Puks brevkasse: Pludselig stod min plageånd i stuen

Jeg er en kvinde sidst i 50’erne med en bror, der er et par år ældre. Han blev skilt for fem år siden, og alle blev meget glade, da han her i sommer fortalte, at han havde mødt en ny kvinde. Hun har boet i byen som barn og ung, var flyttet væk og var nu blevet enke og flyttet tilbage. Han sagde noget om, at hun og jeg har gået i skole sammen, men vi kom ikke videre med snakken, før hun for en måned siden kom til frokost her hos os.

Læs også: Puks brevkasse: Se på det indre i stedet for det ydre

Da var jeg ved at falde besvimet om, for min bror stod i vores stue med en af de piger, som gjorde min skolegang til et helvede! Der var en gruppe toneangivende piger i klassen, der valgte især mig som mobbeoffer. Og min brors nye kærlighed var faktisk den førende. Jeg havde ingen venner, jeg kom i gymnasiet, men havde så lidt selvtillid, at jeg ikke var i stand til at gennemføre og gik ud af 1. g.

Jeg fik en butiksuddannelse, en dejlig mand og børn og har haft et fint liv. Men den kvinde bragte alle de gamle, ubehagelige traumer frem. Hun talte med mig, som om intet var hændt, og fik det ovenikøbet til at lyde, som om vi havde været en slags venner dengang.

Vi har set dem en gang siden, og jeg trak hende lidt til side og spurgte, om hun ikke kunne huske, at der var nogen, der blev mobbet voldsomt i skolen. Hun grinede bare og sagde, at der var da altid venskabelige drillerier, det skulle man da ikke lægge noget særligt i.

Jeg har talt med både min mand og min bror om det, min bror mener, jeg overdriver, og min mand siger, jeg er nødt til at glemme det. Men det kan jeg ikke! Jeg ved godt, det er mange år siden, men jeg kan næsten ikke klare at være i stue med hende. Hvad vil du anbefale mig at gøre?

Mobbeofferet

Læs også: Puks brevkase: De talte forarget om andre

Kære Mobbeofferet

Først og fremmest skal du huske, at du er voksen nu. Det er den voksne kvinde med succes i livet, der møder fortidens plageånd. Du er ikke længere den lille pige, der bliver mobbet. Du har job og familie. Du har gjort det godt. Du skal stå med selvtillid og kigge hende direkte i øjnene, for hun kan ikke røre dig nu.

Jeg forstår, hun bringer minder frem, men du skal fortælle dit system, at tiden har ændret sig. Du er modnet. Hun har måske ovenikøbet givet dig en slags robusthed, fordi du har formået at klare dig på trods af den smertefulde mobning.

Læs også: Puks brevkasse: Orker ikke ferie med min svigerinde

Begynd at løsrive dig fra hende. Du skal berolige dit system. Tag den lille pige og den unge pige, der var rædselsslagen og ensom på grund af mobning, i hånden, og sig til hende, at du forstår angsten og ubehaget, men der er styr på det nu. Det er det arbejde, du skal gøre.

Når du har arbejdet på det, kan du måske ved lejlighed, når du føler dig stærk nok, fortælle kvinden, at din ungdom var mærket af det, der skete i skolen. Du kan fortælle det ud fra dine følelser. Fortæl, hvordan du oplevede din skolegang, og at du var nødt til at gå ud af gymnasiet. Fortæl det uden at fokusere på hende, men på de følelser, du havde, mens det stod på.

Læs også: Puks brevkasse: Min kæreste var nedladende overfor mine venner

Det er ikke sikkert, du nogen sinde vil få den omsorg og forståelse fra hende, som du ønsker, men det gør ikke så meget. Det vigtigste er, at du beroliger dit eget system og tager dine egne følelser alvorligt. Du behøver ikke at være venner med hende, men jeg tror faktisk, det er en god træning at være i rum med hende og mærke, at du er et andet sted nu. Men først begynder du at visualisere, at du står ved siden af hende, og så mærker du, at hun ingen magt har over dig længere. For det har hun ikke. Luk hende ikke ind i dit system.

Stort kram fra Puk

Læs også: Puks brevkasse: Ekssvigerinden sladrer om mig