Endelig fri - men slet ikke lykkelig og glad

Jeg sidder her alene og fik lyst til at skrive til dig.

For jeg burde føle mig glad og fri, men det er, som om lykken ikke vil komme, og mine venner forstår mig ikke.

For 20 år siden traf jeg en dejlig mand. Succesfuld, flot, omsorgsfuld, far til to og med et interessant arbejde. Vi faldt for hinanden og fik to børn sammen, og den lille flok på fire børn fungerede godt. Dog havde han et svært forhold til sin ekskone, som jeg imidlertid blev gode venner med.

Som årene gik, blev min mands og mit forhold svært. Han viste sig at have et voldsomt temperament, og han var voldsomt jaloux. Han drak meget i perioder og havde en rigtig mørk side, når man var alene med ham. Jeg har brugt mange år på at liste omkring ham og forsøge at afkode, hvordan jeg holdt ham i godt humør. Men vi holdt sammen indtil for et år siden, hvor jeg ikke kunne mere.

Efter en slem skilsmisse har jeg nu mit eget lille hus på landet, og jeg har alt det, jeg drømte om, mens jeg var gift. Jeg ville gerne væk fra byens puls og ud og få ro på nervesystemet i naturen.

Jeg bor fantastisk. Ingen skal længere fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal. Ingen skal drikke alkohol eller råbe i mit hjem, men som sagt jeg er så ked af det, og lykken vil ikke indtræffe.

Jeg føler mig tom, ulykkelig, ubrugelig, sommetider i tvivl. Jeg føler mig skyldig og ensom.

Det er nu et lille år siden, jeg fik mit dejlige hus, og grunden til, at jeg skriver til dig, er dels at få luft for mine tanker, men også for at høre fra en udefra.

Mine venner kan ikke forstå, jeg ikke er gladere, for nu har jeg jo præcis det, jeg gerne ville. Jeg kan måske heller ikke selv forstå det. Kan du?

Hvad synes du jeg skal gøre herfra? Har du nogle gode råd?

Tak, fordi du lyttede, og tak for en god brevkasse, som jeg altid læser, og jeg føler derfor, jeg kender dig lidt, selv om det jo er noget sludder.

Jeg synes faktisk ikke, det er noget sludder, at vi kender hinanden. Jeg føler nemlig også, at jeg kender jer, der skriver til brevkassen. Det er en rar fornemmelse at mærke den slags fællesskab her på siderne.

Som så ofte før er jeg nødt til at begynde med at flage, at jeg ikke er fagperson. Jeg er ikke psykolog og kan ikke give mig i kast med at vurdere personligheder og parforhold ud fra et fagligt grundlag, men hvis jeg kigger på livserfaring og de tilfælde, jeg kender til, vil jeg for egen regning fortælle dig, at hvis man har været i kløerne på en meget dominerende person, kan det sommetider føles ekstra tomt, når man bliver skilt.

Forestil dig en gøgeunge, der møver sig ind i din krop og din sjæl og skubber alle dine egne behov ud af reden og fylder det hele op med sig selv. Når den person så er væk, mister man ikke bare ham, men også alt det han skubbede ud undervejs. I årevis har du listet omkring ham og holdt ham glad og opfyldt hans behov. Når man gør det, afgiver man plads. Nu er han væk, og så føles det hele tomt.

Jeg tror faktisk, det er ret normalt.

Mit råd til dig vil være, dels måske at gå i terapi og få styr på, hvad der skete mellem jer, dels se dit nye hus og dig selv som den rede, du nu skal fylde op med gode ”dig-ting.” Der ER tomt. Han har taget alle sine behov og lunefuldheder med sig, og du kan ikke mærke dig selv. Hvis han har været voldelig over for dig – og psykisk vold er også vold – vil jeg anbefale dig at tale med en professionel. Jeg kan ikke lide, du skriver, at du føler dig skyldig og ubrugelig.

Tak for din fortrolighed. Det tager tid at få ro på sine nerver, og det tager tid at fylde reden op igen. Men du er godt på vej. Du er kommet ud, og det kan ofte være det allersværeste.