Kosttilskud: De fleste af os behøver færre, end vi tror

Tirsdag, 14. januar 2025
Urd Alvang Bruun de Neergaard
Illustration: Alice Kaiser
Er det svært at finde hoved og hale i de forskellige former for kosttilskud, der findes? Her får du tips til at få nok af de relevante næringsstoffer, og den gode nyhed er, at du nemt kan spise dig til de fleste.
Kosttilskud og vitaminpiller

Vinteren er fortsat over os, og måske kan du nikke genkendende til, at træthed, forkølelse og udmattelse følger med. Derfor er det vigtigt, at du styrker kroppen, så godt du kan.

Det kan du bl.a. gøre ved at dække din krops behov for næringsstoffer, og det behøver ikke være hverken svært eller dyrt.

– Følger du Fødevarestyrelsens kostråd, får du automatisk alle de nødvendige vitaminer og mineraler, den har brug for, hvis du ellers er sund og rask, fortæller læge Lotte Bang.

De officielle kostråd anbefaler bl.a., at vi spiser rigeligt frugt og grønt, groft brød, æg og mælkeprodukter, så lidt kød som muligt, og at vi sørger for at få fisk og protein fra f.eks. bælgfrugter.

– Spiser du sundt og varieret, behøver du faktisk ikke tage tilskud af hverken fiskeolie eller C-vitamin, heller ikke her om vinteren. Det er bedre at spise f.eks. laks og appelsiner, opfordrer Lotte Bang.

Spiser du ikke varieret, måske fordi du ikke er så vild med det grønne køkken, kan en multi-vitaminpille være en udmærket løsning for dig, ifølge lægen.

– Jeg fraråder ikke en multivitaminpille, men jeg mener ikke, at det altid er nødvendigt at tage én blot for at være på den sikre side. Du kommer ofte langt med en almindelig alsidig hverdagskost.

Det bliver vi anbefalet

Selv om du spiser sundt og varieret, er der et kosttilskud, som er godt at kende til, og som Sundhedsstyrelsen anbefaler voksne (og børn over fire år) at tage i vinterhalvåret fra oktober til april.

Kosttilskuddet er D-vitamin, for om vinteren er solens stråler ikke kraftige nok til, at vi selv kan danne netop det i huden. Og er vi i underskud, kan det være problematisk på flere måder.

– Har du ikke nok D-vitamin, får du svært ved at optage kalk i knoglerne, hvilket øger risikoen for knogleskørhed. Er du i stort underskud af D-vitamin, kan du også blive træt, uoplagt eller få flere småinfektioner, siger Lotte Bang.

5-10 mikrogram dagligt, lyder den officielle D-vitamin-anbefaling på.

– Det er en god idé at tage kosttilskuddet til et måltid mad. Gerne til et lidt mere fedende måltid som aftensmaden, for D-vitamin optages bedst sammen med fedt.

Ofte stillede spørgsmål

I lægeklinikken oplever Lotte Bang i øjeblikket stor interesse for særlige kosttilskud, fortæller hun.

– En af de spørgsmål, jeg og mine kolleger oftest får, er, om C-vitamin hjælper mod forkølelse. Jeg plejer at svare, at spiser du meget C-vitamin, styrker du slimhinderne, og det kan godt være, at det hjælper mod f.eks. forkølelse. Men det er ikke sikkert.

Tranebær er også et emne, der til tider er oppe at vende i lægekonsultationen.

– Patienterne spørger, om tranebær kan forebygge blærebetændelse, hvis det er noget, de lider meget af. Tranebærjuice har en evne til at skabe et giftigt miljø for bakterierne i blæren, så det er da værd at prøve at drikke, siger Lotte Bang.

Gode råd om kosttilskud

  • Spis varieret og planterigt efter kostråd fra Fødevarestyrelsen. Supplér med en multivitaminpille, hvis du ikke lever op til den officielle anbefaling.
  • Tag dagligt et D-vitamin-tilskud på 5-10 mikrogram fra nu og til april.
  • Børn under fire år bør få 10 mikrogram D-vitamin dagligt året rundt. Det anbefaler Sundhedsstyrelsen.
  • Er du over 70 år, har mørk hud, eller bliver du ikke udsat for sollys, bør du tage et højere tilskud af D-vitamin. Se mere på sst.dk.
  • C-vitamin styrker slimhinderne og kan muligvis forebygge forkølelse.
  • Tranebærjuice kan muligvis forebygge blærebetændelse.
  • Personer med diabetes bør muligvis tage et tilskud af B-vitamin.
  • Personer med led- eller knæsmerter kan muligvis få gavn af glucosamin.
Kilde: Læge Lotte Bang, foedevarestyrelsen.dk og sst.dk