Cardigan i lyserød

Fredag, 21. marts 2025
Opskrift: Viking Garn
Foto: Viking Garn
En feminin og lun cardigan i lyserøde nuancer, strikket i blød højlandsmerino med fine detaljer.
Cardigan i lyserød

Strikkeopskrit på cardigan i lyserød:

Størrelser: XS (S) M (L) XL

Overvidde: 95 (108) 118 (132) 142 cm

Hel længde: 54 (56) 58 (60) 62 cm

Ærmelængde: 44 (45) 46 (47) 48 cm

Garn: Viking Garn Snorre (100 % højlandsmerino; nøgler a 100 g)

Hvid nr. 200: 6 (7) 7 (8) 8 nøgler

Rosa nr. 261: 1 (2) 2 (2) 2 nøgler

Lys rosa nr. 263: 1 (1) 1 (1) 2 nøgler

Brun nr. 208: 1 (1) 1 (1) 1 nøgle

Andet: 7 (7) 8 (8) 8 knapper

Vejledende pinde: Pind nr. 6 og 7

Strikkefasthed: 12 m glatstrik på pind nr. 7 = ca. 10 cm i bredden

Cardigan i lyserød diagram mønster a
Foto: Viking Garn

Sådan gør du:

Info: Når du strikker mønster med to farver, er det vigtigt, at du altid holder farverne på samme måde på fingeren. Dvs. at ligger den mørke tråd forrest på fingeren, skal den ligge således gennem hele arbejdet.

Krop: Slå 125 (139) 153 (167) 181 m op med hvid på pind nr. 6, og strik ca. 6 cm frem og tilbage i rib, 1 ret, 1 vrang. På sidste pind strikkes et knaphul over 2 m 2 m fra kanten i højre side (knaphul strikkes ved at lukke 2 m af, som slås op igen på næste pind). Sæt de 6 første og 6 sidste m på en hjælpepind (= forkanter, som strikkes til sidst).

Skift til pind nr. 7. Strik rundt i glatstrik, og slå samtidig 4 nye m op i slutningen af 1. omg, som altid strikkes vrang (= klippemasker, som ikke er medregnet i maskeantallet). Der er nu 113 (127) 141 (155) 169 m på omg. Sæt et mærke i hver side med 28 (31) 35 (38) 42 m til hvert forstykke og 57 (65) 71 (79) 85 m til bagstykket.

Når arbejdet måler ca. 23 (24) 25 (26) 27 cm, strikkes rundt i mønster A efter diagrammet. Hvor pilen viser, lukkes 12 (12) 12 (12) 14 m af i hver side til ærmegab (6 (6) 6 (6) 7 m på hver side af mærket).

Læg arbejdet til side, mens ærmerne strikkes.

Ærmer: Slå 36 (36) 38 (38) 40 m op med hvid på pind nr. 6, og strik ca. 8 cm rundt i rib, 1 ret, 1 vrang.

Skift til pind nr. 7. Strik glatstrik, og tag på 1. omg ud jævnt fordelt til 41 (41) 43 (43) 45 m. Sæt et mærke i begyndelsen af omg (= midt under ærmet), og tag 1 m ud på hver side af mærket ca. hver 7 (7) 7,5 (7,5) 8 cm. Når ærmet måler ca. 34 (35) 36 (37) 38 cm, strikkes rundt i mønster A efter diagrammet.

Når mønster A er færdigstrikket, er der 51 (51) 53 (53) 55 m på omg, og ærmet måler ca. 44 (45) 46 (47) 48 cm. Hvor pilen viser, lukkes 11 (11) 13 (13) 13 m af midt under ærmet (6 (6) 7 (7) 7 m før mærket og 5 (5) 6 (6) 6 m efter mærket på venstre ærme. Modsat på højre ærme).

Strik det andet ærme på samme måde.

Cardigan i lyserød diagram mønster b
Foto: Viking Garn

Bærestykke: Strik på sidste omg af mønster A alle delene ind på samme pind nr. 7 med ærmerne over de aflukkede m på kroppen = 169 (183) 197 (211) 225 m på omg.

Strik rundt i mønster B efter diagrammet. Strik og tag ind som vist i diagrammet. Når diagrammet er færdigstrikket, er der 49 (53) 57 (61) 65 m tilbage på omg.

Strik 1 omg glatstrik, og justér på denne omg maskeantallet jævnt fordelt til 49 (51) 53 (55) 57 m. På sidste omg lukkes de 4 klippemasker af.

Montering: Damp arbejdet forsigtig fra vrangsiden. Sy med den mindste siksak to maskinsømme midt foran. Klip op mellem sømmene. Sy med normal siksak en søm over klippekanterne.

Forkanter: Sæt de 6 afsatte m uden knaphul over på pind nr. 6. Fortsæt med hvid, og slå 5 nye m op ind mod arbejdet, som altid strikkes i glatstrik til belægning.

Strik, til forkanten når op til m på pinden (stræk forkanten let, når det måles). Luk belægningen af, og sæt m på en tråd.

På den anden forkant strikkes der 7 (7) 8 (8) 8 knaphuller. Det første er allerede strikket. Det sidste skal være på sidste pind før halskanten og de andre med jævne mellemrum.

Halskant: Begynd med højre forkant. Sæt m fra hjælpetråden over på pind nr. 6. Strik med hvid m fra kroppen over på samme pind og til sidst m fra venstre forkant. Der er nu 61 (63) 65 (67) 69 m på pinden.

Fortsæt frem og tilbage i rib, 1 ret, 1 vrang, til halskanten måler ca. 3 (3) 3 (4) 4 cm. Luk af med ret over ret og vrang over vrang.

Montering: Sy forkanterne til, og fæstn belægningerne.

Sy sammen under ærmerne.

Sy 7 (7) 8 (8) 8 knapper i.

Hæft ende.