En kystlinje på 19 kilometer med gode badestrande, fiskepladser og et rigt fugleliv er blandt andet, hvad Avernakø i Det Sydfynske Øhav kan byde på.
Den langstrakte ø med det kuperede terræn består egentlig af to øer, Avernak og Korshavn, som blev forbundne i 1937 med en vejdæmning, kaldet Drejet, og man sejler dertil på en halv time via en færge fra Faaborg. Se priser og afgange på oefaergen.fmk.dk.
Øen er blot otte km lang, så man kan sagtens nå at besøge de godt 100 faste øboere på en enkelt dag, enten med snørede vandresko eller på cykel. Man kan f.eks. vandre hele øen rundt langs stranden eller cykle på asfalt og grusstier. Der er markerede vandre- og cykelruter til formålet, og får man brug for en dukkert undervejs, er badestranden jo lige for.
Undervejs kan man jo gøre holdt ved Fugletårnet, der er placeret på øens vestlige ende. Herfra og højt oppe er der udsigt udover den store strandsø, hvor der fra april til juli ses ynglende fuglepar som stor regnspove, viber, klyder og adskillige svømmeænder. Ofte er der også store flokke af bramgæs, svaner og terner, som hviler sig og finder føde. Området langs stranden er fredet i yngleperioden fra marts til 15. juli.
Har man ikke sin egen cykel med, kan den lejes af Landhotellet, der ligger i Avernak By. Hotellet har nemlig cykeludlejning udover hotelværelser, restaurant og en stor have med dyr, frugttræer og -buske og en sø med masser af fugleliv.
Læs mere om priser på overnatning og cykelleje på avernakoelandhotel.dk.
Avernakø har også andre overnatningsmuligheder i form af ferielejligheder, Bed & Breakfast og et shelter, der skal bookes via Naturstyrelsen. Tjek overnatningsmulighederne på avernak.dk.
Kan man lide at nyde sommervejret med en fiskestang i hånden, er det også oplagt på Avernakø, hvor det siges, at havørredfiskeriet langs kysterne er fantastisk. Bedst er forår og efterår, men det kan være godt hele året rundt, og fordelen er, at øen ikke er lang, så man skal ikke bruge lang tid på at finde en plads, hvor det er muligt at fange en havørred.
Avernakø Havn er øens største med 90 bådpladser, og i sommerperioden er Havnecaféen åben og tilbyder måltider og drikkelse, ligesom et mega-skakspil, petanquebane og en lille scene til musikarrangementer kan underholde hele familien. For priser, bådstørrelser og dybdeforhold mv. se havnens hjemmeside: avernakohavn.dk.
Ønsker du at få et indblik i øboernes liv i gamle dage, er Avernakø Arkiv og Museum et besøg værd. Her er der billeder, film, lydoptagelser, stamtavler og oplysninger om personer samt genstande og tøj som folkedragter, stenalderfund, kirkeorgel og fiskeredskaber. Museet har ingen faste åbningstider, men har som regel åbent hver dag i skolernes sommerferie og ligger på Skallevej 3.
Kilde: VisitFyn og Avernak.dk