Julebag: 3 opskrifter på klassiske julesmåkager
Håkonskager med marcipan
50 stk.
- 200 g blødt smør
- 90 g flormelis
- 75 g marcipan
- 2 æg
- 270 g hvedemel
- 1 tsk. vaniljeessens
Sukkerkant:
- 2 æg
- 100 g mørkt rørsukker
Prøv også: Julebag: 3 slags småkager
Fremgangsmåde:
Pisk smør og flormelis til en lys og luftig masse. Riv marcipan groft på et rivejern – det er nemmest, hvis marcipanen er køleskabskold. Vend den revne marcipan i smørmassen med en ske. Rør æggene i dejen 1 ad gangen. Rør mel og vanilje-essens i, og saml dejen hurtigt med kølige hænder. Del den i 4 lige store stykker. Tril hvert stykke til en 4 cm tyk pølse, pak dem ind i husholdningsfilm, og læg dem køligt i mindst 8 timer.
Sukkerkant: Pisk æggene let sammen med en gaffel. Hæld rørsukker ud på en stor tallerken. Vend dejrullerne i æg og dernæst i sukker.
Tænd ovnen på 175º. Skær rullerne i 5 mm tykke skiver, og læg dem med god afstand imellem på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ovnen i 10-12 minutter. Afkøl på en rist.
Brunkager med anis
100 stk.
- 200 g smør
- 200 g sukker
- 1 dl mørk sirup
- 1 spsk. stødt kanel
- 1 tsk. stødt nellike
- 1 tsk. stødt anis
- 1 tsk. natron
- ca. 350 g hvedemel
- 150 g smuttede mandler
Prøv også: Formbrød med julekrydderier
Fremgangsmåde:
Rør smør, sukker og sirup sammen i en foodprocessor. Bland krydderier, natron og mel. Tilsæt de finthakkede mandler og smørmassen, og ælt det sammen til en netop sammenhængende dej. Form dejen i 6 små, firkantede stænger. Pak dem ind i husholdningsfilm, og læg dem på køl i mindst 8 timer, så de bliver kolde og nemme at skære. Alternativt kan du lægge dem i fryseren i 2 timer.
Tænd ovnen på 200°. Skær dejstængerne i tynde skiver, og læg dem med lidt afstand imellem på bageplader med bagepapir. Bag brunkagerne i ovnen i ca. 4 minutter. Lad dem afkøle let på pladerne, før du lader dem afkøle helt på en bagerist.
Tip: Dejen er nemmere at skære ud, når den er kold. Men i stedet for at lægge den på køl i 8, kan du lægge dejen i fryseren i et par timer.
Prøv også: 3 smagfulde desserter med nougat
Honningkagehjerter
50 stk.
- 125 g smør
- 150 g honning
- 150 g brun farin
- 1 tsk. kanel
- 1 tsk. stødt ingefær
- 1 tsk. stødte nelliker
- 2 æg
- 600 g hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
Glasur:
- 200 g flormelis
- ca. ½ dl vand
- Sprøjtepose med en lille, rund tylle
Prøv også: 3 opskrifter på lækker julekonfekt
Fremgangsmåde:
Smelt langsomt smør, honning og brun farin i en gryde. Rør godt, og hæld massen i en skål. Rør krydderier i, og lad massen køle helt af. Rør æg i honningmassen. Bland 500 g mel med bagepulver, og rør det i honningmassen. Tilsæt resten af melet en smule ad gangen. Ælt kun honningkagedejen, til den netop er samlet og ensartet – det giver størst garanti for sprødhed. Dejen skal være smidig og ganske blød. Læg dejen i en frysepose, og stil den koldt natten over eller i mindst 3 timer.
Tænd ovnen på 190°. Del honningkagedejen i 2-3 lige store stykker. Rul hvert stykke ud i ca. 8 mm’s tykkelse med en kagerulle på et meldrysset bord. Tryk dejen ud med en kageudstikker, f.eks. i en hjerteform, og læg kagerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag kagerne i ovnen i ca. 10 minutter. Lad dem køle let af på bagepladen, før du flytter dem over på en rist og afkøler dem helt.
Glasur: Rør flormelis og vand sammen. Hæld glasuren i en sprøjtepose med en lille, rund tylle, og pynt kagerne.
Prøv også: Bûche de Noël: Fransk juletræstamme