Lige fra hjertet: Svigerfamilien reddede mit ægteskab

Mads og jeg havde været gift i 10 år, da vores ægteskab kom i krise. Det var noget, der skete gradvist, sådan som den slags jo ofte gør. Måske derfor opdagede vi det først ikke.

Vi havde en travl hverdag med to fuldtidsjobs og vores to piger på otte og seks. Derudover havde vi købt vores drømmehus to år tidligere. Det lå idyllisk ude på landet, men trængte til en kærlig hånd eller 10, så fritiden var også travl.

Når jeg tænker tilbage, tror jeg, at Mads og jeg allerede dér begyndte at glemme hinanden lidt. Vi glemte at være kærester og blev et arbejdsteam. Det var vi også gode til, men et parforhold skal jo helst være mere end det.

Mads blev fyret

En dag skete der det, at Mads blev opsagt fra sit arbejde. Han arbejdede som redaktør på et forlag, men det var hårde tider i branchen.

Han var en af to ansatte, der blev opsagt. Fordi de kun var to, tog han det meget hårdt. Han følte sig særligt udvalgt og tolkede det som et tegn på, at han ikke havde gjort det godt nok.

Jeg prøvede at sige til ham, at det lige så godt kunne være et spørgsmål om anciennitet eller sort uheld, men jeg kunne ikke trænge igennem.

I begyndelsen var Mads opsat på at finde et nyt job så hurtigt som muligt. Han skrev ansøgninger i massevis og blev kaldt til en enkelt samtale. Men som månederne gik, tegnede det til at blive svært.

Han ville helst arbejde på et forlag igen, men den slags hænger ikke på træerne. Til sidst søgte han jobs, han slet ikke havde lyst til at få, og da han ikke engang blev kaldt til samtale på dem, følte han sig endnu mere ramt.

Selv var jeg også presset på mit job som leder i en børnehave. Vi var både underbemandede og underfinansierede, mine ansatte var frustrerede, forældrene var sure, og børnene led under, at de voksne sprang rundt for at nå det hele.

Ubalance i parforholdet

I den periode kom der en ubalance i mit og Mads’ forhold. Nu, hvor han var på dagpenge, tjente jeg en del mere end ham. Han jokede med, at jeg nu var familiens forsørger, men så ikke ud til at more sig. Nu bestod hans dage af tøjvask og kørsel af børn.

Derfor havde han ikke noget at fortælle, når vi sad over aftensmaden. Jeg havde til gengæld en masse frustrationer fra mit job, som jeg forventede, han lyttede til. Men jeg kunne hurtigt fornemme, at Mads mente, jeg bare skulle være glad for, at jeg havde et job.

Den bitterhed, jeg fornemmede fra min mand, var en side, jeg aldrig havde set før. Jeg forstod det godt. Han følte sig kasseret, men samtidig klædte det ham ikke.

Det irriterede mig at skulle gå på æggeskaller omkring ham. Det syntes jeg, jeg gjorde så rigeligt omkring forældrene i børnehavens bestyrelse.

Prøvede at kysse min veninde

Da Mads havde været arbejdsløs i fire måneder, var vi til en stor sommerfest hos et vennepar, Nanna og Morten. Jeg tog mig i at lægge mærke til, hvor kærlige de to var over for hinanden.

Måden, Morten så på Nanna og lagde en hånd på hendes lænd, skar mig i hjertet. Jeg kunne pludselig ikke huske, hvornår Mads sidst havde gjort sådan ved mig.

Stemningen var høj, og folk fik en del at drikke. Ud på aftenen forsvandt Mads for mig, mens jeg morede mig med nogle af de andre gæster. Helt ærligt havde Mads surmulet hele aftenen, så jeg nød at få en pause fra ham og hans sortsyn. Men efter noget tid gled Nanna ned på stolen ved siden af mig.

– Kan jeg lige snakke med dig et øjeblik, alene?

Der var noget i hendes øjne, der fik mig til at følge med uden spørgsmål. Vi endte omme bag haveskuret. Jeg syntes, at det her hemmelighedskræmmeri virkede ret komisk, men grinet døde i halsen på mig, da min veninde tøvende sagde:

– Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal fortælle dig det her … Men jeg tror altså lige, at Mads lagde an på mig.

Først nægtede jeg at tro hende. Hun måtte have misforstået situationen, indvendte jeg. Mads havde sikkert bare villet lave sjov.

Men Nanna forklarede mig beklemt, at der ikke havde været så meget at misforstå. Han havde lagt armen om hende, da de to var alene i køkkenet, og lagt an til et kys.

Da hun afviste ham, var han forsvundet. Jeg havde det, som om bunden faldt ud af min mave. Jeg var nødt til at høre Mads’ version. Han skulle benægte det.

Da jeg fandt ham og fik hevet ham til side, gik jeg lige til sagen. Først sagde han, at Nanna måtte have fået galt fat i det eller have drukket, men da jeg gengav hendes ord i detaljer, fik han et fåret ansigtsudtryk.

Det var nok. Jeg ville dog ikke lave en større scene til festen, end min mand allerede havde gjort over for værtinden. Så jeg sagde tak for i aften til Nanna, før jeg trak af med Mads.

En skilsmisse truede

Da vi kom hjem, havde vi vores livs største skænderi. Det var ikke sådan, at vi råbte og skreg, for pigerne sov, men det var en lang og hvislende samtale i vores soveværelse, hvor vi sad så langt som overhovedet muligt fra hinanden i sengen.

Jeg rasede og græd og sagde, at jeg ikke fattede, hvordan han kunne finde på det. Mads blev defensiv og sagde, at jeg ikke havde været der for ham i alle de måneder, hvor han havde været deprimeret over sin jobsituation.

Dét provokerede mig endnu mere. Efter næsten halvanden time hvæsede jeg:

– Jamen, hvis du virkelig har det sådan, kan vi da bare blive skilt.

Han stivnede, men sagde så:

– Ja, det er nok en god idé.

Jeg tror ikke, nogen af os fik meget søvn den nat. Næste morgen virkede det hele som en ond drøm, men samtidig var der ingen tvivl om, at ordet ”skilsmisse” var blevet sagt højt og accepteret.

Det virkede uigenkaldeligt, og vi var begge for stolte og for udkørte til at komme den anden i møde. I næsten en uge talte vi minimalt sammen, men så begyndte vi at kigge på, hvordan vi kunne søge skilsmisse.

Jeg havde ringet til Nanna og undskyldt for Mads’ opførsel, selv om det egentlig burde være hans opgave. Nanna var chokeret, da hun hørte, at vi havde besluttet os for at blive skilt.

Hun følte sig skyldig over, at hun havde sagt noget, men jeg forsikrede hende om, at vores forhold havde været dårligt gennem længere tid.

Mads’ tankeløse flirt med min veninde havde bare været dråben. Jeg var så vred på ham og syntes, at det hele var hans skyld.

En vild invitation

En dag ringede Mads’ mor. Hendes stemme boblede af forventning, da hun inviterede os alle fire på en stor sølvbryllupsrejse rundt i USA om godt to måneder.

Mads’ søster og hendes familie skulle også med. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få sagt, at min og Mads’ familie ikke engang ville eksistere til den tid. Så jeg endte med at takke ja.

Bagefter holdt Mads og jeg et krisemøde. Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke kunne få os til at ødelægge hans forældres store familierejse. De havde talt om den drøm i årevis, og nu havde de altså gjort alvor af den. Og der var jo også vores to piger.

Mads og jeg led allerede alverdens skyldfølelse over at skulle splitte deres trygge hverdag til atomer. Vi undte dem en sidste stund, hvor vi alle var samlet som familie. Så måtte han og jeg bare holde gode miner til slet spil og udskyde skilsmissen til efter hjemkomsten.

Månederne frem til afrejsen føltes som en undtagelsestilstand. Jeg passede mit arbejde og Mads sin jobsøgning, mens vi opretholdt facaden over for pigerne. Det var en lettelse, da vi endelig sad i flyveren.

Vi nød tiden sammen

I tre uger rejste vi rundt i lejede biler, og stik mod forventning begyndte vi faktisk at nyde de mange oplevelser. Pigerne elskede varmen og morede sig over synet af de skoleuniformer, som de amerikanske børn havde på.

Mine svigerforældre strålede af glæde over at få så meget kvalitetstid med familien. Selv nød jeg pausen fra mit stressede arbejdsliv og blev en mindre sur udgave af mig selv.

Det var ikke kun mig, der forandrede mig i løbet af den ferie. Mads livede op og begyndte at fortælle om dengang, han rejste rundt i USA som ung.

I takt med at den problemfyldte hverdag fortonede sig, blev han solbrændt og fik lys i øjnene. Pludselig mindede han mig om den mand, jeg forelskede mig i for godt 10 år siden.

En aften delte vi et langt blik hen over middagsbordet, mens vores familie sludrede intetanende omkring os. I det øjeblik kunne jeg mærke, at Mads og jeg alligevel ikke var færdige med hinanden.

Vi begyndte ferien med at sove med rigelig luft imellem os, men vi sluttede rejsen liggende i ske. Det havde vi ikke gjort i årevis. Mens vi lå sådan, fik vi talt ud. Mads indrømmede, at han havde opført sig som en idiot over for både Nanna og mig.

– Jeg havde vel en eller anden idé om, at jeg ville føle mig bare lidt mere som en mand igen, mumlede han ind mod mit hår.

Det gav faktisk mening. Jeg havde set, hvordan han ligesom var faldet sammen af at miste sit arbejde og sin identitet som forlagsansat. Selv undskyldte jeg for, at jeg nok ikke havde forstået, hvor langt nede han var.

Jeg tror, vi begge var nervøse for, at problemerne skulle få magten over os igen, når vi kom tilbage til hverdagen, men det viste sig hurtigt, at vi havde en helt anden omsorg for hinanden nu.

Rejsen og ventetiden havde sat tingene i perspektiv og givet os muligheden for at forelske os i hinanden igen. En måneds tid efter hjemkomsten fandt Mads et nyt arbejde som journalist.

Jeg ved ikke, om vores familie nåede at mærke noget på os, mens vores ægteskabskrise stod på.

Hun er en klog dame, så måske havde hun luret, at der var noget på færde.

Uanset hvad er jeg utrolig taknemmelig for, at mine svigerforældre inviterede os på den rejse netop dér, for uden den tror jeg ikke, at Mads og jeg havde været sammen i dag.

Vi har det godt, faktisk bedre end nogensinde, og nu ser vi fremad som familie.