Stine har genopdaget sin barndomsby, Ribe

Tirsdag, 26. november 2024
Anne Bruhn Jørgensen
Foto: Søren Jul Lamberth
Stine Vestergaard Laursen skiftede jobbet som museumsinspektør på Moesgaard ud med en hverdag som selvstændig indenfor interiørbranchen, som prægede hendes opvækst. 
– Jeg ville gerne være noget for mig selv, og så var det vigtigt for mig, at det var mit og ikke min fars, fortæller Stine, som er datter af Ib Laursen, der ligeledes er stifter af en interiørvirksomhed.
– Jeg ville gerne være noget for mig selv, og så var det vigtigt for mig, at det var mit og ikke min fars, fortæller Stine, som er datter af Ib Laursen, der ligeledes er stifter af en interiørvirksomhed.

Da 50-årige Stine Vestergaard Laursen for lidt over tre år siden tog skridtet fra lønmodtager til selvstændig erhvervsdrivende, overvejede hun aldrig andet end at lade virksomhedsnavnet referere til hendes ene efternavn, Vestergaard.

Hun kunne også have navngivet sin nystartede virksomhed, som i øvrigt bærer navnet Vest Collection, med udgangspunkt i sit andet efternavn, nemlig Laursen. Men for Stine var det et fuldstændig bevidst fravalg.

Ikke, at hun ikke er stolt over fortsat at bære sit pigenavn. Der er bare det, at efternavnet Laursen, særligt i interiørbranchen, nemt kunne lede tankerne hen på den store, internationale interiørvirksomhed, ”Ib Laursen”, som Stines far lægger navn til.

– Vest Collection er en lille, selvstændig enhed, som ikke udspringer af ”Ib Laursen”. Der er helt vandtætte skodder. Min fars virksomhed, som min bror i dag er direktør for, er heller ikke noget, jeg bruger eller fortæller om rundt omkring i arbejdsregi, for jeg synes ikke, det har nogen relevans, fortæller Stine.

I 2021 sagde hun sit faste job op og grundlagde sin virksomhed. Hun indkøbte varer og etablerede den webshop, der de seneste tre år har dannet grundlag for hendes arbejdsliv. Og hun har gjort det alene.

– Det har været vigtigt for mig at slå fast, at det her ikke er en knopskydning af det derovre, siger hun og peger over på en gigantisk bygning på den anden side af den lille industrivej.

Dog understreger hun, at hun har nydt godt af at kunne sparre med sin far og storebror undervejs, ligesom familien generelt har været enormt støttende i forhold til Stines karriereskift.

Omgivet af historien

På en nedlagt gård uden for Ribe, hvor Stine og hendes bror voksede op, udgjorde de gamle staldbygninger i mange år lager og pakkeri for forældrenes virksomhed, som har eksisteret hele Stines liv. Her rendte børnene om benene på forældrene, som ofte stod og pakkede ordrer.

Senere rykkede virksomheden til større bygninger, og hver gang, der blev bygget en ny lagerhal, fik Stine og hendes bror lov at stå på rulleskøjter på de enorme, nye, blanke betongulve.

– Selv om jeg altid har haft en interesse for brugskunst og interiør, så havde jeg nok lidt en kontrareaktion på det i mine gymnasieår. Jeg skulle i hvert fald være noget helt andet end alt det, jeg var vokset op med.

Og det blev hun, for Stine uddannede sig til arkæolog.

– Det er i hvert fald noget andet, griner hun og tilføjer: – Jeg har jo været omgivet af historien hele mit liv, for det er man, når man bor i Ribe, som er den her smukke, historiske by.

Drømmen formede sig

Efter Stine blev færdiguddannet fra Aarhus Universitet, hvor hun i øvrigt mødte sin mand, som også er arkæolog, arbejdede hun i nogle år hos Kulturhistorisk Museum i Randers. Herefter rykkede hun til Moesgaard Museum uden for Aarhus, hvor hun tilbragte 15 år som museumsinspektør.

Hendes job bestod i høj grad af at agere projektleder på de forskellige udgravninger, hvor Stine blandt meget andet stod for det administrative, økonomien samt kontakten mellem bygherren, Slots- og kulturstyrelsen og museet.

Et job, hun trivedes i. Desuden delte hun arbejdsplads med sin bedre halvdel. Alligevel blev en drøm ved med at forme sig i hende.

– For mange vil det nok lyde som et fuldstændig vanvittigt karriereskift fra den ene yderlighed til den anden, men for mig har det ikke været så radikalt. Blikket for brugskunst og interiør havde jeg allerede i mig, og jeg har nok altid drømt om at give den del af mig et skud, og det skulle være nu. Jeg var blevet klar til at skabe noget, der kun var mit, og hvor jeg selv traf alle beslutninger.

Smukt til hverdag

Som selvstændig enmandshær bærer Stine selv alle tænkelige kasketter. Hun er både sin egen indkøber, sælger, lagermedarbejder, webansvarlige, it-medarbejder osv., osv.

Derfor er det også Stines intuition, smag og mavefornemmelse, der alene danner grundlag for virksomhedens specialudvalgte varer, som hovedsageligt består af unik keramik og tekstilvarer, dog krydret med enkelte velværeprodukter.

– Det centrale for mig er, at det er smukke ting, som man kan bruge i sin hverdag. Når man sidder og drikker sin morgenkaffe, skal det være af en lækker, hånddrejet kop. Det er sådan noget, der, for mig, giver glæde i hverdagen.

– Særligt keramik er jeg helt besat af. Hvis jeg er et sted, hvor jeg ser noget rigtig smukt, hånddrejet unika-keramik, så skal jeg bare hen at røre ved det. Det er i virkeligheden nok lidt en familiesvaghed.

Det er 30 år siden, Stine forlod sin barndomsby for at læse arkæologi. Dengang var hun bare sig selv, men da hun i sommer flyttede hjem igen, var det med sin mand og tre døtre på 17, 16 og 12 år ved sin side.

Unikt at vende hjem

– Min familie er jo også kommet meget i Ribe, fordi mine forældre og min bror og hans familie bor her, men de har selvfølgelig slet ikke, som jeg, følelsen af at vende hjem.

Da Stine først grundlagde Vest Collection, pendlede hun fra familiens hus i Hovedgård lidt uden for Horsens til Ribe, hvor virksomheden har hjemme. Men da Stines mand fik job på det lokale museum i Ribe, besluttede de at rykke hele familien sydpå.

– Måske er det, fordi det er en by som Ribe, som både er flot og skøn, men som også har det her historiske over sig, som er helt unikt. Det har i hvert fald virkelig været noget særligt at vende hjem.

Stine voksede op med en konstant bevidsthed om, at hun boede i Danmarks ældste by. Det fik både hun og hendes jævnaldrende tit fortalt, men som teenager var det måske ikke det, der fyldte mest hos hende, erkender hun.

– Det har jeg til gengæld genopdaget, da jeg flyttede tilbage. Gud, hvor er det egentlig en fantastisk by med et enormt kulturelt indhold, og hvor er her enormt smukt, og hvor er det hyggeligt at gå i de små gader, som er helt kulisseagtige. Sådan er det jo tit, at man skal have ting lidt på afstand, før man formår at værdsætte dem.