
Du siger, at brevkassen er åbent for stort og småt, og nu prøver jeg lykken og ser, om du vil tage mit brev med.
Jeg har for et halvt år siden fået en ny kæreste, og vi har det godt sammen. Det er ikke kæresten, der er problemet, men forældrene. Vi besøger dem en gang om måneden og spiser sammen, og de er sådan set rigtig flinke, men jeg havner i en meget svær situation hver gang, jeg er der.
Det lyder måske pivet, men de har fugle, og jeg er meget bange for fugle. Det forstår de ikke, og når vi er i lejligheden hos dem, lukker de fuglene ud af buret, så de kan flyve frit. De kan finde på at lande i mit hår, og jeg bliver så bange. Familien tror mig ikke, og alle griner, når jeg bliver utilpas.
Min kæreste har heller ikke den store forståelse for min angst og er vant til fugle, for det har familien altid haft. Men jeg er panisk.
Jeg er jo gæst i deres hjem, så synes du, at jeg kan tillade mig at sige, at jeg ikke vil komme på besøg, hvis fuglene kommer ud af buret?
Venlig hilsen Den fugleforskrækkede
Ornithofobi. Angst for fugle. Fuglefobi. Det er en ret almindelig angst, men det gør det selvfølgelig ikke lettere for dig.
Det sker rigtig tit, at andre ikke forstår vores angst. Man forstår det kun, hvis man selv har prøvet det. Ingen i din svigerfamilie er bange for fugle, og derfor er du nødt til at oplyse og ”uddanne” dem lidt. De ville måske endda kunne hjælpe dig med at overvinde angsten lidt efter lidt, hvis de tog det alvorligt og i samarbejdede.
Du er nødt til at forklare dem, hvordan det føles at være bange for fugle, og selvfølgelig skal de respektere dig og din angst. Du kan enten ringe til dine svigerforældre, så du slipper for fugleeksponering, mens du forklarer om dit ubehag, eller du kan bede dem om at holde fuglene i buret næste gang, du kommer, så du får tid til at fortælle, hvordan det føles for dig, når fuglene flyver frit og lander i dit hår.
Jeg tvivler på, at det, I har gang i nu, gør din angst spor bedre. Det er ikke rart at blive grinet ad, og det er ikke rart at være bange på den måde. I kan arbejde med, at du nærmer dig fuglene, mens de er i buret, men alt afhængig af hvor dyb og alvorlig din fugleangst er, skal du måske søge hjælp for at få styr på den.
Men til dit spørgsmål om, hvorvidt du kan tillade dig at bede om at lade fuglene blive i buret, vil jeg sige ja selvfølgelig.
Får vi besøg her i huset af folk, der er bange for hunde, er det min opgave at vise respekt og sørge for, at ingen hunde overtræder grænser, og at alt forløber godt for vores gæster. Det er det mindste, man kan gøre.
Mange hilsner fra Puk
Jeg er rædselsslagen for fugle
Mandens vækkeur vækker alle kl. 4
Jobsamtalerne gør mig nervøs
Min mand glemte min fødselsdag
Søn er blevet truet - skal det meldes?
Hævn over forfængelig eksmand?
Hvorfor bestiller de gaver på Ønskeskyen?
Skal min veganer-veninde bestemme menuen?