Iben led af langvarig hjernerystelse: Jeg var overladt til mig selv

I vinteren 2018 var Iben Sønderup på vej til sit arbejde som gymnasielærer på Aarhus Business College. Der var glat på græsset, og da Iben trådte ud af bilen, gled hun og slog sit baghoved ned i jorden.

– Det skete så hurtigt, at jeg ikke nåede at tænke en tanke. Pludselig lå jeg der bare, siger 55-årige Iben Sønderup.

Hun fik heldigvis hurtigt hjælp til at komme på benene igen og forsøgte at gennemføre sin arbejdsdag, som om intet var hændt.

– Jeg gik ind og begyndte undervisningen med sne og sjap over alt, griner Iben, der dog godt kunne mærke, at noget ikke helt var, som det skulle være.

Det fortalte hun til en kollega, som overtalte Iben til at tage på skadestuen. Her blev Ibens syn undersøgt, ligesom hun fik taget en blodprøve for at se, om hun havde fået en hjerneblødning som følge af det hårde slag i baghovedet.

– Lægernes fokus var mest på, om jeg havde en hjerneblødning, og så fik jeg en lap papir med fem linjer om tegn på hjernerystelse og besked på at vende tilbage, hvis jeg fik symptomer, siger Iben.

Efter episoden kunne Iben ikke ligge på ryggen, se film, som hun plejede, og lys voldte hende store hovedsmerter.

– Jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder. Det var en frygtelig smerte, som sad inde bag øjnene og borede sig ind i hjernen. Min mand og jeg begyndte at gå ture om aftenen, fordi jeg ikke kunne holde ud at være ude i dagslyset, siger Iben.

Besøg hos fysioterapeut

Iben led også af det, hun kalder massiv hjernetræthed, og derfor brugte hun meget af sin fritid på at sove.

En dag gjorde en af hendes kolleger hende opmærksom på, at netop unaturlig træthed og koncentrationsbesvær kan være tegn på en langvarig hjernerystelse, og at hun burde blive undersøgt igen.

Iben gik derpå til sin praktiserende læge, som tog hendes symptomer seriøst og sendte hende til Regionshospitalet Randers. Her blev Iben atter tjekket for hjerneblødning, men denne gang i form af en CT-scanning.

Igen uden resultat.

– Det var måske ikke så underligt, for en hjernerystelse kan ikke ses på en CT-scanning, siger Iben.

Hun besluttede sig derfor at tage sagen i egen hånd og forsøgte at læse om hjernerystelse på nettet, så meget som hun nu orkede, og det første, der dukkede op, var behandling for nakkesmerter hos en fysioterapeut.

– Efter et par måneder hos fyssen begyndte jeg at opleve en markant bedring. Min hovedpine slap, og jeg kunne endelig læse bøger igen, siger Iben, der dog fortsat oplevede, at hjernen ikke rigtig fungerede på samme måde som før.

Hun kunne ikke samle sig og måtte tage pauser for at komme gennem arbejdsdagen som gymnasielærer.

– På det tidspunkt var jeg ved at blive desperat for at få hjælp. Bare tanken om, at det her skulle være min virkelighed resten af livet, var lige ved at slå mig ud, siger Iben.

Samsynstræning

Hvorfor går du ikke til en neurooptometrist for at få tjekke synet?

Sådan spurgte en af Ibens veninder hende på et tidspunkt, men Iben forstod ikke, hvad hun mente? Hendes syn fejlede jo ikke noget.

Hurtigt opdagede Iben dog, at hendes symptomer i høj grad hang sammen med synet, og at hendes såkaldte samsyn ikke fungerede efter hjernerystelsen.

– Der gik ikke mere end 14 dage hos neurooptometristen, som havde fokus på det, der hedder samsynstræning, før jeg oplevede stor fremgang. Jeg fik også øvelser med hjem, som jeg flittigt udførte for at få hjernen og synet til at samarbejde igen, siger Iben og fortsætter:

– Efter syv-otte måneder med intens træning hos neurooptometristen følte jeg mig som mig selv igen, og jeg er sikker på, at min samsynstræning har gjort, at jeg er kommet mig så godt over hjernerystelsen, siger Iben.

Oplevelsen har fået hende til at tænke over, hvor heldig hun har været med både at have økonomi til sine behandlinger og de rigtige mennesker i sit liv, som var med til at skaffe hende den hjælp, hun behøvede.

– Det er ikke alle, der har ressourcerne til selv at søge hjælp, eller økonomien for den sags skyld. Det er ikke billigt at få hverken fysioterapeutbehandlinger eller at gå til en neurooptometrist, ligesom der også er stor forskel på, hvilke tilbud der gives til hjernerystelsesramte, alt efter hvor man bor i landet, siger Iben.

Gør en forskel for andre

Iben ønsker at sætte fokus på de dårlige patientrettigheder, hun oplever, der er på hjernerystelsesområdet, og derfor stillede hun for nylig op som formand i Hjernerystelsesforeningen, og blev valgt. Nu kan hun være med til at ændre forholdene.

– Det kan ikke være rigtigt, at din bopælskommune eller privatøkonomi skal afgøre, om du får hjælp til at komme dig over en hjernerystelse. Vi skal være bedre til at tage hånd om dem, der bliver ramt af langvarig hjernerystelse og sikre, at de får hurtig hjælp. Vi er alt for dårlige til at behandle folk hurtigt i Danmark, siger Iben.

Hun henviser til, at man i USA kalder hjernerystelser for “den lille hjerneskade”, og altså er noget, man skal tage meget alvorligt.

– Lægerne herhjemme skal blive bedre til at identificere hjernerystelse og sende patienterne videre til specialister. Alt for mange med hjernerystelse har ikke overskud til at søge hjælp, fordi de er ramt af massiv træthed og koncentrationsproblemer. Måske så meget, at de ikke engang kan overskue at søge på nettet på deres symptomer, og få den hjælp, som er nødvendig for at komme sig over en hjernerystelse, siger Iben.