i mine øjne er det regelret vægtdiskrimination.

Mange forsikringsselskaber har også, indtil for nylig, ikke villet give private sundhedsforsikringer til personer med et BMI over 35. Dét er også vægtstimatisering, men heldigvis er reglen nu ændret hos de fleste forsikringsselskaber.

Vi har alle et ansvar for at lave om på gamle vaner og blive bevidste om, hvordan vi taler om kroppen. For eksempel kan du prøve at undgå at bruge ordet ”overvægt”, fordi ordet antyder, at personen vejer noget forkert.

Du kan også overveje at spørge de personer med høj vægt, som du møder, hvad de foretrækker, du siger. En del foretrækker ordet ”tyk”, fordi det er et neutralt tillægsord som ”blå” eller ”prikket”.

Vi ved fra eksperimentelle studier, at dét, at blive kategoriseret som ”overvægtig” (uanset om man har BMI over eller under 25), mindsker kropstilfredsheden og livskvaliteten.

Vi ved også, at vægtstimatisering resulterer i stress hos dem, som oplever det, og giver øget blodtryk og dårligt psykisk helbred.

Vægtstimatisering er også relateret til øget dødelighed, depression, angst, dårligt selvværd og ensomhed.

Vægtstimatisering i samfundet gør også, at mange vender stigmatiseringen mod sig selv, såkaldt selvstigmatisering: ”Jeg må jo være dum og doven, når jeg ikke kan tabe mig”.

Selvstigmatisering er også relateret til depressive symptomer og dårligt selvværd, samt vægtøgning, selvskade og selvmordsforsøg.