
Grønland er verdens største ø. Den har i århundreder været befolket af inuitter og tidligere af forskellige arktiske jægerfolk, inden de første nordmænd sejlede over Atlanterhavet og bosatte sig i landet for omkring 1.000 år siden.
På grønlandsk hedder landet Kalaallit Nunaat, som betyder menneskenes land, men der bor ikke særlig mange på kæmpeøen med det barske klima.
Den norskfødte viking Erik den Røde (født ca. 950) var en af de første bosættere, og han gjorde ellers, hvad han kunne for at lokke nybyggere til fra Island og Norge. Det var nemlig ham, der døbte landet Grønland.
Da de danske konger også begyndte at herske i Norge fra 1380, kom Grønland, Island og Færøerne under dansk styre - i hvert fald på papiret. Der var nemlig ingen nye bosættelser i Grønland helt frem til 1721, hvor den norske præst Hans Egede fik lov af kong Frederik 4 til at missionere i landet.
Siden blev Grønland styret som en dansk koloni, men fik i 1979 hjemmestyre i rigsfællesskab med Danmark og selvstyre i 2009.
Men et er den korte historie om Grønland, noget andet er landets størrelse, befolkning og geografi. Tag vores quiz, og se, hvor meget du ved om Grønland. Der er 10 spørgsmål i alt.
Kilde: danmarkshistorien.dk