Sweater med viftemønster

Tirsdag, 17. september 2024
Opskrift: Permin
Foto: Permin
Forny din garderobe med en elegant sweater i viftemønster. Denne strikkeopskrift guider dig trin for trin til at skabe en smuk og unik trøje.
Sweater med viftemønster

Strikkeopskrift på sweater med viftemønster:

Størrelser: (XS) S (M) L (XL) XXL

Passer brystmål: (75) 85 (95) 105 (115) 125 cm

Overvidde: (82) 93 (104) 116 (128) 139 cm

Hel længde: (53) 54 (55) 56 (58) 60 cm

Garn: Vera by Permin

Garnforbrug:

Fv A: (3) 3 (4) 4 (5) 5 nøgler 882504/sart violet

Fv B: (4) 4 (4) 4 (5) 4 nøgler 882502/kanel

Vejledende pinde: Rundp 5 mm (80 cm) og 4,5 mm (40 cm), strømpep 5 mm

Strikkefasthed: ca. 17,5 m x 24 p på p 5 mm = 10 x 10 cm eller 20 m = 2 mønsterrapporter = 11,5 cm

Forkortelser: m = maske, r = ret, vr = vrang, sm = sammen, kant-m = kantmaske, M = markør, p = pind, omg = omgang, arb = arbejdet.

Sådan gør du:

Info: Sweateren strikkes rundt nedefra og op i striber og viftemønster. Ved ærmegabet deles til for- og bagstykke, som strikkes færdig frem og tilbage hver for sig. Ærmerne strikkes rundt i mønster nedefra og op. Til sidst monteres skuldre og ærmer, hvorefter der strikkes rib rundt langs halskanten.

Krop: Slå (142) 162 (182) 202 (222) 242 m op med fv A på rundp 5 mm. Saml omg, strik 1 omg r, og sæt samtidig M ved omgangens begyndelse og igen efter (71) 81 (91) 101 (111) 121 m.

Strik hele arbejdet rundt i striber og viftemønster efter diagrammet således: ☆Gentag diagrammet for valgt str. (7) 8 (9) 10 (11) 12 gange i bredden, strik 1 vr eller r efter diagrammet, M☆, gentag ☆-☆ på bagstykket.

Fortsæt på denne måde, til arb måler ca. (34) 35 (33) 34 (36) 35 cm, samtidig med at der skiftes fv, som diagrammet viser.

Del arb ved M i hver side på en omg med omslag og indtagninger (retsiden), og strik for- og bagstykke færdig hver for sig.

Diagram over strikkeopskrift
Foto: Permin

Bagstykke: Slå 1 ny m op i hver side, og strik kant-m r gennem resten af arbejdet. Fortsæt frem og tilbage i striber og viftemønter efter diagram, til arb måler (53) 54 (55) 56 (58) 60 cm.

På næste p lukkes de midterste (41) 41 (41) 43 (43) 43 m af. Lad de (16) 21 (26) 30 (35) 40 skulderm i hver side hvile.

Strik forstykket.

Forstykke: Strikkes som bagstykket, til arb måler (35) 36 (36) 37 (38) 40 cm.

Luk på næste p fra retsiden den midterste m af således: Strik (35) 40 (45) 50 (55) 60 m i viftemønster (venstre forstykke). Luk den midterste m af, strik (35) 40 (45) 50 (55) 60 m i viftemønster, og strik 1 kant-m (højre forstykke).

Tæl efter for at tjekke, at omslag og indtagninger i diagrammet stemmer. Hvis der strikkes et omslag mindre i starten eller slutningen, strikkes der kun 2 m sm i stedet for 3 ved X i diagrammet. Ellers strikkes m i r eller vr, så det passer med diagrammet.

Højre forstykke: Fortsæt efter diagram, og tag samtidig ind til V-hals på hver 2. p.

Vrangsiden: Strik viftemønster med 1 kant-m i ærmegabssiden.

Diagram over strikkeopskrift
Foto: Permin
Diagram over strikkeopskrift
Foto: Permin

Retsiden: 1 r, 2 r sm, strik de resterende m i viftemønster efter diagram.

Tag ind på denne måde i alt (20) 20 (20) 21 (21) 21 gange = (16) 21 (26) 30 (35) 40 skulderm.

Fortsæt lige op, til arb har samme længde som bagstykket.

Lad m hvile, og strik venstre forstykke.

Venstre forstykke: Fortsæt efter diagram, og tag ind til V-hals på hver 2. p.

Vrangsiden: Strik viftemønster med 1 kant-m i ærmegabssiden.

Retsiden: Strik 1 kant-m og viftemønster, til der er 3 m tilbage, tag 1 r løs af, 1 r, træk den løse m over, 1 r.

Tag ind på denne måde i alt (20) 20 (20) 21 (21) 21 gange = (16) 21 (26) 30 (35) 40 skulderm.

Fortsæt lige op, til arb har samme længde som bagstykket.

Lad m hvile, og strik ærmerne.

Ærmer: Slå (61) 61 (71) 71 (71) 81 m op med fv A på strømpep 5 mm. Saml omg, strik 1 omg r, og sæt samtidig M ved omgangens begyndelse.

Strik rundt i striber og viftemønster efter diagrammet således: Gentag diagrammet (6) 6 (7) 7 (7) 8 gange, og strik 1 vr eller r efter diagrammet, M.

Fortsæt på denne måde, og skift samtidig fv, som diagrammet viser, til arb måler ca. (50) 49 (47) 44 (42) 40 cm eller ønsket længde. Luk om muligt af ved et farveskift.

Strik det andet ærme på samme måde.

Montering: Strik skuldrene sammen fra vrangsiden, samtidig med at der lukkes af. Sy ærmerne i med maskesting fra retsiden.

Halskant: Strik med p 4,5 mm og fv B (39) 39 (39) 41 (41) 41 m op langs de aflukkede m på bagstykket, (36) 36 (38) 38 (40) 40 m langs venstre side af V-halsen, 1 m i den aflukkede m midt for (sæt M i denne m), (36) 36 (38) 38 (40) 40 m langs højre side af V-halsen = (112) 112 (116) 118 (122) 122 m.

Strik 1 omg rib (1 r, 1 vr) – sørg for, at det passer, så m midt for strikkes r. Strik rib til 1 m før M, tag 2 r løs af, som skulle de strikkes sm, 1 r, træk de løse m over, og strik rib omg rundt.

Tag ind på denne måde på hver 2. omg i alt 5 gange = (102) 102 (106) 108 (112) 112 m.

Luk af i rib på næste omg – sørg for, at det ikke bliver for stramt. Hæft ende.