Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Daniel Wagner Jørgensen, 21, fra Vejle har travlt. Med talent og hård træning er han på rekordtid blevet blandt de bedste til handicap-atletik. Han har vundet mange medaljer ved prestigefulde mesterskaber. Den første konkurrence, Daniel deltog i, var Danmarksmesterskabet, og der vandt han det hele. Ved de paralympiske lege i London vandt han bronze i længdespring, mens garvede atleter så måbende til. Også i 100- og 200-meterløb imponerede han.
- Jeg kom bare bare med for at få lidt erfaring og havde ikke regnet med en medalje. Men det var selvfølgelig sjovt, siger han.
Det var en fatal ulykke, der førte Daniel ind i atletikkens verden. Ulykken skete en april-dag for syv år siden til en opvisning i springgymnastik.
- Jeg satte af på en mini-trampolin for at lave en dobbelt salto. Men det gik galt, og jeg landede med hele min vægt på højre ben og kan huske, at knæskallen sad oppe på låret.
Ulykken kostede den dengang 14-årige Daniel højre ben. Det måtte amputeres over knæet. Til stor fortvivlelse for hans forældre, men Daniel selv tog det fattet.
- Alle læger og psykologer sagde, jeg sikkert ville jeg ryge ned i et stort, sort hul efter nogle måneder, når det gik op for mig, hvad der var sket. Men jeg har ikke mødt det sorte hul endnu. Jeg tror, min måde at tackle situationen på var med til at løfte mine forældre, fordi de mærkede, hvordan jeg havde det.
- Det første, jeg skulle prøve, da jeg kom hjem, var vores trampolin i haven. Jeg skulle lige finde ud af, om det kunne lade sig gøre at lave en salto med et ben. Det var svært, men det lykkedes.
Det bekymrede ikke Daniel, at han skulle møde klassekammeraterne på ét ben.
- Jeg var helt afklaret omkring det. Der var jo alligevel ikke noget, jeg kunne gøre ved det. Jeg kom i skole i kørestol og med krykker bag på, og så kunne de bare komme og spørge. Der var nogle, der havde det svært med min benstump, og syntes, den var anderledes. Det kunne jeg ikke forholde mig til. Allerede i første frikvarter spillede jeg fodbold på krykker.
Man kommer til at fiske forgæves efter selvmedlidenhed hos Daniel. Han mener derimod, at ulykken har gjort ham stærkere og givet ham mere selvtillid.
- Før ulykken var jeg ret stille og indadvendt. Men ulykken modnede mig. Jeg kom til at lære meget om mig selv. Jeg lærte blandt andet, at der er bump på livets landevej, og der kommer ikke nogen og løfter mig. Jeg var nødt til at gøre det selv. Og hvis jeg kunne det, så kunne jeg klare alt, der kommer.
Springgymnastik havde altid været en stor del af Daniels liv, og inden benamputationen var det besluttet, at han skulle på en idrætsefterskole nogle måneder efter ulykken. Den nye virkelighed med ét ben og en protese skulle ikke ændre den plan, mente Daniel.
Man kan også have sportslig succes trods muskelsvind. Læs her.
- Jeg var selvfølgelig bange for at blive parkeret ovre i et hjørne, fordi jeg ikke kunne være med til at dyrke gymnastik. Heldigvis var de helt fantastiske på skolen, og jeg begyndte at øve mig på spring. Langsomt fik jeg styr på det, og til sidst kunne jeg stort set det samme som før ulykken, men bare med nye teknikker.
Ved et tilfælde kom Daniel i forbindelse med den benamputerede kuglestøder Jackie Christensen fra landsholdet. De mødtes for at tale om sportsproteser, og for Daniel blev det et vendepunkt. Kuglestøderen kunne se potentiale i den målrettede, unge mand. Han opfordrede ham til at satse på atletikken og landsholdet.
Nu har en stærk vilje af stål og en superlet protese af kulfiber gjort ham til en del af verdenseliten. Og næste mål er klart: De paralympiske lege i Rio 2016.
- Selvfølgelig drømmer jeg da også om at få en kæreste, og min egen familie, men lige nu er det ikke aktuelt. Bare at have et socialt liv som andre unge er stort set umuligt, men jeg savner det ikke, for jeg får så meget til gengæld. De oplevelser, jeg får nu, havde jeg aldrig nogensinde fået som såkaldt normal. Så jeg ville faktisk ikke bytte, fastslår Daniel.