Puks brevkasse: Jeg er skuffet og undrer mig

Lørdag, 10. juli 2021
af Puk Elgård. Foto: PantherMedia
Læseren er skuffet over folk, der slet ikke svarer på ens invitationer til fødselsdage eller sender en hilsen, selvom de har meldt afbud.

Da vi inviterede til min mands 70-års fødselsdag for godt tre år siden, var der flere, der ikke svarede, så jeg måtte ringe og høre, om de kom eller ikke kom.

Læs også: Brev til Puk: Boykotter man den familiære omsorg, når man blot skriver tak på Facebook? (link fjernet)

Nu ved jeg godt, at de yngre mennesker ikke giver noget, når de ikke kommer, selv om de har været budt, men jeg mener dog, at de godt kunne have sendt en lille hilsen til deres farbror/onkel enten på sms, gennem mig på Facebook, ringet eller have sendt et kort. Jeg er lidt skuffet. Men især over folk, der slet ikke svarer.

Læs også: Brev til Puk: De er ikke til at drive til noget mere

Vi holder ofte festen hjemme og laver selv maden, så der skal en del planlægning og bordkort m.m. til. Af og til tænker jeg, om de bare venter på bedre bud. Jeg undrer mig også over, at de unge mennesker ikke kan forstå, hvorfor deres børn ikke skal med. Jeg er da heller ikke med til deres børnefødselsdage. Vores blev da passet hos bedsteforældrene eller hos en nabo.

Nu er det så min tur til 60-års fødselsdag, og jeg er lidt spændt på, hvordan folk reagerer denne gang. De, der ikke gad ulejlige sig med at sige, at de ikke kom, og heller ikke sendte en hilsen, de har så ikke fået en indbydelse denne gang.

Tvillingen

Læs også: Puk Elgård: Send anerkendelser til jeres nærmeste

Kære Tvillingen

Det er ikke i orden ikke at give besked, hvis man er inviteret. Det skal man. Punktum.

Det er da fint at undlade at invitere dem, der ikke viser interesse. Jeg håber, du får en dejlig fest. Om børnene skal med eller ej, det har ændret sig. Det er blevet meget almindeligt, at børn er med alle steder, og at forældrene prioriterer, at børnene er en del af alle oplevelser. Det har sine fordele, og det har sine ulemper. Det må man vælge individuelt. Men du bestemmer jo, om det er en fest med børn. Det er din fest.

Læs også: Brev til Puk: Familien opfatter min søn som uopdragen

Til slut kan jeg godt lige selv blive ramt af din skuffelse over, at unge mennesker ikke får sendt en hilsen afsted på mærkedage. Det gør min søn heller ikke altid, og det ansvar er egentlig mit. Jeg har ikke været grundig og insisterende nok på det punkt i min opdragelse. Jeg har nok gjort det for ham lidt for mange gange. Jeg tror, en del læsere kan identificere sig med det? Vi skal lære at stå fast og få de unge til at lette rumpen og ikke gøre tingene for dem.

Tillykke med de 60 år, når du når så langt.

Mange hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: Har ikke lyst til at fejre sølvbryllup