Hvordan søger man aktindsigt i barndommen?

Jeg har en god veninde på 55 år, der har været igennem en masse svigt som barn, hvilket resulterede i, at hun blev tvangsfjernet. Hun boede hos forskellige plejefamilier, indtil hun heldigvis endte hos et godt ægtepar, som sørgede for, at hun fik en god ungdom.

Ægteparret er døde for længst, og det er min venindes forældre også, så hun har ikke længere mulighed for at tale med dem om, hvad der egentlig skete, dengang hun var barn. Derfor har vi talt om, at hun måske skulle søge aktindsigt i sin sag for at blive klogere.

Men hvordan griber hun det an? Skal hun ringe eller skrive til sin kommune? Eller er det et helt andet sted, hun skal henvende sig?

Når man har været anbragt, har man ikke samme mulighed for at vende tilbage til sin livshistorie, som alle os andre. Din veninde har været så heldig, at hun fik en god plejefamilie, men hun har formentlig ikke også været så heldig at få plejesøskene og ditto fætre og kusiner, som hun kan dele minder med nu, hvor plejeforældrene er døde. Så det kan være en rigtig god idé at søge aktindsigt.

Arkivloven giver din veninde ret til at forsøge at fylde hullerne i livshistorien ud, idet hun gratis kan få udleveret oplysninger om sig selv fra de offentlige arkiver. Det betyder kort fortalt, at hun kan bede om oplysninger og kopier af dokumenter, som indeholder hendes navn.

Hun kan enten søge om aktindsigten hos den kommune, som i sin tid anbragte hende eller direkte hos Rigsarkivet, som opbevarer historisk materiale og har til opgave at stille det til rådighed for offentligheden.

Hun bør dog ikke læse akterne alene. Det kan være voldsom læsning, da de meget vel kan indeholde oplysninger om hende og hendes familie, som er nye for hende, og som kan være rystende.

Hun kan også risikere, at hun er beskrevet på en måde, som hun ikke kan genkende, og som kan virke både ukærlig og sårende.

Det vil være en rigtig god idé, hvis du kan tilbyde hende at læse dem sammen med hende.