Aktuel i ”Barn af eliten”: Drømmene er Andreas egne

Sorte, fine linjer flugter ned ad 33-årige Camilla Dalsgaards højre underarm, mødes og danner silhuetten af en kvinde, der skyder hoften til siden, mens armene laver en skarp diagonal. Hun danser.

Den tatoverede silhuet er ikke en hvilken som helst kvinde. Det er Camillas mor, Soffie Dalsgaard, og motivet fik datteren tatoveret i anledning af sit 30-års jubilæum som danser.

– Det faldt sammen med, at jeg havde min debut i ”Vild med dans”, og på den måde var min mor med mig på gulvet, fortæller Camilla.

Faktisk kunne Camilla fejre 30-års jubilæum med dansen i en alder af blot 31 år, så regnestykket kan de fleste nok være med på. Hun er i sandhed flasket op med dansen, som har spillet hovedrollen i hendes liv, så længe hun kan huske. Moren åbnede sin danseskole, da Camilla var blot et år, og lige så snart hun kunne gå, begyndte hun til dans.

Sidstnævnte gør sig også gældende for pigen på stolen ved siden af Camilla. Datteren, 9-årige Andrea Dalsgaard, kom også med på mormors danseskole, så snart hun var i stand til at stå på benene.

– Jeg synes, det er fedt at kunne bevæge sig på en speciel måde. Når jeg danser, føler jeg mig fri, og jeg kan gøre lige, hvad jeg vil, fortæller Andrea.

På den måde får de det samme fra dansen, mor og datter. Ordene går igen, da Camilla fortæller om sit livslange forhold til dansen, men modsat Andrea kalder hun det også for en redning.

– I dansen følte jeg mig ikke fanget. Her var der ingen, der skændtes, og ingen, der var uvenner. Her er jeg fri.

Mit andet hjem

Hun var kun fem år, da forældrene blev skilt, og i den periode husker hun dansen som noget, der omfavnede hende. Siden voksede hun op hos sin mor samt morens mand, Jesper Dalsgaard, som adopterede Camilla.

Soffie og Jesper Dalsgaard er tidligere dansepartnere, som i mange år har levet af at undervise i dans.

– De arbejdede begge til kl. 22, så jeg er jo nærmest vokset op her. Danseskolen har været mit andet hjem, hvor det for Andrea får lov at være en interesse fremfor hele hendes liv.

Hvor både Andreas mormor og morfar, mor og moster har dedikeret livet til dansen, har Andreas far, Anders, haft en mere gennemsnitlig barndom. Derfor føler de sig også som et godt match, når det kommer til at støtte Andrea.

– Jeg kender den verden, Andrea bevæger sig i, ud og ind, men samtidig er Anders så jordnær og har et fokus på, at hendes ”rigtige” barndom ikke går tabt. Hun skal passe sin skole, have legeaftaler og kunne være med til børnefødselsdage. Alt det, jeg ofte selv gav afkald på som barn, fordi dansen var mit et og alt. Det er en meget voksen verden, hun bevæger sig i i sin fritid, og det er vores ansvar, at hun også får lov at være barn.

Alligevel er der ingen tvivl om, at ambitionerne er store. Ikke for Andreas forældre, men for Andrea selv.

– Jeg vil gerne være lige så god som mor, og det kunne også være fedt at være med i ”Vild med dans”, siger Andrea med et stort smil.

Skuffet over fjerdeplads

Lige for tiden kan mor og datter opleves i DR-dokumentaren ”Barn af eliten”, og har du set den, er du formentlig ikke i tvivl om, at dansen langt fra kun er for sjov.

For selv om både mor og mormor jubler på sidelinjen, da Andrea til DM i standarddans lander en fjerdeplads, ovenikøbet i et felt hvor de øvrige dansere er fire år ældre, er det en skuffet datter, der falder sin mor om halsen efter at have fået overrakt sin medalje.

– Jeg havde forventet mere, men man skal jo heller ikke forvente for meget. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville vinde, men jeg blev stadig ked af det, og jeg var skuffet over mig selv, fortæller Andrea, mens en tydeligt rørt mor lægger øre til datterens ord.

– Åh, jeg synes, det er svært at se, hvor ked af det hun bliver. Jeg er jo med mine danselærerbriller ikke blind for det talent, Andrea så tydeligt har, så jeg får lyst til at presse på, fordi jeg ved, hun kan, men jeg prøver også at passe godt på hende. Det er så vigtigt ikke at pace hende til at skulle mere og ville mere, men faktisk bare støtte hende.

Trænes af mormor

Af samme grund er det mormor, der underviser Andrea, forklarer Camilla, som selv blev undervist af sine forældre.

– Er det, fordi min mor er sur på mig, at hun siger, jeg skal strække benet noget mere? Som barn tog jeg kritikken enormt personligt. Derfor besluttede jeg tidligt, at mormor er danselærer, og jeg er mor, for Andrea skal også have lov at komme ud fra træning og sidde på skødet og synes, at det hele er lidt hårdt.

– Samtidig ønsker jeg at lære hende, at hun skal kæmpe for det, hun gerne vil, og jeg synes, det er okay, at man får nogle bøllebank en gang imellem.

Ikke mors ambition

Det er ikke kun dansegulvet, der trækker. Andrea drømmer om at blive skuespiller, og hun har allerede flere gange kunne opleves i musicals.

I foråret spillede hun rollen som Askepot i musicalen af samme navn, og snart er hun aktuel i opsætningen af ”Pinocchio”. Desuden har hun medvirket i ”Peter Pan” og ”Et juleeventyr”.

Tårerne bliver erstattet af et stort grin, idet Camilla udbryder:

– Jeg har ingen ambitioner på Andreas vegne … Eller selvfølgelig har jeg det, men de består ikke i, at hun skal blive verdensmester. Selvfølgelig ønsker jeg hende al glæde og succes, fordi hun er min datter. Men drømmene er Andreas egne, jeg har ingen mål på hendes vegne.

En fælles verden

Det var netop en af de fordomme, der gav Camilla lyst til at medvirke i dokumentaren. Hun tog i sin tid Andrea med til dans for at styrke hendes motorik, ikke for at gøre hende til nogen stor stjerne. Faktisk har hun sidenhen introduceret datteren for en række andre sportsgrene, dog uden held. Andrea har for længst tabt sit hjerte til dansen.

– Og der synes jeg, det bliver at presse hende, hvis jeg først insisterer på, at hun skal give noget andet en chance, selv om hun ikke har lyst. Men Andrea skal ikke danse, bare fordi vi danser. Tværtimod vil jeg sige, at min bekymring er det større, fordi jeg ved, hvor hård en branche det også er.

Når det er sagt, så nyder Camilla, at hun og datteren deler en fælles passion, som giver dem en anden måde at være sammen på.

– Det er vores lille verden, hvor vi sammen kan være nørdede, og det er en kæmpestor gave, at vi deler dansen med hinanden. Det tager jeg på ingen måde for givet, men jeg ville være akkurat lige så stolt af Andrea, hvis hun gik til tennis.