Ultraforarbejdet mad: Sådan genkender du den

Tirsdag, 18. februar 2025
Stine Troense
Illustration: Alice Kaiser
Industrielt fremstillet mad indeholder usunde tilsætningsstoffer. Skru derfor ned for den mad, din oldemor ikke ville kunne genkende – og op for den hjemmelavede.
Illustration af kvinde i supermarked
Færdigretter, fastfood og færdiglavede saucer og dyppelse kan smage godt og er nemme i en snæver vending. Men i for store mængder, bliver det usundt.

Morgenmaden, du spiste med ske i morges, spegepølsen på rugbrødet i din madpakke og den krydderiblanding, du rører i det hakkede oksekød, når du skal have mexicansk til aften, hører under kategorien 'ultraforarbejdede madvarer'.

Det er madvarer, der er fremstillet på en særlig industriel måde, så de bl.a. smager godt, ser ens ud, kan holde sig i længere tid og i øvrigt mætter mindre.

– Ultraforarbejdede fødevarer er kort sagt fødevarer, du umiddelbart ikke selv kan gå hjem og lave i dit køkken, siger Anja Olsen til cancer.dk.

Hun er professor i livsstil og kræft og gruppeleder ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning.

Illustration: Alice Kaiser

Kød og fjerkræ, der er saltet, modnet, røget eller på anden måde behandlet, er eksempler på ultraforarbejdet kød. Dette gør sig også gældende, selv om du køber dit kød hos slagteren.

Mayonnaise på tube er et andet eksempel på ultraforarbejdet mad, modsat den, du selv fremstiller fra bunden.

Ifølge cancer.dk og bt.dk er flere af de relativt nye, plantebaserede mælkeerstatninger også ultraforarbejdede.

I en havredrik er havren f.eks. knust, så vi ikke får de sunde fibre, der er bevaret i havregryn, men blot forarbejdede kulhydrater.

Havredrikke, risdrikke osv. kan desuden være tilsat emulgatorer og andre stoffer, som du ikke har i dit eget køkken.

Hvad er ultraforarbejdet mad?

Madvarer, der er tilsat farvestoffer, emulgatorer og fortykningsmidler m.m., er ultraforarbejdede og ofte tilsat masser af fedt, salt og sukker. Det gælder bl.a.:

  • Margarine
  • Visse typer brød som toast og boller
  • Mange plantebaserede drikke som havredrik og risdrik
  • Energi- og myslibarer
  • Morgenmadsprodukter
  • Yoghurt med tilsat smag
  • Sodavand og energidrikke
  • Kiks, industriproducerede kager og slik
  • Fastfood, færdigretter og pizza
  • Færdiglavede saucer og krydderiblandinger
  • Kødpålæg som spegepølse, skinke, leverpostej, pølser og bacon
Kilde: Cancer.dk

En helbredsrisiko

En lang række undersøgelser kobler ultraforarbejdet mad sammen med bl.a. kræft og hjertekarsygdomme.

Der findes et studie, hvor forskere har sammenfattet resultaterne fra 45 samlestudier med i alt 10 millioner deltagere. Resultaterne viser, at ultraforarbejdet mad er forbundet med en større risiko for 32 forskellige sundhedsproblemer.

Det fortæller Anne Tjønneland, der er forskningsleder i Kræftens Bekæmpelse, hvor hun bl.a. forsker i sammenhængen mellem kræft og kost, til cancer.dk.

Selv om de ultraforarbejdede madvarer er nemme at ty til i en travl hverdag, er der altså tungtvejende grunde til at tænke over, hvor ofte vi spiser dem og samtidig sætte os lidt ind i, hvad der er op og ned.

Tag nu bare brød, som kan være lidt af en jungle.

– Især toastbrød og boller fra supermarkedet er, modsat bagerbrød eller hjemmebag, ofte ultraforarbejdet. Rugbrød fra supermarkedet er et eksempel på fabriksfremstillet brød, som faktisk ofte er okay, da det ikke er tilsat emulgatorer, siger Anne Tjønneland.

Kilder: Cancer.dk, vorespuls.dk, bt.dk

Nemme udskiftninger fra morgen til aften

Først på dagen:

Udskift cornflakes og andre morgenmadsprodukter med havregryn eller havregrød. Top evt. med rosiner, æblestykker og nødder.

Udskift yoghurt med frugtsmag, der ofte indeholder bl.a. sødemidler og tilsætningsstoffer, med yoghurt natural, som du selv søder med f.eks. frugt og honning.

Bag dit eget brød, køb det hos bageren, eller vælg det brød med færrest tilsætningsstoffer på ingredienslisten.

Midt på dagen:

Spis i kantinen, hvis de laver maden af råvarer, spis rester fra aftensmaden, lav en salat eller sandwich. Rugbrød fra supermarkedet er ofte ikke tilsat emulgatorer. Du kan også bage selv.

Sidst på dagen:

Det er ikke farligt at spise take-away eller færdigretter, så længe du oftest laver din aftensmad selv. Madplaner og målrettede indkøb kan gøre det nemmere for nogen.

Kilder: Anne Tjønneland og pol.dk

6 gode råd: Skærp din opmærksomhed

  1. Læs indholdet på varen. Har den enkelte fødevare mere end fem ingredienser, så overvej, om du kan finde et sundere alternativ. Især hvis det er ingredienser, du ikke har i dit eget køkken
  2. Er sukker blandt de tre første ingredienser, så tænk dig om en ekstra gang
  3. Lad være med at købe noget, som din oldemor ikke ville kunne genkende som mad
  4. Vælg økologiske og danske kødprodukter
  5. Køb flere "rigtige" madvarer og færre produkter, som ikke har en ernæringsmæssig værdi
  6. Lav oftest hjemmelavet mad fra bunden
Kilder: Cancer.dk og Anne Tjønneland