Boligstøtte: Et dumt dobbeltarbejde fra kommunens side

Mandag, 27. januar 2025
Bettina Post
Illustration: AGD
Hvorfor får man hver år to breve om ændring i boligstøtten i stedet for et brev? Læs svaret fra Bettina Post nedenfor.
Socialt set

Kære Bettina

Hvert år i december får jeg et brev angående ændring af boligstøtten for det kommende år, men i brevet har man ikke medregnet den kommende huslejestigning. Det betyder, at jeg lidt senere får endnu et brev, hvor man så har fået huslejestigningen med.

De to breve kommer med ca. 14 dages mellemrum. Mit spørgsmål lyder; hvorfor venter man ikke med at sende boligstøttebrevet ud, til man har fået oplysningen om huslejestigningen, så der dermed kan nøjes med ét brev?

Venlig hilsen Viggo 

Kære Viggo

Det er da et virkelig godt spørgsmål.

Det lyder lidt som om, Udbetaling Danmark sætter sig selv til at lave unødvendigt dobbeltarbejde. For at kunne beregne boligstøtten korrekt, skal de naturligvis til enhver tid kende den nøjagtige husleje. Typisk reguleres huslejen i lejeboliger en gang om året i takt med nettoprisindekset. Dette skal udlejeren sædvanligvis varsle overfor lejerne tre måneder inden, huslejestigningen træder i kraft.

Jeg vil derfor tro, at du hvert år cirka i slutningen af september modtager et brev om det kommende års huslejestigning fra din boligforening/udlejer. Hvis du bor i en almen boligforening, sender de automatisk også beskeden om huslejestigningen til Udbetaling Danmark, men muligvis ikke i lige så god tid, som de sender den til dig.

Så selv om du som udgangspunkt ikke skal gøre noget i anledning af en huslejestigning, hvis du allerede modtager boligstøtte og bor i en almen boligforening, kan du måske godt alligevel gøre dig selv en tjeneste ved at informere Udbetaling Danmark om din kommende huslejestigning, når du får varslingsbrevet. Du kan jo prøve det af til næste år og se, om det gør en forskel. Og ellers er Udbetaling Danmark nok de eneste, som kan svare dig på, hvorfor de ikke afventer huslejestigningen, før de sender det første brev.

De bedste hilsner Bettina

Socialt set

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver i 36 år og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk