Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
Af Tina Løkke
Mens jeg sad og skrev speciale, kom idéen om en længere cykelrejse, fortæller nu 34-årige Nicolai Bangsgaard, som straks købte sig en robust cykel, da specialet i efteråret 2005 var afleveret, og kastede sig ud på en længere prøvetur gennem Marokko.
Den tur satte for alvor gang i drømmen om at cykle jorden rundt.
NICOLAI CYKLEDE...
... i 1.413 dage, 62.180 kilometer gennem 53 lande og seks kontinenter
Ikke tid til savn
Oprindelig var det planen, at Nicolai skulle rejse med sin kammerat. Han var også med, da de den 10. april 2006 tog fra København med færgen til Polen, men pga. knæproblemer skiltes de to venner igen efter få uger.
Det ændrede dog ikke på Nicolais beslutning om at gennemføre rejsen, som i modsætning til den planlagte på to år endte med at vare fire og førte ham igennem Østeuropa, Asien, Australien, Sydamerika, Nordamerika og Afrika - og retur igen op gennem Vesteuropa.
Undervejs skrev Nicolai dagbog og opdaterede sin hjemmeside, så familie, venner og folk, som han mødte på sin vej, kunne følge ekspeditionen.
- Jeg delte mine oplevelser med tusindvis af mennesker, som var med på sidelinjen og følte mig aldrig ensom. Der var ikke rigtigt plads til savn.
I stedet for fokuserede jeg på, at der hver dag var en dag mindre til gensynsknuset, understreger Nicolai, mens han dog trækker en enkelt oplevelse frem, som i den grad fik ham til at sende tanker hjem:
FOREDRAG MED NIKOLAI
I den kommende tid tager Nikolai rundt i landet og holder foredrag om sine rejseoplevelser.
Han kan kontaktes på nb@worldtravellers.dk.
På worldtravellers.dk (link fjernet) kan man læse hele Nicolai Bangsgaards dagbog samt se mange af hans billeder fra de 53 lande
Mandomsprøven
- På vej op ad et bjerg i 4.800 meters højde i det vestlige Kina ved det tibetanske plateau var jeg uopmærksom et øjeblik og væltede, beretter Nicolai, der på det tidspunkt befandt sig i et meget øde område uden tegn på civilisation og med 500 kilometer foran sig til den nærmeste by med lægehjælp.
- Det var koldt, og hånden hævede op, men jeg fik rejst mit telt og havde den værste nat i mit liv.
Jeg fik vanvittige paniktanker og var bange for, om jeg overhovedet ville komme helskindet ud af situationen.
Der sendte jeg mange tanker hjem til det vante og trygge.
Næste morgen var der minus 13 grader i mit telt, fortæller Nicolai, der betragter oplevelsen fra Tibet som sin personlige manddomsprøve, og heldigvis endte det hele godt, fremhæver Nicolai, som ser sin rejse både som en visuel, åndelig og fysisk udfordring, hvor han har fået skærpet sin antropologiske interesse og fulgt sit hjerte og sin mavefornemmelse.
- Det gælder om at gøre det, man har lyst til og være dér i livet, hvor man har lyst til at være og føle en stolthed over at være der.
Jeg føler en ro i mig nu og mærker ikke meget til udlængsel, så prinsessen og en fremtidig familie og børn kan bare dukke op, det glæder jeg mig til, slutter Nicolai, inden han sætter sig op på cyklen.
Dog kun for at køre hjem til sin midlertidige bolig hos kammeraten i Valby.