Puks brevkasse: Vi må ikke være sammen med børnebørnene

Jeg er mormor til to (dreng og pige), men vi kan ikke få lov til at være sammen med børnebørnene.

Vi må ikke passe dem, men det må farmor og farfar meget gerne (farmor er uddannet pædagog). De kommer der tre gange ugentligt. Vi kommer kun, når der holdes fødselsdag tre eller fire gange om året – de voksne har fødselsdag i samme måned og holder fælles fødselsdag (billigt), men ingen bliver snydt. (Svigersøn er meget specielt).

Læs også: Puks brevkasse: Barnebarnet tager for meget hensyn

Hvis vi kommer ud til dem uden bud, kan vi næsten være sikre på, at vi ikke bliver budt indenfor, men kan stå uden for døren og blive nødt til at sige ”nå, vi kører igen.”

Vi gør det ikke mere, fordi vi bliver megakede af den behandling. Vores dør står altid åben.

Læs også: Mormor til Puk: Kan ikke give flotte gaver, som farmor og farfar kan (link fjernet)

Desværre fylder farmor og farfar meget hos vores svigersøn og børnebørn. Vi har ikke en chance for at komme ind i familien, for vores datter er ikke den, der slår i bordet, hun finder sig i mandens opførsel.

Derfor har jeg også mest lyst til at stoppe det smertefulde liv sammen med dem. Mit liv er ødelagt af manglende søvn og ked-af-det-hed, for jeg elsker mine børnebørn.

Mormor

Læs også: Puks brevkasse: Flabet farmor - synes jeg

Kære Mormor

Når jeg får et brev som dit, tænker jeg altid, hvordan har situationen i familien ellers været tidligere? Altså før børnebørnene kom til. Har du været på god fod med din datter? Har I været tætte, før hun fik børn? Er der sket noget i jeres fælles liv, i din datters opvækst, som har sat en kile mellem jeres relation?

Læs også: Mormor til Puk: Det er ikke størrelsen på gaven, der tæller

Hvis der ligger gamle konflikter og lurer, så vil jeg foreslå, at det er der, du begynder. Løs de knuder, der eventuelt bremser for det naturlige samvær. Det gør man ved at tale sammen og komme med indrømmelser.

Hvis afstanden er kommet ud af det blå (hvilket den slags sjældent gør), så må du ind i kampen på en anden måde end det, du gør nu. Du må på en eller anden måde forsøge at nedskalere dramaet. Jeg forstår, det smerter dig ikke at se dine børnebørn, men du må se, om du kan finde på en anden tilgang. Du må skifte fremgangsmåde.

Læs også: Brev til Puk: Bedsteforældrene hører ikke fra deres børnebørn (link fjernet)

Ring lidt oftere. Spørg interesseret til børnene. Bliv en del af børnenes liv på den måde. Vis din store interesse og kærlighed. Lad være med at kommentere selve konflikten. Bare spørg, hvad børnene laver, hvad de siger, og deltag og tal med dem i telefonen. Ingen bebrejdelser, kun interesse.

Det kan godt vare et stykke tid, før du kan komme videre til næste skridt. Når noget går i hårdknude, må man gøre noget andet end det, man plejer. Man kan ikke gøre, som man plejer, og samtidig forvente et andet resultat.

Jeg ønsker dig held og lykke. Læg såret forfængelighed og svære følelser bag dig, selv om det er meget svært, og sæt 100 procent fokus på at sende kærlighed af sted.

Bedste hilsner fra Puk

Læs også: Farmor til Puk: Mormor er altid den foretrukne