Mine naboer roder i opgangen

Jeg bor i en etageejendom ved siden af en rigtig sød familie med fire børn. Vi har et godt forhold, og de er virkelig søde, men der er en ting, der piner mig.

De stiller, jeg ved ikke, hvor mange par sko og legesager både ved hoveddøren og på bagtrappen. Det flyder altid. Der ligger tøj og tasker, og det ser altså ikke pænt ud. Det roder virkelig, og man kan skvatte i deres ting.

Jeg synes, det er svært at sige til dem, for de har selvfølgelig rigeligt at se til, og den lejlighed, de bor i, er ikke så stor til seks mennesker, men det er jo ikke meningen, at man skal inddrage trappeopgangen som ekstra garderobe.

Har du en god måde, jeg kan sige det på, uden at de kommer til at tænke på mig som den dumme, sure nabo?

Og uden at blive uvenner, for jeg har fuld forståelse for, at de har hænderne fulde. Men jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal tackle situationen.

Det store spørgsmål er ofte, hvordan man kan sige tingene uden at tabe ansigt og komme til at fremstå dårligt.

Hvorfor er det egentlig det, der fylder mest? Er det, fordi man ikke vil udfordre den risiko, at andre ikke kan lide en?

Måske skal man lige træde lidt ud ad egen forfængelighed og se på facts. Det gælder i dette spørgsmål, men også i mange andre sager.

Med hensyn til din nabo, så hør her: De roder i opgangen. Der ligger sko og legetøj over det hele, folk kan falde i det og komme til skade.

Det er faktisk ikke spor urimeligt at påpege det og lige få strammet lidt op. Det kan du altså sagtens sige til dem.

De ved det jo i forvejen. De ser selv bunkerne af rod, når de går ind og ud fra lejligheden.

Du behøver ikke tænke så meget. Det er 100 procent okay at prikke dem på skuldrene og bede dem samle stumperne sammen.

De er stensikkert fine mennesker, og de gør det godt. De skal lige mindes om at samle småbørnskaos sammen, så ingen glider i en gummistøvle eller en brandbil.

Tag fat i dem med en venlig fremtoning, så fremstår du ikke som den vrede skurkagtige nabo, som du er bange for at blive antaget for.

Du lyder meget venlig og omsorgsfuld i dit brev her, og jeg kan slet ikke forestille mig, at du pludselig skulle blive en vred dame, som man ikke kan lide.

Held og lykke. Lad os gøre det lettere lige at prikke hinanden på skulderen, hvis man har mistet orienteringen.