Vi er tilflytterne, som ingen gider

Jeg mangler én, som kan hjælpe min familie og mig lidt videre. Det lyder voldsomt, det er det nok ikke for andre, men det er det for mig.

Da vores familie voksede sig større og ud af lejligheden, flyttede vi i 2019 til en lille by. Nu bor vi i det dejligste hus, ned til vandet, lidt væk fra de andre huse i byen.

Vi har det godt, hjemme hos os. Vi har nu boet her i fem år og har deltaget i stort set alle byens arrangementer, vi kommer i de lokale idrætsklubber, og vores børn går i skole med flere af byens børn, vi har forsøgt at invitere flere hjem til os, vi har forsøgt at række ud til legeaftaler.

Det sker altid kun én gang, og vi bliver aldrig inviteret den anden vej. Vi ved, at flere grupper i byen har spiseaftaler, strikkeklub, fodboldfester osv., men vi bliver ikke inviteret ind.

Jeg hørte en mor tysse på sit barn, da barnet spurgte hende, om de skulle hjem til en anden familie i byen og spise med “alle de andre”.

Moren skævede til mig, og så gik de. Jeg hørte det, og det knuste mit hjerte, at det blev behandlet på den måde. Det skulle holdes skjult.

Vi har venner, gode venner, vi elsker at være sociale, men det er venner fra vores “tidligere” liv, studielivet, uden børn og pelargonier i drivhuset.

De venner elsker vi, men de har selv travlt i deres parcelhuskvarterer i andre dele af landet. Travlt med at spise lasagne hos deres børns legekammerater, travlt med at deltage i fester i fodboldklubben eller tage i løbeklubben, hvor venskaber og nye relationer blomstrer op.

Vi lytter til deres travle, nye liv. Vi under dem det!

Min mand og jeg har hele vores liv været vellidte, aktive mennesker, som havde masser af mennesker omkring os, gode venner og nye venner. Hele tiden.

Her føler vi os “alene i skolegården”, dem som de andre ikke vil lege med. Er det ikke skørt? Vi er voksne mennesker, som pludselig er blevet helt bitte små indeni.

Har du nogle gode råd til os? Mon det vil hjælpe at flytte 30 kilometer vestpå og begynde forfra?

Jeg har selv prøvet at flytte på landet og være de nye. Og vi blev ved med at være de nye alle de 16 år, vi boede der.

Visse samfund kan være fuldstændig lukkede. Og for at være helt ærlig så ville jeg se at pakke sammen og komme afsted.

Hvorfor skal I lefle for andre mennesker og tigge om at blive lukket ind og ikke føle jer gode nok? Jeg ved ikke, hvorfor I ikke bliver lukket ind. Har I flere penge? Bor I i et større hus? Skiller jeres job sig ud?

Nu har jeg jo kun din side af historien, men hvad der end kan være årsagen, synes jeg under ingen omstændigheder, at I skal gå og føle jer helt bittesmå indeni, som du skriver.

Sommetider tror man, at man rammer drømmen lige i rumpetten, men så viser virkeligheden sig at være noget ganske andet. Vi har det ene liv. Det kan tage 10 år mere at blive lukket ind, er det ventetiden værd?

Du beskriver din familie som social og udadvendt,og det tror jeg, at I skal holde fast i. Det er livskvalitet for jer, og så må I måske gå på kompromis med udsigten.

Held og lykke.