Strik til hende: Raglanbluse med struktur

Tirsdag, 23. juli 2024
Opskrift og foto: Permin
Oppefra og ned eller nedefra og op – det er et spørgsmål, som de fleste strikkere har stærke holdninger til. Her begyndes i halsen; en metode, der vinder mere og mere ind. Fordelen ved at strikke oppefra og ned er, at det er nemt at tilpasse længden, så pasformen bliver lige i øjet.
Raglanbluse med struktur

Fremgangsmåde:

Størrelser: (S) M (L) XL (XXL)

Passer brystmål: (85) 95 (105) 115 (125) cm

Arbejdets overvidde: (94) 102 (112) 122 (131) cm

Hel længde: (53) 55 (57) 59 (60) cm

Garn: Esther by Permin

Garnforbrug: (4) 4 (5) 5 (5) nøgler fv. 883460/Jelly green

Vejledende pinde: Rundpind 3 og 3,5 mm (40 og 80 cm), strømpepinde 3 mm

Strikkefasthed: 26 m x 36 p mønster på p 3,5 mm = 10 x 10 cm

Forkortelser: r = ret, vr = vrang, dr = drejet, omg = omgang, m = maske, arb = arbejdet, M = markør, RM = raglanmasker

Diagram til strikbluse
Foto: Permin

Sådan gør du:

Raglanudtagning:

☆Strik 1 RM, slå om ved at føre højre p under garnet, strik hen til 1 m før M, slå om ved at føre højre p over garnet, 1 RM☆, gentag ☆-☆ omg rundt = 8 nye m/omg. På næste omg strikkes omslagene r efter RM og dr r før RM. Derefter indgår de i mønsteret.

Bærestykke:

Slå (114) 120 (124) 128 (132) m op på kort rundp 3 mm. Strik rundt: 1 omg vr, 1 omg r, 1 omg vr.

Skift til rundp 3,5 mm, og inddel arb således: M, (36) 40 (44) 48 (50) m (bagstykke), M, (21) 21 (19) 17 (17) m (højre ærme), M, (36) 38 (42) 46 (48) m (forstykke), M, (21) 21 (19) 17 (17) m (venstre ærme).

På resten af bærestykket strikkes m på hver side af M r = 2 RM.

Strik 1 omg r. Herefter strikkes efter diagram resten af arb. Samtidigt laves der raglanudtagninger på hver 2. omg på kroppen og på hver 3. omg på ærmerne, til der er taget ud i alt (33) 35 (37) 40 (43) gange på kroppen og (22) 23 (24) 26 (28) gange på ærmerne = (334) 352 (368) 392 (416) m på omg. Arb måler ca. (23) 24 (25) 26 (28) cm fra midten af skulderen. Hvis der mangler lidt i højden, strikkes et par omg uden udtagninger – slut med en ulige rk i diagrammet.

Krop:

Kroppen strikkes fortsat i mønster efter diagram. På 1. omg sættes ærmernes (65) 67 (67) 69 (73) m til hvile på en maskeholder, og der slås (22) 25 (29) 33 (37) nye m op under hvert ærme = (248) 268 (292) 320 (344) m. Sæt en M i starten af omg (under det ene ærme).

Strik lige op i mønster efter diagram, til arb måler (52) 54 (56) 58 (59) cm fra skulderen.

Skift til rundp 3 mm, og strik 1 omg vr, 1 omg r. Luk af i vr.

Ærmer:

Fordel ærme-m på strømpep 3 mm. Start midt under ærmet, og strik (11) 13 (15) 17 (19) m op i de nye m på kroppen, strik r over ærmet, og strik yderligere (11) 12 (14) 16 (18) m op i kroppen = (87) 92 (96) 102 (110) m på omg. Sæt en M i starten af omg.

Strik 1 omg vr, 1 omg r. Luk af i vr.

Strik det andet ærme magen til.

Hæft ende.