Dominostrik er en rigtig flot måde at få lidt spil i et sjal. Selvom du ikke har prøvet at strikke dominostrik før, skal du ikke holde dig tilbage. Det er nemt at strikke dominostrik, og resultatet er et virkelig flot sjal.
Strik det flotte sjal i dominostrik til en, du holder af. Måske bare til dig selv eller en god veninde. Et lækkert, hjemmestrikket sjal i dominostrik vil altid vække glæde!
Materialer: Kunstgarn
Størrelse: Ca 170 cm langs den øverste kant
Garnforbrug: 4 ngl - fv 09 blå/grøn
Pinde: Jumperp nr 3
1. dominostrik -firkant:
På p nr 3 slås 25 m op, sæt et "mærke" og slå igen 25 m op = i alt 50 m
1. p og alle ulige p: Vrangen af arb. Strik alle m ret.
2. p og alle lige p: Retten af arb. Strik ret til 2 m før "mærket", strik 2 m dr r sm og 2 m r sm efter "mærket", strik p ret ud.
Når der er 9 m tilbage, strikkes næste p også med indtagn, samtidig med at der lukkes af.
2. dominostrik -firkant:
Strikkes langs siden i slutn af 1. firkant.
Slå 8 m op, strik 1 m op mellem hver rille (1 m inde) = 25 m, slå 25 m op, strik som beskrevet til 1. domino-firkant.
3. dominostrik -firkant:
Strikkes langs siden i beg af 1. firkant.
Slå 25 m op og strik 1 m op mellem hver rille (1 m inde) = 17 m, slå 8 m op, strik som beskrevet til 1. firkant.
4. dominostrik -firkant:
Strikkes mellem 2. og 3. firkant.
Slå 8 m op, strik 17 m op langs siden af 3. firkant og strik 17 m op langs siden af 2. firkant, slå 8 m op = strik som beskrevet til 1. firkant.
Fortsæt med at strikke firkanter opefter således at der øverst er 12 dominofirkanter.
Sidste række: Består af "halve" firkanter i dominostrik og 2 "kvarte" = den yderste i hver side er en "kvart". De "halve" firkanter i dominostrik strikkes således: Strik m op (og slå m op) langs de 2 sider og strik som til de øvrige firkanter, men her strikkes også 2 m dr r sm = i beg af hver p fra retten og 2 m r sm i slutn af hver p fra retten. De "kvarte" firkanter strikkes ved kun at strikke m op langs en side, strik indtagn mod midten af sjalet og strik indtagn øverst som på de halve.
Kvaster: Der laves kvaster således: Vikl om et stykke pap på ca 13 cm, læg et stykke af garnet db øverst. Når der i alt er 18 tråde i kvasten, vikles et stykke garn om lidt nede fra den db tråd (ca 1 cm), hæft enderne. Sy en kvast i enden af den nederste dominofirkant og sy en kvast til nederst i hver firkant i dominostrik langs siderne, sy til sidst en kvast til øverst i hver side.
Strikkeopskrift: Alt om Håndarbejde
Sjalet i dominostrik er lækkert og lunt, og den fine dominostrik vil vække beundring, hver gang du viser sjalet frem.