Guide: Sådan farver du dit eget strikkegarn

Onsdag, 16. oktober 2024
Anita Lauridsen Banner
Foto: Søren Jul Lamberth
Vand, egeblade og hvidt uldgarn. Mere skal der ikke til for at frembringe flot brunt strikkegarn. Vil du hellere have blå nuancer, kan du bruge naturligt indigo. Se her, hvordan du gør.
Garnfarvning

Hanne Kær Pedersen er indehaver af webbutikken hesselstrik.com. Herfra sælger hun garn, som hun selv har farvet i baghaven derhjemme, og hun udbyder også kurser i garnfarvning. Vi har fået en begyndertime.

Det skal du bruge

  • Hvidt uldgarn
  • En stor gryde
  • Vand
  • Naturmaterialer, der kan afgive farve (fx egeblade)

Trin 1

  1. Inden du farver det hvide garn, skal du gennemvæde det i koldt eller lunkent vand. Ellers kan farven trække ujævnt på.
  2. Kog plantematerialet, Hanne har her brugt egeblade, i en stor gryde i 1 time eller mere.
  3. Lad vandet køle lidt af og si så plantematerialet fra. Du kan også gøre dette dagen før. Husk, at det er forskelligt, hvor meget plantemateriale, man skal bruge pr. 100 gram garn, og hvor varmt vandet skal være. Tjek dette på nettet eller i en bog, inden du går i gang.
Garnfarvning
Foto: Søren Jul Lamberth

Trin 2

  1. Når temperaturen på farvebadet er omkring 40 grader, kan du lægge det våde garn i gryden og gradvist varme det op.
  2. Garnet skal farves ved 80-90 grader i en time og derefter køles ned i gryden. Hvis du vil have en lysere farve, kan du taget garnet op, før der er gået en time, men du skal så lægge det i en gryde med rent vand i samme temperatur som farvebadet, for varmen er med til at sikre farvens holdbarhed.
Garnfarvning
Foto: Søren Jul Lamberth

Trin 3

  1. Tag garnet op af gryden, og lad det overskydende vand dryppe af − du kan også klemme vandet ud, men vrid ikke, for det kan filtre garnet.
  2. Skyl garnet, indtil der ikke er mere overskudfarve, og slyng det med håndkræft eller i vaskemaskinen.
  3. Vask garnet med et uldvaskemiddel, f.eks. Eucalan, og læg det i eddikevand, der binder farven.
  4. Slyng garnet igen, og hæng det til tørre. Så er det klart til at blive rullet til garnnøgler.
Garnfarvning
Foto: Søren Jul Lamberth

Garnfarvning med indigo

Blåt garn er blevet meget moderne, og man kan sagtens selv fremtrylle de smukkeste nuancer.

Garnfarvning
Foto: Søren Jul Lamberth
  1. Start med at drysse affarver i det varme vand. Det er et pulver, som fjerner ilten, hvilket er meget vigtigt for processen.
  2. Hæld så lidt salmiakspiritus i gryden og til sidst naturligt indigo, som du kan købe i flere webbutikker, f.eks. på g-uld.dk.
  3. Læg forsigtigt garnet i gryden, så der ikke kommer ilt i vandet, og vent cirka fem minutter. Det er først, når du tager garnet op igen, at du kan se, at det er farvet blåt.
  4. Tag garnet op, lad det dryppe af, og hæng det til tørre, indtil farven har udviklet sig. Det kan tage helt op mod en halv til en hel time. Skyl garnet som anvist ovenfor.
Garnfarvning
Foto: Søren Jul Lamberth

Tip

Er du utilfreds med en garnfarve, kan du altid farve den over med indigo og få en blå nuance i stedet.

Læs mere om garnfarvning, og se eksempler på hjemmefarvet rødt og gult garn på linket herunder.