En læsers dilemma: Min mand manipulerede vores datter - del 2:2

Du kan læse del 1 af Min mand manipulerede vores datter her.

Efter flere år som hjemmegående var jeg vendt tilbage til mit gamle arbejde som skolelærer. Jeg havde været skrækslagen for, om jeg kunne klare det, fordi årene med Morten havde kørt mit selvværd helt i bund, men arbejdet og kontakten med kolleger og elever gav mig derimod selvtillid og mod på at tage det afgørende skridt og gøre mig fri af Mortens kontrolregime. Jeg havde bedt om skilsmisse og fundet en lille lejlighed, som jeg snart skulle flytte ind i.

Morten gjorde dog, hvad han kunne for at udstille mig som skurken, der helt egoistisk valgte at ødelægge vores familie. Mads, der var blevet 17 år, havde gennemskuet ham, men Ella, der lige var fyldt 14 år, så anderledes på det.

Hun vendte sig imod mig og talte til mig, så jeg tydeligt kunne høre Mortens ordvalg og synspunkter skinne igennem. Jeg havde lyst til at fortælle hende, hvordan hendes far havde behandlet mig, men jeg var ærligt talt i tvivl, om det blot ville skubbe hende endnu længere væk. Hun forgudede Morten, og han havde altid været en god far for både Mads og Ella.

Morten var en vellidt socialrådgiver og børnenes sjove far, og jeg tror faktisk, det ville komme bag på de fleste, hvordan han behandlede mig. I forsøget på at tilpasse mig hans mange luner havde jeg ændret og slebet så mange kanter af mig selv, at jeg til sidst ikke kunne finde hverken hoved eller hale i, hvem jeg var.

Jeg havde kæmpet for at bevare illusionen om en lykkelig kernefamilie og nok lukket øjnene for, hvor meget jeg selv mistede ved at blive sammen med en mand, der tilsyneladende fik energi af at kontrollere og nedgøre mig.

Tiden frem mod overtagelsen af den ny lejlighed var et helvede. Vores fælles opsparing, som jeg havde regnet med, vi skulle dele, havde Morten pludselig tømt. Jeg blev holdt i et økonomisk jerngreb, og hvis jeg forsøgte at gøre oprør, truede han med at søge om fuld forældremyndighed over Ella. Der var desværre ingen tvivl om, at hun ville vælge sin far over mig, så jeg turde ikke gøre noget. Det bedste, jeg kunne gøre mig håb om, var en syv/syv ordning, hvor vi delte forældreskabet.

Jeg havde ingen penge og ingen møbler. Morten ville ikke give afkald på så meget som en kaffekop, men jeg samlede lidt ind i smug og kørte det ud til min bror og hans kone.

De var begge chokerede over omfanget af Mortens opførsel. Min bror var rasende og bebrejdede sig selv, at han ikke havde set, hvor galt det stod til. Jeg ville formentlig have afvist ham og måske trukket mig helt fra familien, hvis han havde presset for meget på, så han skulle ikke have dårlig samvittighed. Som jeg sagde til ham, så var han den største grund til, at jeg var begyndt at arbejde som folkeskolelærer igen, fordi han havde prikket til mig i sin tid og spurgt, om jeg ikke savnede at undervise.

Min største bekymring var Ella, som afviste mig brutalt, uanset hvad jeg prøvede på. Det var hårdt, at hun så aktivt forsøgte at bryde båndet til mig. Hun skubbede mig fysisk væk, hvis jeg prøvede at kramme eller bare røre ved hende. Det er vanvittigt at tænke tilbage på, men Ellas opførsel fik mig til at overveje, om jeg skulle bide tænderne sammen og blive hos Morten, om ikke andet så bare indtil hun flyttede hjemmefra.

De tanker blev dog skudt til hjørne, når jeg kiggede på hendes storebror. Mads virkede på mange måder mere voksen end sine 17 år. Han var en alvorlig, stille dreng, der altid havde sin opmærksomhed på mig.

Han kunne tidligt mærke, at alting ikke var, som det burde være, men han turde ikke sætte ord på det. Jeg gjorde desværre også, hvad jeg kunne for at overbevise ham om det modsatte; at alt var godt, og at vores lille kernefamilie var præcis som alle andres.

Morten havde altid været den sjove far, mens jeg havde været den praktiske mor, der holdt sig lidt i baggrunden. Den rolle fik Morten sværere ved at fastholde, da Mads blev ældre.

Omkring samtidig med at Mads kom i gymnasiet, begyndte han at vende sin fulde opmærksom mod Morten og holde øje med alt, han gjorde eller sagde til mig. Det mørke blik, der signalerede, at nu skulle jeg tie stille, eller den lille, sarkastiske bemærkning, hvis jeg havde sagt noget forkert. Morten var røget ned fra den piedestal, han havde siddet, siden Mads var lille.

De eneste, der grinede, hvis han gjorde sig morsom på min bekostning, var ham selv og Ella. Jeg havde i mange år grinet med, men min søns måde at reagere på gjorde det krystalklart, at der ikke var noget at grine af.

Morten brød sig ikke om at være faldet i sin søns agtelse, og den manglende anerkendelse fik ham kun til at skrue op for grovhederne. Det gjorde ikke ligefrem livet lettere for mig, men det varmede, at min søn var fornuftig nok til at se igennem de perfide kommentarer. Det var et sundhedstegn.

Ella holdt sig derimod ikke tilbage. Hun kritiserede mig højlydt til familiesammenkomster og lignende. Jeg forsvarede hende altid og sagde, at hun bare var blevet teenager. Det var helt normalt, at man syntes, ens mor var superpinlig og dum.

Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var spor normalt; hun talte jo ikke sådan til sin far. Han var stadig en stjerne, men jeg havde besluttet mig for at være tålmodig og selv lade Ella finde tilbage til mig. Morten havde aldrig ladet sine luner gå ud over børnene, og de elskede ham selvfølgelig, så jeg skulle ikke være den, der fjernede sløret for Ellas øjne. Det vigtigste for mig var at vise hende, at jeg elskede hende og ville hende uanset, hvad hun bød mig.

Morten arbejdede på sin side hårdt for at fastholde sin position som Ellas favoritforælder. Hun var glad for at game, så han købte en kraftig computer og det fedeste udstyr, som naturligvis skulle stå fast hos ham. Det betød, at når Ella var hos mig, ville hun ikke have noget at lave, for jeg havde ikke råd til at købe en ny computer.

Allerede på selve overtagelsesdagen flyttede jeg ind i lejligheden. Det betød ingenting, om jeg så skulle sove på gulvet. Jeg havde skaffet senge og skriveborde til børnenes små værelser, og min bror og hans kone havde gennem nogle uger samlet køkkenting og møbler til mig i deres garage, som de kom kørende med på dagen og hjalp med at bære op.

Jeg var udmattet, men glad, da jeg sent på aftenen vinkede farvel til mine to fantastiske hjælpere. Uden dem havde jeg ikke haft et hjem at præsentere Mads og Ella for. Jeg fandt en pose chips og en dåsecola i en plasticpose i køkkenet og satte mig ud på min lille altan. Det betød ingenting, at mit nye hjem lignede en ungdomshybel med tilfældige møbler og nøgne vægge. Som jeg sad der og skuttede mig i mørket, følte jeg mig mere fri end nogensinde.

Jeg var sitrende nervøs, men også spændt på at vise Mads og Ella lejligheden. Morten havde nægtet at overføre bare en lille del af opsparingen til at købe en ny computer til Ella, men jeg havde faktisk skaffet en gammel computer, der selvfølgelig ikke var så kraftig, som den hun havde hos Morten. Jeg håbede, hun trods alt ville værdsætte, at jeg havde prøvet.

Det gjorde hun ikke. Ella surmulede og talte hele ugen om, hvor meget hun glædede sig til at komme hjem. Mads gjorde, hvad han kunne for at tale sin søster til fornuft. Jeg ved ikke, hvordan det var lykkedes, men Mads var virkelig blevet en utrolig omsorgsfuld og fornuftig dreng.

Som dagene gik, kunne jeg mærke, hvordan han løsnede op. Han var ikke længere så alvorlig, og ved middagsbordet gik snakken lystigt, hvor der tidligere havde været en trykket stemning. Selv Ella begyndte efter et par måneder at ligne en, der hyggede sig, når vi alle tre var sammen i lejligheden.

Det største problem var faktisk, at hun ikke kunne spille de spil, hun plejede, når hun var hjemme hos mig. Det gik en del ud over stemningen, og jeg besluttede, at min næste investering ikke blev en ny sovesofa, men en computer til min datter. Vi var afgjort ved at nærme os hinanden igen, og konflikterne var ikke helt så voldsomme længere. Hun havde også haft et par veninder med hjem, og det tog jeg som et godt tegn.

Ella var stadig fars pige, men hun havde sluttet fred med skilsmissen og virkede ikke så vred på mig længere. Jeg er glad for, at jeg ikke havde deltaget i den skyttegravskrig, som Morten forsøgte at starte, hvor børnene skulle tvinges til at vælge side.

Da Mads fyldte 18 år, flyttede han permanent ind hos mig. Mit indtryk er, at han har det fint med sin far, når de ses, men hans base er hos mig. Jeg prøver at blive på min egen banehalvdel og ikke udstille Morten som en skurk overfor hverken Mads eller Ella. Jeg har ingen intentioner om at trække børnene væk fra deres far, men jeg kan ikke skjule, at jeg har det bedre end nogensinde.

Morten og jeg taler stadig ikke sammen, og jeg har opgivet nogensinde at få min del af vores fælles opsparing. Jeg håber, han en dag vil indse, at det kun går ud over ham selv, når han nægter at samarbejde. I forvejen kan jeg fornemme på børnene, at der er opstået sprækker i hans ellers så perfekte ydre, fordi jeg ikke længere er der til at stå for alt det praktiske. Morten egner sig ikke til at være den eneste voksne i hjemmet.

Helt modsat forholder det sig her, hvor jeg stortrives med at være single. Jeg føler mig mest af alt bare lettet og lykkelig over endelig at være fri.