Sådan laver du de perfekte armstrækninger

Fredag, 4. april 2025
Læge Jerk W. Langer
Foto: Colourbox
Armstrækninger, armbøjninger og push ups er alle effektive til at opbygge muskelstyrke og få pulsen op. Så kom bare i gang - se her hvordan.
armstræk
armstræk

Armstrækninger, armbøjninger eller pushups - kært barn har mange navne - er en af de mest effektive øvelser til at opbygge muskelstyrke og presse pulsen kortvarigt op.

Er du ikke i øvelse med lave armstrækningerne, kan du begynde med at lave øvelsen hvilende på knæene. Du kan også lave armstrækninger op ad et træ eller en bænk.

Men sådan laver du den perfekte udgave:

Læg dig på maven med strakte arme og tåspidserne i gulvet. Håndfladerne typisk under skuldrene. Kroppen skal danne en ret linje fra fødder til nakke. Spænd op i mave og baller. Træk hagen ind, så hovedet er i naturlig forlængelse af rygsøjlen. Lad ikke kroppen hænge, men hold den stiv som et bræt.

Bøj albuerne, så overkroppen langsomt nærmer sig underlaget, men uden at røre. Pres kraftigt opad tilbage til startpositionen. Brug ikke underkroppen til at løfte dig op. Arme og skuldre skal gøre arbejdet. Lav ikke øvelsen så hurtigt, at du sjusker, men brug den nødvendige tid til at få teknikken på plads.

Med armene tæt ind til kroppen træner du især strækkemusklerne på overarmens bagside. Jo længere armene kommer ud fra kroppen, desto mere træner du også brystmusklerne. Så prøv at variere afstanden mellem hænderne, løfte det ene ben undervejs, og hvad du ellers kan finde på.