Min nabo hoster helt vildt meget

Onsdag, 8. marts 2023
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann.
Læserens overbo, som er en ældre mand, hoster en hel del. Læseren finder det irriterende, men samtidig også bekymrende. Skal læseren tage kontakt til overboen?
puks brevkasse

Kære Puk

Jeg bor i en gammel etageejendom, og ovenover mig bor en ældre mand, der i de syv år, jeg har boet i ejendommen, aldrig nogensinde har hilst eller nikket eller deltaget i noget som helst – f.eks. forårsoprydning og juletræstænding.

Han er nok af den type, jeg vil kalde ”sur, gammel mand”, idet han har klaget til bestyrelsen et par gange, dels da en ung studerende holdt fest en lørdag aften (hun havde annonceret det på et opslag forinden), og dels over en ung familie, der havde en barnevogn stående under trappen ved hoveddøren.

I ejendommen er der temmelig lydt, og nu kan jeg høre, at manden er ved at hoste sig ihjel. Det er rædsomt og minder mig om min egen mor, der for mange år siden døde af kol.

Jeg er både irriteret over hosteriet på alle tider af døgnet og bekymret for, om manden får den hjælp, han tilsyneladende har brug for.

Jeg har aldrig hørt ham have gæster eller besøg, og nu ved jeg ikke, om jeg skal henvende mig til ham – eller hvad jeg skal.

Hvad tænker du, Puk?

Underboen

Kære Underboen

Ja! Jeg synes da helt bestemt, du skal spørge til hans helbred. Det er ikke sikkert, det bliver godt modtaget, men som medmenneske vil jeg altid anbefale, at vi tilbyder andre mennesker vores hjælp.

Sig, du ikke vil trænge dig på, at du godt ved, det er privat, men du har lagt mærke til, at han hoster voldsomt, og spørg om han har brug for noget.

Så kan han jo modtage det, som han vil, måske bliver han mere sur, men så har du i hvert fald givet ham et tilbud.

Indimellem skal der omsorg til for at bryde isen mellem mennesker.

Folk kan kløjes i deres eget dårlige humør, og når der så er en, der har overskuddet til at hjælpe og se igennem den sure maske, kan det være lettere at tage imod.

Vi må se, hvad der sker. Spørg til ham.

Bedste hilsner fra Puk

Kære Puk

Står du med et problem, du har svært ved at løse, eller trænger du bare til et klogt og forstående menneske at dele dine tanker med? Så skriv til Puk Elgård.

Det kan sende hende en e-mail på: puk@familiejournal.dk