Sejl fra ø til ø: Kroatiens hemmelige øer

Onsdag, 13. marts 2024
Tekst og foto: Parastou Booyash
Over 1.200 skønne kroatiske øer lokker med hver deres historie, stoltheder, traditioner og natur. Men hvilke øer skiller sig ud, hvor må der ikke køre biler, og hvor får du unikke oplevelser? Her er din guide til en kroatisk øhop-ferie.
øen Mljet
En betydelig del af øen Mljet er erklæret som nationalpark, og den beskytter Mljets naturskønhed og biodiversitet. Nationalparken omfatter to søer, Veliko Jezero (Store sø) og Malo Jezero (Lille ø), som er omgivet af frodige skove og stier, der er ideelle til vandre- og cykelture.

Skov med biodiversitet

Mljet

På øen Mljet går du rundt i en tæt skov, der samtidig er et ægte skatkammer af biodiversitet, hvor du kan se forskellige orkidéarter, 50 beskyttede og endemiske planter og over 200 beskyttede dyrearter.

Den undersøiske verden omkring øen er også hjemsted for endemiske middelhavsplanter, der skaber undersøiske enge og et rigt økosystem, hvor du kan dykke mellem røde koraller, farverige svampe og fisk.

Kroatisk mad
Kammuslinger og lynstegt tun – kroatisk mad kan sagtens måle sig.
Foto: Parastou Booyash

Derudover har den grønne ø endnu flere skønheder i form af de to indlands-saltsøer, Malo Jezero og Veliko Jezero, der spejler sig i den frodige vegetation. Her kan du kigge forbi et kloster fra 1200-tallet, der ligger på en ø på en af søerne på Mljet.

Det er ikke underligt, at Mljets frodige skønhed har tiltrukket mange poeter og kunstnere gennem historien. Det siges også, at selveste Odysses boede på øen i syv år.

Prøv strandbaren: Beach bar Hippokampos.

Autentisk charme og lokale produkter

Šolta

Du bliver ramt af tilbagelænet ro og autentisk charme, så snart du går i land på øen Šolta. Havnen har hverken barer, restauranter eller andre turistfælder, så det får både lokale og turister til at sprede sig på hele øen.

Šolta er blandt de mellemstore øer, men der bor kun omkring 1.500 mennesker, og de er godt fordelt, så du føler, at du er kommet helt ud på landet. Dér, hvor man kan køre uden at møde andre biler. Dér, hvor alle i landsbyerne kender hinandens stamtavler.

Šolta er hjemsted for flere charmerende byer og landsbyer, herunder Stomorska, Maslinica, Grohote og Necujam, hvor du kan opleve det lokale liv og kultur.
Šolta er hjemsted for flere charmerende byer og landsbyer, herunder Stomorska, Maslinica, Grohote og Necujam, hvor du kan opleve det lokale liv og kultur.
Foto: Parastou Booyash

Dér, hvor du har kig til en helt klar og magisk stjernehimmel, da der ikke er nogen former for lysforurening. Dér, hvor dagen kan gå med at besøge vinbønder, smage lokale oliven, og hænge ud ved en kystbar i fiskerlandsbyen Maslinica. Som kroatiske poeter også siges at have gjort.

Šolta har kun ét hotel, og det er et charmerende slot bygget om til det lækre boutique-hotel Martinis Marchi Heritage Hotel med pool og en stolt historie, der går tilbage til 1700-tallet. Ellers kan du bo i lejede privatboliger spredt på hele øen.

Bo på: martinis-marchi.com.

Spis på: sismisrestaurant.com.

Vingård: agroturizamkastelanac.com.

Romantisk ø uden biler

Silba

Måske er det Silbas smukke, skjulte strande, der lokker. Eller også er det historien om ulykkelig kærlighed mellem Petar, en lokal fattig fisker, og Antonija fra en rig familie tilbage i 1800-tallet, der lokker. Han måtte ikke få hende og drog derfor til søs for at vende tilbage med penge. Hun ventede på ham forgæves i flere år og giftede sig derfor i stedet med en af hans venner.

Efter 20 år vendte han endelig tilbage fra havet som en rig kaptajn, men så, at Antonija havde giftet sig. Derfor ventede han nogle år og giftede sig med hendes datter i stedet. I ventetiden byggede han udsigtstårnet Toreta til sin oprindelige kærlighed, Antonija, som han havde lovet hende, før han sejlede ud.

Silba
Et af de mest bemærkelsesværdige træk ved Silba er, at den er bilfri, hvilket skaber en rolig og afslappet atmosfære. Du kan udforske øen til fods eller på cykel.
Foto: Parastou Booyash

Tårnet med de udvendige trapper står stadig smukt, og oppe fra toppen kan du se ud over det åbne hav – i kærlighedens tegn.

Det meste af øen står stadig, som dengang Petar og Antonija levede på øen. Helt uden biler. Kun små landsbyer med stenhuse og smalle gyder. Beboerne går så meget op i at bevare en tidslomme, at de også har lavet regler om, hvor man må cykle.

Koraller på en bilfri ø

Zlarin

Selv om der er færgeafgange flere om dagen om sommeren, føles Zlarin som en tidslomme, hvor alt står stille. Ikke meget har ændret sig i de mange generationer, hvor Zlarins stolthed har været koralfiskeri.

Det er stadig de lokales kultur og levevej. Fiskere dykker fortsat ned og finder de røde koraller, som øens få smykkeforhandlere forvandler til smukke, røde smykker. For at kunne leve af kunstarten i de kommende generationer er der lavet bæredygtighedsregler, og på øens koralmuseum lærer du om ansvarsfuld koralfiskeri.

De røder koraller tiltrækker dykkere og også lokale, der omdanner dem til smykker. Vær opmærksom på reglerne for bæredygtigt koralfiskeri.
De røder koraller tiltrækker dykkere og også lokale, der omdanner dem til smykker. Vær opmærksom på reglerne for bæredygtigt koralfiskeri.
Foto: Parastou Booyash

Udover de to-tre smykkeforhandlere på øen er der ikke andet end ren natur og afslapning på Zlarins program. Slå dig ned på en bænk nede ved havnen, pluk saftige morbær fra øens træer, eller lej en elcykel, og find en skjult strand et sted på den bakkede ø.

Husk picnickurven, for der kan være langt til øens ganske få butikker og restauranter. Især når du ikke må køre i bil nogen som helst steder på øen. Men det kan være, du kan få et lift i en elektrisk golfbil. De er nemlig tilladte på øen, der dog ikke har golfbaner.

Tjek øens koralmuseum ud her: hckz.hr.

Besøg vingården: Konoba Prslika.

Nationalpark med 89 øer

Kornati National Park

Du føler, du befinder dig i et drømmeunivers, mens du sejler slalom mellem de perfekt formede, runde øer, der ligger spredt i det krystalblå vand.

Foto: Parastou Booyash

Her kan du vælge mellem hele 89 forskellige øer, der står nogenlunde, som de har gjort de seneste århundreder. Der er nemlig ingen permanente beboelser på øerne, da nationalparken er beskyttet.

Men for en lille generation siden boede vores guides bedstemor helt alene på en af øerne for at passe får og høste oliven. Her lærte hun at leve i harmoni med naturen på godt og ondt. Hun så kun sin familie, når de kom for at hente høsten, og under dårligt vejr måtte hun underholde sig selv i det lille hus. Nogle af disse familiehuse står stadig på øerne, og familierne bruger dem stadig.

For at passe på naturen har du i dag kun et lille udvalg af spisesteder, der er fordelt i øhavet, men de har alle en fabelagtig udsigt over det klare vand. Du er velkommen til at springe i vandet i de områder, der ikke er under striks beskyttelse.

En af de få restauranter i Kornati National Park
En af de få restauranter i Kornati National Park
Foto: Kornati Parastou

Her svømmer du side om side med 61 farverige koralarter og 850 forskellige dyrearter. Området omkring nationalparken er også godt til guidede dykkerture for at opleve det eventyrlige undervandsunivers.

Der er kun ganske få overnatningssteder i nationalparken. Blandt andet glamping med udsigt direkte ud til øhavet.

Spis på: zut.hr.

Kaffe på: Piskera-øen.

Bo på: glamping-kornati.com.

Book din bådtur på: myboat.hr.

Sejl ud fra: Murter Island.

Øen med de 26 grotter

Biševo

Omkring middagstid sker der noget nærmest magisk i grotten Blue Cave på øen Biševo. Her rammer solens stråler en sprække i grotten, som får vandet til at afgive et skinnende, blåt lys, der igen får hele grotten til at gløde i stærke blå nuancer.

Hvis du vil se vidunderet uden for mange andre turister, skal du komme uden for højsæsonen.

Grotte på Biševo-øen.
Grotte på Biševo-øen.
Foto: Parastou Booyash

Du kan også vælge en mere eksklusiv oplevelse ved at besøge en af de andre 25 grotter på øen. For eksempel Monk Seals Cave, som engang var hjemsted for munkesæler. De findes desværre ikke længere i området og er i dag et truet pattedyr. Det skyldes især, at munkesælerne plejede at rive fiskernes net i stykker for at æde deres fangst, og det gjorde dem til fiskernes fjende nummer et.

På trods af fraværet af sælerne har grotten beholdt sit navn, og du kan sejle derind med en båd, hvis bølgerne er medgørlige på dagen. For selv om indgangen er fem meter bred og 17 meter høj, er det, alt efter tidevandet og blæst, ikke altid muligt at sejle derind. Så må du i stedet svømme ind med en guide.

Svømmeturen er dog mest for dig, der elsker et adrenalinrush, da den 160 meter lange grotte bliver mere og mere mørk, jo længere væk du kommer fra indgangen.

Små øer med uberørt natur

Drvenik Veli og Drvenik Mali

Omkring 50 lokale kalder Drvenik Mali deres hjem, og de bor i stenhuse spredt over flere små bosættelser.

Hovedbyen på denne dalmatiske ø er havnebyen Borak, som har præcis, hvad man har brug for for at kunne slappe helt af: Maleriske landskaber med turkis lagune og hvide sandstrande, hvor dine tæer kan grave sig ned, og hvor du kan glemme alt om tid og sted. De lokale dyrker vin på øen, og du kan også finde idylliske olivenplantager.

Drvenik Mali
Drvenik Mali
Foto: Aleksandear Gospic, Croatian National Tourist Board

På søsterøen, Drvenik Veli, bor omkring 150 personer, der gerne tager på øens smukkeste sandstrand, som ligger i Vela Rina-bugten, hvor mindre lystbåde pynter langs kysten. Der er også her, du finder en af øens få restauranter. Glæd dig til frisklavede fiskespecialiteter direkte fra hav til bord.

Masseturismen er endnu ikke nået øerne, så du kan vandre i en frodig og uberørt natur. Du kan også få dage til at gå med at sejle til små bugter eller bare nyde en gåtur over stok og sten for at komme til de små, ”hemmelige” strande.