Anne Hjernøe: Naturen giver mig rodfæste

Anne Hjernøe går gerne rundt i sin have uden strømper og sko, når hun giver telefoninterviews, taler med sin bogforlægger eller sin datter Camille.

– Det er slet ikke noget, jeg tænker over. Pludselig har jeg bare smidt skoene, siger Anne.

I dag beholder den 55-årige tv-vært og (kogebogs)forfatter dog sine sneakers på, for vi mødes ansigt til ansigt i byen til en snak om naturen, som Anne har et særligt forhold til.

– Jeg føler en stærk forbindelse til naturen. Den giver mig en enorm ro. En fornemmelse af at høre til og være grounded. Naturen rodfæster mig, siger Anne.

Hun er aktuel med bogen ”Stå stærkt – sådan passer du på dig selv”, der har et helt kapitel om naturen som sundhedsgiver.

– Nogle gange er det nok for mig bare at gå ud i naturen. Andre gange skal jeg helt bogstaveligt mærke den under mine fødder. Jeg kan også finde på at lægge mig i græsset og kigge på skyerne eller op i birketræet. Det er ren terapi, siger Anne.

Første gang, hun blev bevidst om naturens gavnlige virkning, var for nogle år siden, hvor hun balancerede på kanten af stress, men reagerede i tide ved at lukke ned for sin computer og alle sine aftaler og gå udenfor.

– Jeg passede på mig selv ved at holde fri i rigtig lang tid og sørge for at være mest muligt under åben himmel. Jeg var i min have, på stranden og gik ture i skoven. Naturen trak mit fokus fra hovedet og ned i kroppen.

Anne forklarer, at hun får samme effekt, når hun dyrker hård styrketræning, eller hvis hun en sjælden gang vover at tage et iskoldt brusebad.

– Hovedet slipper, kobles fra kroppen. Og det er jo det, man har brug for, når man er stresset eller fortravlet. For stress sidder i hjernen.

En lillebitte brik

Siden Anne var lille, har naturen fyldt meget i hendes liv på en meget positiv måde, fortæller hun.

– Som barn sad jeg altid oppe i det højeste træ. Jeg tror faktisk, jeg var mere oppe i træer, end jeg gik på jorden. Jeg rendte også rundt med en lille Falck-kasse og forbandt de træer, som havde brækkede grene.

Da Anne var i begyndelsen af 20’erne, boede og arbejdede hun i regnskoven i Latinamerika, og i den periode gik det for alvor op for hende, hvilke helende kræfter naturen har.

– Tidligere var jeg optaget af meditation, og i regnskoven, hvor jeg stod op og gik i seng med solen og nærmest gik i et med naturen, opdagede jeg, at den jo tilbyder det samme som meditation. Jeg behøver ikke tage særligt tøj på, sætte mig ind i et lokale og lukke døren for at opnå ro og nærvær.

Den stærke forbindelse til naturen, som Anne beskriver, hænger sammen med, fortæller hun, at vi som mennesker har opholdt os betydeligt længere i naturen end i det industrialiserede samfund.

Selv har hun det sådan, at hvis hun ikke har været i skoven i lang tid, kan hun pludselig få en akut trang til at komme derud og bl.a. opleve årstidernes skiften.

– Jeg lagde netop mærke til nogle træer på min vej og måtte jo sande, at vi har bevæget os fra sensommer til efterår, og så fik jeg det bare sådan: Fuck, jeg skal i skoven snart! Det trænger jeg simpelthen til. Når bøgen springer ud, bliver jeg også genuint lykkelig. Meget mere end alt muligt jeg kan bestille og købe mig til.

Når Anne er i en skov, får hun lidt samme følelse af ubetydelighed, som da hun stod på kanten af Grand Canyon i USA, fortæller hun.

– Jeg er en lille bitte brik i en meget stort puslespil, og når jeg ikke er her længere, står skoven stadig. Det giver mig en dyb ro, at jeg ikke er den vigtigste i hele verden, siger Anne, der også er fan af strand og vand.

– Der er en uendelighed over havet. Det kommer bare skyllende ind og vasker alt rent. Jeg føler næsten, jeg blive skyllet indvendigt af at sidde og betragte havet.

Hvad giver din have dig?

– Jeg har haft vild have i 30 år, men den er jo stadig kultiveret og eksisterer på mine betingelser. Den giver mig en umiddelbar ro og små hjernepauser i hverdagen. En skov eller et hav kan ikke på samme måde bestilles til at levere. Du kan ikke sætte dig ud i naturen og sige, nu kommer der et rådyr eller en rød glente. Det er op til naturen, og det er befriende, synes jeg.

Nu er det bevist

Anne holder også af naturen, fordi den automatisk skærper hendes sanser.

– I naturen lægger jeg mærke til dufte, lyde og bladenes former og farver. Hvad end vi mennesker gør, kan vi aldrig skabe noget, der er smukkere og mere genialt end naturen. Du har noget jord, et lille frø, og pludselig har du en solsikke, siger Anne, der også gerne smager på naturen og tager lidt af den med hjem.

– Sanketure er moderne, men jeg har altid haft et samleblik på naturen. Når jeg går tur, spiser jeg alt, hvad jeg kan finde på min vej. Eller tager det med hjem og putter det på glas og flasker. Naturen leverer måske ikke en kronhjort på kommando, men så leverer den en blomme eller hasselnød eller en råvare, jeg kan trylle om til mad. Og dét er vel det nærmeste, jeg kommer på lidt hverdagsmagi.

Den form for tilknytning, Anne har følt til naturen, så længe hun kan huske, og de gevinster, den stadig giver hende, er de seneste år blevet genstand for forskning. Nu bliver der skrevet videnskabelige afhandlinger og bøger om naturterapi og skovbadning, som er en japansk terapimetode.

– Det er interessant, at det, mange af os har mærket på egen krop stort set altid, nu er anerkendt og evidensbaseret. At der nu er beviser for, at naturen reducerer stress og er med til at holde os raske og glade på linje med motion, kost og søvn, ændrer ikke noget for mig som sådan, men måske får det flere ud i naturen, siger Anne.

Hun fremhæver, at naturen ikke forlanger noget af os, den kræver ikke et medlemskab eller vores penge. Vi kan, som hun siger, stemple ind og ud af naturen og tage den i små eller store doser. Men måske er den ikke for alle?

– Måske rykker naturen ikke på noget i dig, men så har du da fået frisk luft og motion. Og måske lidt ro i ørerne. Det er i hvert fald svært at undgå, og ro er det, mange af os har brug for, tror jeg.