91-årige Jens er medhjælper på et plejehjem

– Har du haft en hjerneblødning, Bent? Jamen, så kræver det jo, at man har noget oppe i hovedet, griner 91-årige Jens Henriksen, mens han giver manden et kærligt puf på skulderen.

Denne formiddag i Bofællesskabet Korsvang i Assens flyver de kække bemærkninger gennem luften. Jens bevæger sig hjemmevant rundt blandt beboernes værelser for at hente dem ned til fællesstuen, hvor der bliver serveret hjemmebagte boller og kaffe. På de forskellige etager vidner den høje volumen på diverse tv’er om, at hørelsen ikke er, hvad den var i ungdomsårene, men et smil breder sig på de fleste ansigter, når Jens kommer inden for synsfeltet. På gangen støder han ind i 84-årige Poul. Han er ledsaget af sin søn, og de to er på vej til fællesstuen. Jens overtager Pouls transport, for han er nemlig tilknyttet bofællesskabet som såkaldt "skubber". Et ''job'', der går ud på at skubbe beboerne rundt i deres kørestole. Om sommeren udenfor, så de kan få lidt frisk luft, men denne kolde februardag bliver de inde i varmen, for i dag kommer der en organist og spiller klaver til udvalgte sange fra Højskolesangbogen.

Beboerne burde hjælpe Jens

– Skal du have en lun bolle, Poul? spørger Jens energisk og får et tilkendegivende nik.

Jens har kække bemærkninger og opmærksomhed nok til samtlige fremmødte, og selv om alle ikke fanger ordene, smiler de venligt tilbage.

– Ja, det ser jo lidt sjovt ud, når Jens fræser rundt med os oppe i byen i vores kørestole. For det burde vel være os, der kørte rundt med ham, griner en dame, der er nogle år yngre end Jens. Han har imidlertid sat sig til rette i en lænestol, mens han prøver at finde frem til et svar på, hvorfor han er så frisk trods sin ganske fremskredne alder.

LÆS OGSÅ: Far har lært mig, at man skal være tro mod sig selv

– Jeg arbejdede som landpostbud det meste af mit arbejdsliv, begynder Jens, mens han skruer tiden tilbage til dengang, der trods alt var noget mere liv og flere kræfter i hans krop. De første mange år som postbud trampede han rundt i lokalområdet på cykel. Dengang bød de ældre postbuddet på kaffe, og han kendte de flestes navne og personlige historier. Senere blev cyklen erstattet af en bil, men det betød ikke, at Jens blev inaktiv. For det meste af hans liv har han spillet fodbold, og han var selv med til at starte den lokale Ebberup Fodboldklub, hvor han løb op og ned ad grønsværen i 50 år. Da han som 70-årig blev tvunget på pension, var han ikke parat til at forlade arbejdsmarkedet, så han valgte at tage arbejde som pedel.

Alder er bare et tal

– Langt hen ad vejen er alder bare et tal. Bare fordi man har nået en vis alder, er det jo ikke ensbetydende med, at man ikke kan arbejde. Jeg kunne mærke, at jeg havde masser af energi og lyst, og så er der ingen grund til at lade være, forklarer Jens, der endegyldigt gik på pension, da han var omkring 85 år.

Men det var alligevel ikke ensbetydende med, at han sænkede tempoet. Tværtimod. Hver tirsdag og fredag går Jens de få hundrede meter fra sit hjem, som han deler med sin 10 år yngre kone, til bofællesskabet.

– Jeg glæder mig til det hver gang, smiler Jens, der en gang imellem godt kan få en kommentar fra sin kone om sit aktive niveau.

– Hun spørger nogle gange: "Skal du nu af sted igen?" Men altså jeg tror faktisk, at hun synes, det er meget rart, at jeg er væk, griner Jens, der ud over de to dage på plejehjemmet spiller petanque om mandagen. Onsdag står den på kortspil, og om torsdagen går han til bowling. Men selv om smilet er stort, og Jens udstråler overskud og glæde, så har de mange levede år også en bagside.

LÆS OGSÅ: Theodor og Martha har to fædre og to mødre

– Min første kone var syg i 15 år, før hun til sidst døde af kræft. Det var hårdt, og når jeg ser tilbage på dem, jeg gik i folkeskole med, er der jo ikke mange tilbage. Jeg tror faktisk, at jeg er den sidste, fortæller Jens, der har måttet begrave mange gode venner gennem tiden. Selv er han heller ikke gået helt fri af sygdom. Han har fået en ny hofte, og for nogle år siden vågnede op og havde ondt i hjertet. Det viste sig, at det var slidt, og hvis han skulle overleve, skulle han have en hjertetransplantation.

– Jeg tænker ikke, at det er alle og enhver, man giver et nyt hjerte. Så de må virkelig have troet på, at jeg ville kunne leve en del år, hvis jeg fik et, fortæller Jens, der efter otte dages indlæggelse blev transplanteret. Allerede to dage senere var han hjemme igen, og han har langsomt trænet sig op til det energiniveau, han har i dag.

Hver dag cykler han fire-fem kilometer, og han tager trappen, så ofte det er muligt. En del år med rygning har sat sig på lungerne, så selv om der er fart på Jens, kan han godt mærke, at vejrtrækningen ikke er, hvad den har været.

– Men det er jo netop derfor, at det er så vigtigt at holde sig i gang, nærmest råber Jens med et kæmpe smil.

Hav det sjovt

I fællesstuen har organisten taget over, mens beboerne prøver at følge med i teksten i sangbogen. Jens hjælper tålmodigt en kvindelig beboer med at finde sangen, og snart breder musikken og hyggen sig i opholdsrummet. Jens’ stemme er ikke til at tage fejl af, og trods en ikke helt ungdommelig lungekapacitet synger han for fuld udblæsning, mens flere beboere stamper takten med fødderne.

– Skal vi ikke besøge Marie? Hun er 102 år gammel, foreslår Jens entusiastisk, mens der er få sekunders ørenlyd mellem sangene.

Han er allerede flere skridt foran Familie Journals udsendte, men vi når ikke at bevæge os mange skridt hen ad gangen, før Jens får øje på endnu et genkendeligt ansigt.

– Jamen, er det ikke Alice. udbryder han, og Alice kvitterer med et bredt smil og en krammer. Hun arbejder i bofællesskabet og er i gang med at gøre klar til dagens frokost, der består af smørrebrød. Leverpostej, kødpølse og sky er fundet frem, og en hjemlig duft har allerede bredt sig.

Det er for nemt at være utilfreds

– De er sgu’ vilde med mig, griner Jens, mens han fortsætter ned ad de velkendte gange, hvor en blanding af billeder af Anker Jørgensen og kongefamilien pryder de hvide vægge.

102-årige Marie har netop fået ordnet sine fødder, da Jens åbner døren ind til hendes værelse. Med hurtige skridt er han ovre hos hende og lægger kærligt en hånd på hendes skulder, og et smil breder sig helt op til øjnene.

– Jeg er så glad for mennesker, og jeg er især glad for Jens, siger Marie, der er omgivet af billeder på sit værelse, der vidner om det lange liv, hun har levet.

– Det er så nemt at være utilfreds, at jeg nærmest vil sige, det er en kunst at være tilfreds, siger Marie og fortsætter: – Man bliver ikke glad af alt for mange materielle ting. Jeg har for eksempel syet alt mit tøj selv, fortæller Marie, der bliver afbrudt af Jens’ ivrige talestrøm.

– Du er altså blevet for gammel, Jens, giver hun tilbage, mens Jens slår ud i en smittende latter.

LÆS OGSÅ: Puks brevkasse: Barnebarnet trives ikke med sin papmor

Lidt efter er Marie blevet placeret tæt på spisebordet, så hun er klar, når frokosten serveres, og Jens begiver sig ned i fællesstuen, hvor sangtimen netop er slut.

Ikke en eneste gang har han taget et hvil eller pustet og prustet af de mange skridt, der er tilbagelagt. Men selv om Jens hele sit liv har været aktiv, så tror han ikke, at det er den vigtigste grund til, at han stadig er frisk som 91-årig.

– Det vigtigste er at have det sjovt og omgive sig med mennesker, man holder af. Det giver en masse livskvalitet, og det er dejligt, at der er nogle mennesker, der er afhængige af dig. Så betyder grøntsager og alt det andet sunde ikke så meget.