Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Af Frank Kirkegaard Hansen, havearkitekt
Juletræet er efterhånden en 200-årig tradition herhjemme. Det første, danske juletræ blev tændt på godset Holsteinsborg tilbage i 1808. Dengang og langt frem i tiden var det rødgranen, man brugte som juletræ, men det er nu blevet overhalet i popularitet af nordmannsgranen.
Nordmann eller rødgran
Nordmannsgranerne er populære pga. den tættere vækstform, længere holdbarhed og de flotte, bløde nåle. Men rødgranen har dog stadig trofaste tilhængere, der holder fast ved det oprindelige juletræ med den rigtige duft, som de kender fra barndommens julefester.
Hvis du selv vil dyrke juletræet
Hvis du vil dyrke juletræet selv, er rødgranen det bedste valg, fordi den vokser forholdsvis hurtigt og ikke angribes af så mange sygdomme. Regn dog med, at der går fire, fem år, fra du køber en lille rødgran, til du kan tage det ind i stuen som juletræ.
Hvornår skal juletræet ind?
Et nyfældet træ er som en blomsterbuket, der skal behandles nænsomt, hvis nålene skal sidde længe. Køb træet tæt på juleaften og stil det udenfor et beskyttet sted eller i et køligt rum. Det skal have tid til at vænne sig til stuetemperaturen. Brug en juletræsfod med vand og sav det nederste af stammen af, så der er frisk ved, der bedre kan suge vandet op.
Hvor stort skal juletræet være?
Et gammelt mundheld siger, at juletræet skal nå helt op til loftet og være så tæt, at man ikke kan se svigermor på den anden side. Men mon ikke, man snarere bør tage hensyn til både stuen og familiens omfang samt højden til loftet - og pladsen i bilen!