25-årig Jonathan er korleder: Det er blevet mit hjertebarn

– Velkommen til, siger Jonathan og smiler til det store kor, mens han uddeler ark med tekst og noder. Langsomt finder de første sig til rette på de forreste kirkebænke, mens de hilser på hinanden.

Jonathan rammer en tangent, der giver genlyd i kirken. Han begynder at nynne en melodi og fremstammer en lidt skæv lyd, der får flere i koret til at fnise.

Han fortsætter ufortrødent og gentager melodien for koret, der efterhånden følger trop.

Efter kort tid former de mange mænd en ensartet tone, der langsomt bliver til en melodi.

”Bah dom, bah dom, bah om, bah dom”, lyder det.

Jonathan smiler, stopper og begynder forfra. Koret følger nu ubesværet med, og pludselig lyder et ”en, to, tre” fra Jonathan:

”Da hønsehuset brændte, ville hanen ikke ud, den baskede med vingerne, for den var hønefuld”.

– Sådan, afbryder Jonathan, og koret begynder forfra.

Hver mandag øver Jonathan og koret Rød Aalboys fra kollegiet Egmont i Taksigelseskirken i København, men de synger ikke salmer. De synger snapseviser.

25-årige Jonathan Vincents er vokset op i et hjem med klaver, og hans barndom var fyldt med musik. Alligevel stod det ikke i kortene, at han en dag skulle dirigere sit eget kor.

Det hele begyndte, da han var på udveksling i Norge. Han ville gerne lære andre jævnaldrende i lokalmiljøet i Trondheim at kende, og derfor rakte han ud efter det, han kendte, nemlig musikken.

Norge har en lang tradition med kor på tværs af alder, men koret, Jonathan havde udset sig, havde nogle betingelser, der betød, at de normalt kun optog nye i koret efter et år.

– Jeg lovede at give det en ekstra skalle, det halve år jeg sang sammen med koret, siger Jonathan.

Det gjorde han, og han optrådte flere gange med koret, hvor de sang mange forskellige sange, ofte sjove viser. Og inden længe stiftede han også bekendtskab med snapseviserne.

I 2021 deltog Jonathan i det norske universitets julekoncert, og efter koncerten tog han med til efterfesten, og der fik han for alvor fik smag for viserne.

– Der blev skabt en kæmpe samhørighed, da de er nemme at synge, fordi de er hurtige. De råbte bare den ene sang efter den anden, og så var det bare om at følge med. Sådan lærte jeg dem, og det var ret sjovt, husker.

Lod det vokse

Jonathan rejste hjem til Danmark mange snapseviser rigere og introducerede hurtigt et par venner for dem. Ludvík var en af dem.

– Jeg har aldrig sunget i kor før, men jeg er fra Færøerne, og vi har en stor tradition for at synge sammen, så det faldt mig helt naturligt, siger 25-årige Ludvík Petersen.

Kollegiet blev hurtigt en god base, for her var der både musiklokale og andre musikinteresserede. De gik hurtigt fra en trio til en kvartet, hvor Jonathan var dirigent og Ludvík tenor.

Deres første optræden som en kvartet var til en musikcafé. De fik muligheden for at optræde på en scene og vise deres talenter frem, og der gik heller ikke længe, før kvartetten optrådte igen.

Det blev til kollegiets sankthansfest, hvor de for første gang optrådte med snapseviserne. Det blev en kæmpe succes, og de sang hele natten, ligesom Jonathan havde gjort det i Norge.

Kongelig visit

Koret voksede, og det gav Jonathan en idé. Han havde besøgt Taksigelseskirken nogle gange, og efter kirkens jubilæumsmiddag spurgte han præsten, om de måtte øve i kirken.

Præsten gav dem lov på én betingelse: De skulle synge til gudstjenester om søndagen og give en koncert i ny og næ.

– Det kunne jeg ikke sige nej til, for vi elsker at optræde, selv om det kan godt være lidt hårdt at synge søndag morgen, siger Jonathan.

Kort efter fik de nøglen til kirken. De begyndte at øve og fik en fast rutine.

– Vi har fået en hel særlig dynamik i koret, hvor vi er opdelt i forskellige grupper. Vi synes selv, at tenorerne er lidt kække, griner Jonathan og smiler til Ludvík, der fortsætter:

– Ja, vi er nok lidt nogle primadonnaer. Men vi er også meget nærværende. Det følger naturligt med, når vi står og synger sammen, for vi skal lytte til hinanden. Jeg synger, men hvad synger min sidemand? Det knytter os sammen.

De mange timer i ”øveren”, som de kalder mandagene, har bragt dem sammen og vidt omkring. De har optrådt til kollegiefestivalen og forårs- og julekoncerter.

En julekoncert i 2022 var helt særlig for Rød Aalboys. De havde kun eksisteret som kor i få måneder, da de ved et tilfælde fik lov til at synge for Det Kongelige Danske Geografiske Selskab. På betingelse af, at de kun sang julesange.

Det gjorde de, og det var foran selveste dronning Margrethe. Sidste år blev de inviteret igen, men Jonathan havde en bag­tanke, der samtidig var et sats for koret.

– Jeg sagde under koncerten, at hvis det behagede majestæten, så sang vi gerne, efter det regulære program, et par snapseviser.

Efter koncerten gik Jonathan over mod dronningen, men han blev stoppet af to sikkerhedsfolk.

– En kvinde kom hurtigt hen til mig og sagde, at vi lige skulle vente 10 minutter, for så kunne det være, at vi kunne synge for dronningen, inden hun tog hjem.

Uden de store forhåbningerne fik Jonathan samlet tropperne, og de ventede lidt, før kvinden vinkede dem hen til deres bord.

– Vi sang vores selvskrevne vise ”Brave Kvinten”, der handler om en snaps, der drukner og bliver reddet af en anden snaps. Det var til stor morskab for dronningen, der gerne ville høre én mere. Vagterne fortalte os efterfølgende, at hun havde grinet hele vejen ud til bilen, og at hun havde hygget sig. Det havde vi også.

Stærke sammen

Selv om det ikke er hver dag, de får lov til at synge for dronningen, er det de fælles oplevelser, der tæller mest for Jonathan og Ludvík. De har blandt andet været på en sommerhustur, som de har planer om at gentage. Næste gang går turen til Bornholm.

– Bornholm har nogle interessante snapseviser, som af ukendte årsager ikke er til at opstøve på tekst. Så vi må lære dem udenad, fortæller Ludvík.

I koret er de ikke i tvivl om, hvad de drømmer om for fremtiden. De vil gerne optræde til flere sølv- og guldbryllupper og andre festligheder. Sverige og England vil de også gerne besøge, men først altså Bornholm.

Tilbage i kirken synges der fortsat denne mandag.

– Nu øver vi ”Da hønsehuset brændte”, og jeg har fiflet lidt med den, så vi synger den flerstemmigt. Den skal være klar her i foråret, og forhåbentligt skal mange flere opleve os synge den i fremtiden, siger Jonathan.

Jonathan tæller igen til tre, og sangen fylder det store kirkerum. Aldrig har en snapsevise lydt smukkere.