Schhhhh - lad stilheden tage over støjen

Mandag, 7. april 2025
Læge Jerk W. Langer
Foto: Colourbox
Vi er omgivet af konstant støj og larm. Men der sker noget godt i kroppen, hvis lydene forsvinder. Her er fem konkrete eksempler.
Kvinde ved havet
Lindrende lyde og ellers stilhed.

1. Ørerne bliver mere følsomme over for svage lyde, fordi stapedius-musklen i mellemøret slapper af.

Denne lille muskel beskytter normalt hørelsen mod høje lyde, men når den slapper af, bliver man mere opmærksom på svage lyde, som man ellers ikke ville have bemærket, for eksempel i naturen. Dog kan pludselige høje lyde i et stille miljø skræmme og forårsage midlertidigt høreubehag, da stapedius-musklen ikke når at reagere hurtigt nok.

2. Fokus og koncentration forbedres, da hjernen ikke bruger så mange ressourcer på at frasortere unødvendige lyde og støj.

Det gør dig mere produktiv, forbedrer indlæring og øger den mentale trivsel.

Stilhed stimulerer kreativitet og problemløsning, da man ikke konstant bliver forstyrret og afledt. Man bliver også bedre til at meditere.

3. Stresshormonet kortisol falder, som ellers er forhøjet ved kronisk stress og kan svække immunforsvaret, øge risikoen for hjerte-kar-sygdom og forværre ens mentale tilstand.

Stilhed aktiverer det parasympatiske nervesystem, der sænker hjerterytmen og blodtrykket samt fremmer ro og afslappethed. Stille omgivelser gør også, at man bedre kan håndtere stress.

4. Man sover bedre. Det siger sig selv. En god søvn er ikke blot vigtig for éns præstation næste dag, men fremmer også på sigt helbredet.

5. Man bliver mere opmærksom på kroppens egne lyde som hjertets banken, vejrtrækningen og fordøjelsen.

Selv om lydene er helt normale, kan man godt blive lidt foruroliget over eksempelvis hjertets dunken, fordi man ikke er vant til at høre det så tydeligt.