Anna Thygesen svindlet: Måske er det godt, at det er mig, det er sket for

Anna Thygesen er allerede sent på den til et møde med en kunde, da hendes mobiltelefon ringer en mandag morgen i november sidste år. Nummeret på skærmen stemmer med det, hendes bank benytter, og da manden i den anden ende af røret præsenterer sig som ”Christian Andersen” fra Danske Bank, aner hun ikke uråd. Hun skyder ham til at være sidst i 20’erne, og han er både høflig og velformuleret.

Christian siger, at han ringer fra bankens svindelafdeling og spørger, om hun er ved at overføre et beløb til en hollandsk konto? Anna svarer, at det er hun bestemt ikke.

”Nå, men så er du ved at blive hacket”, husker Anna, at Christian siger.

”What”, udbryder Anna, flere ord når hun ikke at få indført, for Christian er kun lige begyndt.

”Det skal vi have stoppet”, fortsætter han, og Anna husker, at hun paradoksalt nok føler sig lettet i øjeblikket.

– Jeg bliver faktisk rigtig glad, for jeg kan regne ud, at han har styr på det. Jeg når nærmest at ånde lettet op over, at jeg ikke er blevet hacket endnu, siger Anna.

Intet af det, Christian siger, får hendes indre alarmklokker til at ringe. Hun mener selv at have godt styr på de metoder, som svindlerne benytter sig af, for hun lever trods alt af at rådgive virksomheder om bl.a. krisehåndtering ved digital svindel, og så har hun været vært på tv-programmet ”Forført af en svindler”.

Læs også:

Han er eksperten

I de cirka 20 minutter, opkaldet varer, får Christian forklaret, at banken gennem længere tid har haft mistanke til, at den hollandske konto bliver brugt til svindel, og at sagen derfor allerede er meldt til politiet. Det lyder tjekket, synes Anna, og hun bliver bekræftet i, at Christian har styr på situationen, da han spørger ind til, om Anna har brugt sit MitID ugen forinden. Det ved Anna, at hun har, for hun bruger det typisk flere gange om dagen, og hun går med til at lade Christian installere en såkaldt ”sikkerhedsgodkendelse” på hendes telefon, som skal forhindre hackerne i at få adgang til hendes bankkonti.

– Han siger til mig, at han kan installere denne sikkerhedsgodkendelse fra banken, så jeg skal bare åbne mit MitID og give ham tilladelse til det ved hjælp af en kode, siger Anna, der følger Christians anvisninger.

Christian opfordrer nu Anna til, at de fortsætter korrespondancen på Telegram, der er en krypteret beskedtjeneste, som Christian påstår, at banken såvel som politiet benytter sig af, fordi den er mere sikker.

I mellemtiden er Anna nået frem til sit møde, hvor hun indvier hele lokalet i, hvad der er ved at ske.

– Alle køber min forklaring, som jo kommer fra ham. Havde nogen bare sagt noget, var det måske endt anderledes, siger Anna, som også sideløbende taler med sin mand, Bill, om det, der sker. Heller ikke han aner uråd.

Christian ringer til Anna flere gange mandag for at opdatere hende på, hvor langt banken er kommet med at stoppe hackerne, og da hun skriver med ham på Telegram, sådan som han har instrueret hende i, sender han et billede af sig selv med bankens logo på som bevis for, at han er den, han giver sig ud for at være. Det får hende til at føle, at han er til at stole på.

– Han gør simpelthen alt det, jeg selv rådgiver om. Han holder mig i loopet og gør, at jeg føler mig tryg i hans hænder. Undervejs spørger han ovenikøbet, om jeg er okay, og jeg tænker, at han er den fedeste bankmand i verden. Det hele lyder så troværdigt, og jeg stoler på, at han er eksperten.

3 kroner på kontoen

Tirsdag ringer Christian fortsat til Anna, men onsdag begynder kontakten at svinde ind. Det bekymrer Anna, der endnu ikke har fået bekræftelse fra Christian på, at hackerangrebet er blevet afværget. Hun skriver til Christian via Telegram og spørger: ”Hvor langt er I?”, og Christian svarer, at han snart er færdig.

Samme aften er Anna netop kommet hjem fra træning, da hun bliver mødt af Bill, som spørger, om hun har flyttet penge fra deres fælles konti. Anna svarer, at det har hun ikke, hvorefter Bill oplyser, at der står henholdsvis 3 kroner på den ene og 5 på den anden konto.

Anna husker, at hun kigger på Bill og siger, at så må det alligevel være lykkedes for hackerne. Først, da hun ringer til Christian, som ikke tager telefonen, begynder mistanken at forme sig. Hun tager skærmbilleder af beskederne, hun har udvekslet med Christian, og skriver til ham igen.

”Vi har ingen penge tilbage. Kan det passe?”

Da Christian endelig svarer, skriver han blot et enkelt ord: ”Ja”.

Anna husker, at hun sætter sig ned i sofaen. Christian har fået hende til at slette MobilePay og netbank på telefonen, så hun ringer til en døgnåben hotline hos Danske Bank, hvor hun får at vide, at også hendes egne tre kontoer er støvsuget for penge foruden de to, hun deler med Bill. Hvor store beløb, der er tale om, har hun ikke lyst til at oplyse.

Stoler ikke på nogen

Forskellige følelser kører rundt i Anna i takt med, at det går op for hende, hvad der er sket. Vrede og undren over, hvordan hun kunne lade sig narre, fylder alt.

– Jeg går i overlevelses-mode. De har taget alt, hvad vi har, og da jeg endelig går i seng, kommer selvbebrejdelsen. Jeg kan ikke sove. Jeg får det ekstremt dårligt over, at jeg selv har været skyld i det her.

Anna er i de efterfølgende dage i kontakt med både politiet og den rigtige svindelafdeling i hendes bank, men det er svært for hende at udvise tillid.

– Der begynder jeg at mærke, at jeg er uligevægtig. Jeg føler mig porøs. Jeg ved ikke, hvad der op og ned, og jeg tør ikke længere tro på, hvad folk siger til mig, siger Anna, som stadig i dag, knapt et halvt år efter, kan mærke, at oplevelsen har forandret hende.

– Jeg er blevet mere paranoid og mistroisk. Jeg stoler ikke længere på nogen.

Det hjælper heller ikke, at al interaktion med myndighederne foregår digitalt eller telefonisk. Først da Anna tager på Borgerservice for at få et nyt MitID og bliver mødt af en fysisk medarbejder, føler hun, at hun kan slappe af.

– Jeg har lyst til at give ham et kram, da jeg går, for det var så rart endelig at blive mødt af et menneske. Det var nærmest månedens bedste oplevelse, siger hun.

I de næste mange uger ved Anna ikke, om hendes tab vil blive dækket af banken.

– Jeg begynder at overveje, hvad vi kan sælge for at skaffe penge. Jeg har da været på røven før, men det er længe siden, og jeg er ikke vant ikke at have en buffer. Om fredagen har jeg et møde, der handler om Folkemødet på Bornholm i juli, og der begynder jeg at græde. Har jeg overhovedet råd til færgen over?

Men Anna er heldig. Hele det stjålne beløb dækkes på nær 8.000 kroner, som banken beholder, fordi hun har opført sig ”groft uansvarligt”.

Stopper det aldrig?

For et par uger siden blev Anna inviteret af mediet TjekDet til at høre en optagelse af opkaldet mellem hende og ”Christian”. Optagelsen er en blandt flere, som er frembragt af en gruppe hackere, der har skaffet sig adgang til data tilhørende et netværk af danske svindlere, der systematisk har ringet til over 9.000 borgere og franarret dem millioner af kroner. Det har de gjort ved at ændre telefonnummeret, de ringer fra, så det fremstår, som om de ringer fra Mit-ID, Nets, politiet eller fra offerets egen bank – en metode, der kaldes ”spoofing”.

– Da jeg hørte optagelsen, var jeg ved at dø af flovhed én gang til. Jeg har bildt mig ind, at det var troværdigt, men da jeg hører hans stemme igen, synes jeg pludselig, at han lyder mere som en studentermedhjælper. Men han lyder også rutineret, og jeg tænker, det helt sikkert ikke er første gang, han laver sådan en opringning, siger Anna.

I dag kan Anna stadig være nervøs for, at svindlerne fortsat vil misbruge hendes navn og personlige oplysninger, og at svindlen derfor aldrig vil få en ende.

– Jeg er stadig bange for, at de opretter kviklån i mit navn. Jeg går jævnligt ind og tjekker via digitaliseringsstyrelsen, at mit navn ikke står i Ribers. Jeg kæmper lige nu med Telia, for der er blevet lavet en aftale i mit navn til et fremmed telefonnummer, og jeg fik første rykker i januar.

Selv den bedste

At det kan ske for selv den bedste, er Anna udmærket klar over, men at det lige skulle ske for hende, havde hun alligevel ikke forestillet sig. Også derfor tager hun hurtigt en beslutning om, at hun vil være åben omkring det, der er hændt, så andre kan lære noget af det, hun er blevet udsat for.

Så 14 dage efter, at hun blev offer for det tre dage lange svindelnummer, skriver hun derfor et opslag på Facebook, som får mange kommentarer.

– Der skal jeg ellers love for, at alle Kloge-Åge’rne kommer frem. Mange skriver til mig, at jeg er dum som en dør, siger Anna, men de nedladende kommentarer preller af på den 60-årige erhvervskvinde.

Som ung oplevede hun at miste begge sine forældre til selvmord, og siden har hun dyrket det at tale, hvor andre hellere tier.

– Jeg har jo lært at leve med at være sårbar. Det er en del af mig, og jeg tror på, at når man er åben om ting, er det godt for noget, siger Anna, som bruger mange timer ved tastaturet på at give Kloge Åge’rne igen af samme skuffe.

– Jeg køber ikke præmissen om, at jeg er usandsynligt dum. Hvis jeg kan blive svindlet, kan alle. Og så er jeg jo typen, der ret hurtigt kan grine af ting. Måske derfor er det også godt, at det lige er mig, det er sket for, smiler hun.

Og mens mange takker Anna for at stå frem, skælder andre hende ud, fordi de mener, at hun kun har fået dækket sine tab, fordi hun er kendt.

– Jeg bliver lagt ned af henvendelser fra mennesker, som ikke har fået deres penge tilbage, og som mener, at jeg skal hjælpe dem, og det kan jeg jo ikke.

Unge svindles også

I ugerne og månederne efter, at Anna er stået frem offentligt, modtager hun også beskeder fra mennesker, der ligesom hende er blevet udsat for digital svindel.

– Jeg har fået så mange henvendelser fra alle slags mennesker, og jeg har tudet over deres historier. Svindel rammer alle uanset alder, job og uddannelse, siger Anna.

Og netop det med alder er en vigtig pointe, understreger hun, for unge mennesker bliver også ofre for svindel.

– Med de unge er det festivalbilletter og lejligheder, der ikke findes, så det nytter ikke noget, at vi gør de ældre til de dumme her. Det er jo ikke de ældre, der står nede i Hamborg med en falsk billet og tror, at de skal til koncert med Taylor Swift.

Til gengæld bliver ældre mennesker svindlet for større beløb, og det er næppe tilfældigt, mener Anna:

– Hvis jeg var svindler, ville jeg gå efter dem med flest penge, og det er jo de ældre.

I størstedelen af de samtaler, Anna har med andre svindlede, er følelsen af skam et tema, der går igen.

– Frygten for, hvad andre mennesker tænker om én, den skal man ikke undervurdere. Jeg har jo talt med forældre, som ikke tør fortælle deres voksne børn om det, fordi de skammer sig så meget. De er bange for, at deres børn vil skælde dem ud, siger Anna.

Af samme grund ser hun det som sin nye livsmission at råbe op, og derfor er hun gået i gang med at skrive en bog om forløbet. Den skal udkomme til sommer og vil indeholde interviews med eksperter og ofre for digital svindel. For vi kan blive nødt til at tale mere om svindel, hvis vi skal komme svindlerne i forkøbet, mener hun.

– Min uvidenhed har været en svaghed. Derfor skal vi tale om det. Vi bliver nødt til at få paraderne mere op og blive mere kritiske over for teknologien, for den har faktisk en slagside. Den eneste måde, vi kan beskytte os selv på her, er ved at være mistroiske.

Læs også: