Bekæmper ensomhed med sang: Alle kan have brug for en sangkrammer

Livet er for kort til at undvære sang, spræl og sprøde farver. I hvert fald hvis man spørger Maria Høyer fra Køge.

Hver morgen sætter hun en pangfarvet stofblomst fast i håret, trækker i en spraglet vintagekjole og kører på arbejde rundt i det danske land. Et arbejde, der på de bedste dage består i at dele sangkram ud til dem, der har mest brug for det.

– Jeg bliver rørt, hver gang jeg oplever, hvor effektivt et middel mod ensomhed et sangkram er. Det minder mennesker om, at deres kære tænker på dem.

”Et kram i en sang” er et ganske nyt koncept, men det er 46-årige Marias passion for musik bestemt ikke. Den opstod, da hun som blot 11-årig begyndte at akkompagnere kirkeklokkerne som en fast del af Køge Kirkes Pigekor.

– Jeg tabte tidligt mit hjerte til den danske folkekirke. Siden har den fyldt både min barndom, min ungdom og mit voksenliv med unikke oplevelser, og den har lært mig, hvordan musik kan bruges, når ord ikke længere rækker.

Til trods for Marias kærlighed til kirkeorgel og musik lod hun alligevel fornuft vinde over passion for en stund, da hun i 2001 blev uddannet folkeskolelærer.

– Efter kun tre år i lærerfaget fik jeg skabt en fuldtidsstilling som kirkesanger. De år lærte mig vigtigheden i at fylde hverdagen med det, der gør dig glad, og det gør sang og musik for mig.

I dag veksler Marias virke mellem at fylde kirkerne i Sæby og Gershøj med salmers tidløse toner, undervise børnehavepædagoger i at synge med børn og sidst, men ikke mindst, at omfavne mennesker i kram med sin stemmes kraft. Alligevel er hun af den overbevisning, at musik ikke alene er skabt for at behage høresansen.

Første gang, hun tydeligt mærkede forskellen mellem distance og nærvær i musikken, var, da hun som leder af et pigekor indførte krav om udenadslære af en håndfuld sange. Derved løsnede de alle det ellers faste greb om salmebogen og holdt i stedet hinandens hænder, dansede og kiggede publikum i øjnene. En helhedsoplevelse, som Maria oplevede, skabte et unikt fællesskab, der stimulerede langt mere end blot øregangene.

– Nu, når jeg giver folk en sangkrammer, ved jeg, hvor vigtig øjenkontakt er. Det er heri, vores kontakt opstår.

Sang som redskab

En stor del af Marias arbejde består i at klappe, kramme og holde i hånd, når hun øver sanglege med pædagoger. Det gjorde det i hvert fald indtil foråret 2020, hvor hverdagen forandrede sig på et splitsekund, da landet lukkede ned på grund af covid-19.

– Den sociale kontakt, der giver mit væsen næring, forsvandt på et øjeblik, og selv om både min mand og vores to sønner var omkring mig hele tiden, følte jeg mig ensom.

Maria var isoleret med sin mand, Henrik, og deres to teenagesønner, Gabriel og Johannes, men alligevel mærkede hun hurtigt ensomheden i et hus propfyldt med familie og hjemmeskoling. Det ledte tankerne mod dem, der modsat hende sad mutters alene, og det gav modet til at dele det Facebookopslag, der kickstartede det hele.

– Den første måned tilbød jeg sangkram kvit og frit, hvis folk kendte nogen, der trængte. Det skal jeg sandelig love for, at der var mange, der gjorde, fortæller Maria.

På behørig afstand sang hun til en mormor oppe på altanen, til en bedstefar på plejehjemmet og gennem et vindue til søsteren, der grundet sygdom ikke kunne forlade sit hjem. Det blev til 40 sangkram til folk, der ligesom Maria selv pludselig mærkede ensomheden banke på.

– Sang er det redskab, jeg tyer til, når jeg har det svært. Derfor gør det mig kisteglad at opleve min musik hjælpe andre.

Maria kan, takket være en mangeårig sangkarriere, optræde med en bred vifte af klassikere uden at stå med teksten. Hun er godt funderet i den danske sangskat og kan salmebogen både forfra og bagfra.

– Når jeg kan sangen udenad og kigger op og ud, så bliver ”Dansevisen” og ”Dejlig er jorden” bare lidt mere levende, fortæller hun med et stort smil.

Inspireret af farmor

Set i bakspejlet ved hun nu, at idéen til ”Et kram i en sang” opstod længe før nedlukning, isolation og pandemi. Det første frø blev plantet, allerede dengang hun troligt besøgte sin gamle farmor på plejehjemmet hver torsdag.

– Min farmor var træt. Træt af plejehjem, træt af mennesker og træt af livet, men alligevel kvikkede hun altid op, når jeg sang for hende.

Efter en halv time med musik var maden alligevel ikke så ringe endda, og de andre beboere var pludselig også flinke nok i farmorens øjne.

Sang gjorde hende godt, og da det en dag kom Maria for øre, at hun pralede med sit barnebarns besøg, foreslog hun, at de i stedet rykkede sangstunden ud i pleje-hjemmets fællesrum.

Her satte Maria sig på hug hos de ældre, holdt deres hænder og sang til dem. Et rørende øjeblik, hvor hun tydeligt mærkede, hvordan kontakten og fællesskabet vækkede dem for en stund.

– Min farmor er her ikke længere, men hun er altid med mig i tankerne, når jeg deler sangkram ud.

Sangkram er omsorg for dem, der trænger til at blive mindet om, at deres kære tænker på dem. Til det bruger Maria stemme, krop og hjerte.

– Hvis musik gøres personlig, så rummer den historiefortælling på en måde, der rækker langt ud over det sagte ord. Derfor opfordrer jeg altid folk til at vælge en sang med en særlig betydning for modtageren.

I dag er hverdagen normal igen, og Maria skal igen passe sit arbejde som sangkonsulent ved Sangens Hus og som kirkesanger. Dog har én ting ændret sig markant. Hun ved nu, hvor meget glæde og fællesskab sangkram bidrager med. Det gælder både for hende selv og for de mange, der giver og modtager et. Derfor prioriterer hun dem højt.

– Musik bliver først betydningsfuldt, når vi deler den. Sangkram gør mig bestemt ikke rig på penge, men for pokker, hvor gør det mig rig på smukke oplevelser.