Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Mia er præcis lige sådan, som hun skal være, siger hendes forældre Charlotte og Johan Mikkelsen, og det er Mia glad for at vide. Mia i Vinderup er en ung kvinde på 19 år, men indeni er hun en lille pige på omtrent otte år. Mia er generel psykomotorisk retarderet, og det betyder, at hun aldrig vil blive i stand til at klare at være mor for sit eget barn, men det har Mia det egentlig helt fint med.
- Små børn er rigtig søde, men man skal passe dem hele tiden, og det tror jeg ikke, jeg altid kan huske, siger Mia, der sammen med sin mor og far har snakket om det med at være kærester og få børn. Det er meget godt alt sammen, mener Mia, men…
- Min sidste kæreste snakkede så meget, at jeg ikke kunne få et ord indført, og jeg vil hellere have Milles hvalpe end en baby.
Det offentlige siger nej
Mias forældre ved ikke med sikkerhed, om Mia er begyndt at gå i seng med kærester. Derfor har hun for et år siden fået lagt en hormonspiral op. I virkeligheden ville de alle tre helst have, at Mia blev steriliseret, men det kan ikke lade sig gøre uden en speciel tilladelse, fordi Mia er under 25 år. Charlotte og Johan Mikkelsen har på deres datters vegne søgt om tilladelse til sterilisation. Men samrådet har sagt nej, og Ankenævnet har sagt nej.
Sundhedsstyrelsens Ankenævn har i deres afgørelse skrevet, at "det ikke som sagen foreligger oplyst, med tilstrækkelig sikkerhed kan antages at Mias tilstand er af varig karakter". Hvordan man pludselig bliver kureret for at være retarderet, ved Mia og hendes familie ikke, men findes sådan en kur, vil familien gerne høre om den.
Fik diagnosen som seks-årig
- Mia var seks år gammel, inden vi fik en diagnose. I børnehaven i 1996, fik hun støttepædagog, og senere fik hun en psykologtest, der fortalte, at Mia var et DAMP-barn. Året efter blev Mia sendt til undersøgelse på børnepsykiatrisk afdeling på Herning Centralsygehus. Resultatet var, at lægerne fastslog, at Mia var generelt retarderet og opmærksomhedsforstyrret. Vi har talt meget med Mia om, hvad hun kan, og hvad hun ikke kan. Mentalt bliver hun aldrig mere end omtrent otte år, og Mia ved godt selv, at hun er anderledes.
Utrolig dejlig pige
- Mia er en utrolig dejlig pige, og netop derfor synes jeg, det er skammeligt, at vi er med til at fylde hende med hormoner takket være spiralen. Vores opgave er at beskytte vores datter, og det betyder, at vi må være voksne nok til sammen med Mia at vælge børn fra.
Mia glæder sig. Hendes hund Mille skal snart have hvalpe, der er en sød fyr på skolen, og der er hjemmebagte boller til eftermiddagskaffen. Så enkelt er det i Mias verden. Den verden synes Charlotte og Johan, at Mia skal have lov til at beholde
Iflg. Sundhedsloven paragraf 105 kan unge under 25 år få tilladelse til at blive steriliseret, hvis de bl.a. på grund af svag begavelse er uegnede til at passe et barn.
Tilladelsen kan gives, hvis tilstanden er af varig karakter, eller hvis man ikke kan undgå graviditet på anden vis.
Af Greta Johannsen
Læs også:
Livsmod trods uhelbredelig sygdom
Isabella med Down var en gave