80-årige Jens vil ikke pensioneres

Det tager lige nøjagtig et minut og 25 sekunder, fra Jens Birkmose forlader sit hjem med den smurte madpakke i hånden, til han står i vinafdelingen i SuperBrugsen i Gilleleje.

Her arbejder han 15 timer om ugen. Tirsdag og torsdag og så hver anden lørdag. Han holder rigtig meget af sit arbejde, og det gør hans kone, Jytte, også, tilføjer han med et glimt i øjet.

– Jeg tror, hun nyder, at jeg er væk et par dage, for jeg har meget svært ved at sidde stille. Min kone plejer at sige, at jeg har damp, griner han.

For selv om Jens fyldte 80 år i april, går han stadig på arbejde, og det har han tænkt sig at gøre lige så længe, han synes, det er sjovt – og så længe skelettet kan holde til det, som han siger.

– Jamen, hvad er alder? Det er i hvert fald ikke noget handikap. Jeg synes, vi har lavet et samfund, hvor vi putter folk ind i nogle kasser, der er svære at komme ud af. Pensionsalderen er forhøjet, folk bliver ældre, og vi mangler arbejdskraft. Men det er allerede svært at blive kaldt til samtale, når man er 50, og man bliver kaldt senior, når man er 60. Det er, som om arbejdsgiverne ikke tør ansætte os. Men medarbejdere i vores alder er stabile og selvkørende. Vi pjækker ikke, og vi kommer til tiden. Jeg betragter ikke mig selv som senior, men derimod som en meget voksen mand, siger Jens.

Hans cv afslører, at han har været vidt omkring. Officer, jurist, underviser ved Hillerød Handels­gymnasium, lærebogsforfatter, rektor på et erhvervsakademi, foredragsholder og selvstændig kursusvirksomhed er bare et udpluk fra hans lange arbejdsliv, som har fyldt en del, og han tøver da heller ikke med at rose sin kone gennem 55 år for at have været den, der har holdt skansen derhjemme, da datteren og de to sønner var små, og samtidig også havde sit arbejde som lærer at passe.

– Arbejdstid har altid været en by i Rusland, for jeg har aldrig haft et 37 timers job. Der har været opgaver, der skulle løses, og det var målet for mig. Ikke hvor lang tid jeg brugte på det. Så arbejdet har fyldt meget, men jeg har også altid interesseret mig for dét, jeg har lavet. Og det kunne selvfølgelig heller ikke lade sig gøre, hvis ikke Jytte havde trukket læsset herhjemme. Det er der ingen tvivl om, erkender han.

Jytte, der er et halvt år yngre end sin mand, gik på efterløn som 60-årig, men det var først, da Jens fyldte 70 år og havde planer om at stoppe, at parret havde udsigt til en fælles pensionisttilværelse. Indtil Jens lynhurtigt begyndte at kede sig og ringede til direktør Corfitsen for SuperBrugsen og fortalte ham, at han manglede en vinmand eller en vareturschauffør.

– Han bad mig sende en ansøgning, og så kom jeg til en samtale, fortæller Jens, der blev spurgt, om han nu også var sikker på, at han kunne klare de tunge vinkasser.

– Jeg sagde, at det var jeg ikke så bange for, for jeg er i god fysisk form. Jeg kan selvfølgelig godt mærke, når der kommer to et halvt ton vin, der skal slæbes ind. Så er jeg træt og behøver ikke at gå i fitnesscenter. Men det opfatter jeg som ren win-win, lyder det kækt fra Jens, der nogle gange af Jytte lige må mindes om, at han ikke længere er 25 år.

Men er der noget, Jens frygter, så er det at gå i stå. Det vil være noget af det værste, der kunne ske, siger han og fortæller, hvordan han tidligere har haft kolleger, der gik i stå allerede som 45-årige, eller hvordan han ofte kan konstatere, at jævnaldrende forfalder år for år, fordi de ikke længere holder sig i gang.

– Det er altså ikke sjovt at se på, siger han alvorligt.

Noget at tage sig til

Selv giver det ham så meget livs­indhold at holde sig i gang i SuperBrugsen. Det sociale samvær med kollegerne, kundekontakten, ny viden om vine og udfordringer, når han skal sætte sig ind vinens verden, fylder ham så meget op, at han efter 10 år i vinafdelingen ikke tænker på at trappe ned.

– Jeg er blevet så bidt af det, og jeg elsker at yde god service og hilse på alle kunder. Mit ældste barnebarn kalder det to meter-reglen. Man hilser på alle inden for to meter, så den har jeg taget til mig. Jeg sætter en ære i at behandle alle ens. Også mine kolleger. Jeg taler med og driller de unge, og det giver en god stemning, og de skal føle sig accepteret på lige fod med andre kolleger. Alder gør ingen forskel for mig, siger Jens, der vil råde andre, der ikke føler sig klar til pensionistlivet, til ikke at snobbe opad, men tage en hvilken som helst udfordring op.

– Jeg har fået bemærkningen: Hvad laver du så her med din baggrund? Så svarer jeg, at det har noget med det sociale, kundekontakten og lysten til at prøve noget andet at gøre. Det er klart, at hvis jeg var fortsat med at lave nogle af de ting, jeg tidligere har lavet, så ville jeg sikkert have haft en bedre hyre. Men det er jo ikke lønnen i sig selv, der er afgørende i vores situation. I virkeligheden er det en stor tilfredsstillelse at lave noget helt andet. Jeg har altid haft en del skrivebordsarbejde, men nu har jeg opdaget, at fysisk arbejde også er ret sjovt, siger Jens og understreger, at han selvfølgelig er klar over, at der også skal være plads til, at seniorer, der har haft et hårdere arbejdsliv kan forlade arbejdsmarkedet.

– Man skal bare sørge for at have noget at tage sig til som fritidsinteresse. Men føler man, at man stadig har kræfter til at levere noget til samfundet, så skal man ikke være bange for at kaste sig ud i noget nyt. Man skal sådan set bare nyde det. Til arbejdsgiverne vil jeg sige: ”De meget voksne udgør en arbejdsreserve. Vær fleksible og træk på både faglig og menneskelig erfaring. Vær aldrig bange for deltidsarbejde – I får mere; end I betaler for. Eller måske kan to meget voksne f.eks. dele et job og selv styre arbejdstid og opgave – det giver også fleksibilitet.”