Puks brevkasse: Vi er utrygge ved mors nye ven

Min søster og jeg er blevet enige om at spørge dig til råds i et familieanliggende.

Vi mistede vores far for godt to år siden. Han var en del ældre end mor og havde været syg et par år, så selv om hans død var en stor sorg, var det også en form for befrielse.

Vores mor havde passet ham hjemme i lang tid, og efter hans død livede hun op og begyndte at komme meget hos os og passe børnebørn blandt andet. Hun solgte sit hus og flyttede tættere på os og har en ok økonomi.

Sidste forår fik hun så en mandlig ven. Det er en bror til en af hendes gamle veninder, og han er også pensionist og enkemand.

Vi blev rigtig glade – i det mindste i begyndelsen. Mor er lidt over 70, rigtig frisk og har jo lov til at have sig mange gode år endnu.

Men efterhånden føler vi, at han “sidder på hende”. Ingen af os har været særlig coronaforskrækkede, selv om vi selvfølgelig har taget vores forholdsregler. Men nu bliver blandt andet corona brugt som undskyldning for, at vi ikke ses ret meget mere. Ofte hører vi hende sige: “nej, det synes XX ikke”, eller “det bryder XX sig ikke om”.

Min søster arbejder tæt på vores mors hjem, og tidligere kiggede hun tit indenfor efter arbejde og fik en kop te. Det er nærmest stoppet nu, for hun føler sig ikke spor velkommen. Min mor og hendes ven bor ikke sammen, han har sin egen lejlighed, men det er vores indtryk, at han altid er hos hende.

Når vi endelig har været sammen med ham, virker han heller ikke særlig behagelig. Han er meget bedrevidende og mener, han er klogere end alle andre. Og vi føler, at mor konstant fistrer rundt for at gøre ham tilpas.

For at par uger siden besluttede vi at invitere mor – og kun hende – til frokost på en café. Vi kunne mærke, at hun havde paraderne oppe fra starten. Da vi nævnte ham, sagde hun straks, at nu håbede hun ikke, at hun var inviteret, fordi vi ville blande os i hendes liv. Og i øvrigt havde hun ikke så meget tid, fordi XX ville hente hende, da de havde noget, de skulle ordne.

Vi skal selvfølgelig ikke blande os i hendes liv. Men vi er bekymrede, for vi føler ikke, at vores mor er glad længere. Og det er da også svært for os at holde os væk, for vi savner hende jo.

Kan du råde os til, hvordan vi skal forholde os?

Søstrene

Kære Søstrene

Når jeg læser brevet, er det første, jeg tænker, at der er forskel på at savne sin mor og blande sig i hendes liv. Det er to forskellige budskaber.

Hvis I siger til hende, at hun ikke længere er glad, at hun bruger for meget tid sammen med kæresten, at han sidder på hende osv., så er det en indblanding i hendes liv, og det har hun frabedt sig.

Men hvis I fortæller hende, at I savner hendes selskab, og kun forholder jer til jeres mor/datter-relation, så mener jeg, sagen er en anden.

Hun er jo en voksen kvinde, og hun må selv komme til den erkendelse, at kæresten fylder for meget, hvis det altså er sådan, det hænger sammen.

Men I kan som børn række ud efter jeres mor og invitere hende ind i jeres liv og de oplevelser, I længes efter at dele med hende.

Hvis hun lugter den mindste antydning af, at I er på krigsstien omkring manden, så bakker hun. Det tænker jeg faktisk, I skal respektere.

Men invitér til oplevelser, hvor I er sammen. Sæt ord på savnet. Det synes jeg, er det bedste, I kan gøre.

Mange hilsner fra Puk