Socialt Set
Bedsteforældres rettigheder
I sensommeren 2017 sad Annemari alene til den ene af sine trillingedrenges bryllup. En storslået fest med 40 gæster. Inden længe ville det blive hendes tur til at holde tale til for sønnen og svigerdatteren.
Blot to dage forinden havde hun bisat sin mand gennem 28 år, Steen, drengenes far. Her havde hun også holdt en lang og fin tale for alle de mange, mange fremmødte familiemedlemmer, venner, kolleger, nuværende og tidligere elever og forældre fra den skole, hvor Steen i mange år var skoleleder.
– Jeg ved ikke, hvordan jeg kom igennem. Det gør man jo bare, når der ikke er nogen alternativer, siger Annemari Nilsson, 59 år.
Læs også: Endelig føler jeg, at jeg er noget
Hun er en farverig kvinde med stor eftertænksomhed og en evne til at beskrive alt, hvad hun mærker og oplever. Både med ord og gennem sin kreativitet, der bliver brugt dagligt på Kundby Friskole, hvor hun arbejder, og som privat oftest kommer til udtryk i et maleri. For eksempel sad hun på et lille hotelværelse i Dresden i sommeren 2016 og tegnede det smukke landskab, hun dér havde udsigt til, mens Steen tog sig en lur.
De var på en dejlig sommerferie sammen, og ingen af dem tænkte yderligere over, at Steen nok var lidt mere træt end vanligt. Og ingen af dem vidste, at det liv, de sammen havde opbygget, siden de mødte hinanden som henholdsvis 26- og 32-årig, snart ville blive ændret for altid. For sådan er det med livet, det er ikke til at regne med.
– Den dag, vi kom hjem fra vores ferie, gik Steen i haven og begyndte at hakke dræbersnegle. Jeg kan huske, at jeg kiggede op mod sommerhimlen, hvor det hele begyndte at trække sig sammen i en sort klump.
Der var uvejr på vej. Pludselig hørte jeg Steen råbe af smerte. Han troede, det var nyrerne, og bad mig om at ringe 112. Han koldsvedte og havde det virkelig skidt. Jeg kunne slet ikke forstå det. Vi var jo lige kommet hjem fra en dejlig ferie, fortæller Annemari.
– Steen sad i en havestol og havde så ondt, da ambulancen kom. Regnen væltede ned. Så jeg stod ved ham med en kæmpestor, farverig paraply. Det var ret grotesk.
I første omgang blev Steen sendt hjem med en besked om hold i nakken. Men da det ikke gik væk, måtte han afsted til en scanning. Da han skulle have svaret på scanningen, havde han bedt sin kone tage med, men der var sket en fejl, og de måtte tage uvidende hjem. Nogen dage efter tog han selv afsted igen, og til middag modtog Annemari en sms:
”Kæreste skat! Pis også. Scanningssvaret viser modermærkecancer i fase fire med spredning til rygknogler og lever. Kh. Steen”
– Benene forsvandt bare under mig… Jeg kan ikke engang huske, om jeg græd.
Annemaris eftertænksomhed sætter et øjeblik en stopper for talestrømmen. Der er en masse billeder i hendes hoved, som skal placeres. Blandt andet billedet af Steen, som sad helt stille og sammensunket ved deres spisebord, da hun den dag kom hjem.
– Fra han fik den dom, vidste han, at han skulle dø. Det vidste vi alle. Men når vi var sammen, havde vi ikke kun ét år tilbage sammen med Steen. For vi havde altid håbet.
Men der gik kun et års tid, inden Steen den 14. august 2017 udåndede for sidste gang. Samtaler og gode stunder havde de masser af i det år, ganske som de plejede. For Annemari og Steen var ikke bare ægtefolk, de var også bedste venner og hinandens bedste legekammerater.
Men ”den sidste samtale” havde de ikke. For hvornår og hvordan tager man lige den? spørger Annemari retorisk.
– Til gengæld fik jeg et meget stort ønske opfyldt, da Steen gik med til at få velsignet vores ægteskab. Vi var kun borgerligt gift, så det betød meget for mig.
– Den 21. juli 2017 blev vi velsignet af den præst, som vi også havde planlagt Steens bisættelse med. Steen var på det tidspunkt blevet lam i benene og lå i en sygeseng i stuen. Den kørte vi ud på terrassen, og så blev vi velsignet med vores børn og svigerdøtre som vidner.
- Børnene og svigerdøtrene overraskede mig med en brudebuket. Det var så rørende. Det havde regnet hele dagen, men i det øjeblik, vi blev velsignet, var der lige en forglemmigejblå plet på himlen og et solstrejf.
Læs også: Efter sin mors død: Marina skubbede alle fra sig
Det er ikke svært for Annemari at være alene. Men det er svært ikke at være to. Det er svært at vågne om morgenen uden at have en at sige godmorgen til. Eller en, der siger godmorgen til en.
Det er svært at have mistet sin sparringspartner og bedste legekammerat, når der sker noget på skolen, eller sønnerne inviterer til fælles 30-års fødselsdag. Det er svært at have venner på besøg, når man førhen sås som par.
– Første gang, jeg inviterede til middag, tog det mig flere timer at dække bord. Helt seriøst. Jeg kunne slet ikke finde ud af, hvordan vi skulle sidde. Jeg fortalte mine venner, hvor svært det var, for det tror jeg, er vigtigt. Og så placerede vi den ene herre for bordenden, fortæller hun.
Hun gjorde lidt det samme, da hun kom tilbage på sit arbejde igen.
– Jeg kunne jo tydeligt se, hvordan alle sad og var meget beklemte ved situationen. For hvad siger man lige? Derfor tog jeg selv ordet. Jeg sagde til mine kolleger, at de skulle vide, det var rart for mig at komme på arbejde. Men de skulle ikke spørge mig, hvordan det gik. For det gik jo ikke. Til gengæld måtte de gerne give mig en krammer, hvis jeg lignede en, der havde brug for det, siger Annemari og fortsætter:
- Det var lettere med de små elever. De spurgte mig bare ligeud, om jeg var ked af at have mistet min mand. Så tog jeg en dyb indånding og sagde ja, hvortil de svarede, at de jo også var min familie. Og det er lige netop det, jeg har fundet ud af i en situation som denne, hvor jeg stadig føler mig i frit fald. Der er folk, som står klar til at gribe mig, hvis jeg blot fortæller dem, hvad jeg har brug for.
Læs også: Signe har åbnet et mødested for ensomme voksne
Annemari nåede også at fortælle Steen, hvad hun havde brug for fra ham, inden han døde, omend det måske virkede en smule urealistisk: Han skulle vise sig for hende.
– Det var jo noget mærkeligt noget at bede om. Men lige der var sorgen over at skulle miste så ubærlig for mig. Jeg kan huske, jeg bad ham så inderligt. Steen svarede, at han ville vise sig for mig som en tiger på terrassen. Jeg blev sur over, han ikke tog mig seriøst, men kunne heller ikke lade være med at grine, mens tårerne løb ned ad mine kinder, fortæller hun.
– Noget tid efter hans død sad jeg på terrassen og følte mig meget alene. Pludselig fløj en sommerfugl hen mod mig. En Nældens Takvinge. Med dens flotte orange vinger med sorte striber. Jeg kendte den, fordi Steen altid har interesseret sig meget for biologi. Og lige dér var tigeren.
Oplevelsen skrev Annemari i et brev til sine drenge. Hun skrev mange breve til dem i den første tid, efter at de alle havde mistet. Både for at fortælle dem, at hun var der for dem. Men også for at fortælle, hvor hun selv var henne i sin sorg.
Brevet med sommerfuglen fik hun hurtig respons på fra den ene af dem, der på det tidspunkt var på besøg hos sine svigerforældre. Han kvitterede med et billede af ham selv siddende i græsset med bøjede ben, og på hans knæ sad en Nældens Takvinge.
– Det var simpelthen så pudsigt. Så nu er det blevet noget, vi har mellem os, siger hun og smiler for sig selv.
– Steen var et meget stort menneske på alle måder. Han fyldte et rum godt ud, og tabet af ham vil altid sidde dybt i mig. Men i genopfindelsen af mit liv er der også megen ydmyghed og taknemlighed til stede. Jeg er blevet ydmyg over for den tid, vi har fået tildelt på jorden. Den skal anvendes godt og med glæde, siger Annemari og tilføjer:
– Selvfølgelig græder jeg også. Det giver jeg mig selv lov til. Men når jeg så har grædt, går livet videre igen.
Læs også: Henriette mistede sin fem dage gamle søn - og blev bedemand
50.000 ældre i Danmark over 65 år føler sig ensomme, fordi:
− de har forladt arbejdsmarkedet
− de er blevet alene
− de har svært ved at komme rundt
Ældre Sagen har taget initiativ til Folkebevægelsen mod ensomhed. Læs også om Danmark spiser sammen her.