Guide: Sådan laver du en fremtidsfuldmagt

Mandag, 14. april 2025
Bettina Post
Foto: Unsplash
Det er en god idé at lave en fremtidsfuldmagt, inden man bliver for gammel og syg. Så kan dine nærmeste handle på dine vegne, hvis du får brug for det en dag.
Hånd der skriver på et stykke papir
Først skal man finde ud af, hvad der skal stå i fuldmagten.

Kære Bettina

Jeg vil gerne vide, hvordan man laver en fremtidsfuldmagt?

Med venlig hilsen Birgit

Kære Birgit

Du skal først finde ud af, hvad der skal stå i fremtidsfuldmagten. Derefter skal du indtaste den og underskrive den digitalt i Fremtidsfuldmagtsregistret med MitID. Det sker via Digital tinglysning på tinglysning.dk.

Når du har underskrevet fremtidsfuldmagten, skal du bestille tid hos en notar for at bekræfte den. Det skal ske senest seks måneder efter, at den er oprettet.

Du skal medbringe ID – enten pas, kørekort eller anden offentlig udstedt billedlegitimation − og det sagsnummer, du har angivet ved oprettelsen af fremtidsfuldmagten.

Notaren kontrollerer både, at du er den, du siger, du er, og sikrer sig samtidig, at det er dit eget ønske at oprette fremtidsfuldmagten, og at du fornuftsmæssigt er i stand til at gøre det.

Det koster 300 kr. at få notaren til at bekræfte din underskrivelse af fremtidsfuldmagten.

Hvis du ikke er i stand til at møde op fysisk ved notaren, kan du få notaren til at komme til dig. I så fald skal du også dække notarens transportudgifter. Herefter er fremtidsfuldmagten oprettet og gyldig. Den aktiveres dog først, når/hvis det bliver relevant at sætte den i kraft.

Ud fra din meget kortfattede henvendelse til mig fornemmer jeg, at du måske ikke er så hjemmevant i de digitale løsninger.

Hvis jeg har ret i det, og hvis du ligefrem er fritaget for digital post, kan du skrive en fremtidsfuldmagt på papir og sende den til Familieretshuset, som derefter vil indkalde dig til et møde, hvor du bl.a. underskriver din fremtidsfuldmagt. Herefter indlægger Familieretshuset fuldmagten i Fremtidsfuldmagtsregistret for dig.

Er du ikke fritaget for digital post kan du overveje at kontakte Ældresagen, som også tilbyder hjælp til udarbejdelse af fremtidsfuldmagter. Du behøver ikke at være medlem for at få hjælp.

De bedste hilsner Bettina

Socialt set

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver i 36 år og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk